Dunkerque-Marseille på løbende ben, Olivier Marias vanvittige sandaludfordring

Olivier Maria. Navnet siger dig måske ikke så meget, især hvis du ikke er blandt de 62.000 personer, der følger ham på Instagram. Og alligevel er han en titan. På 10 dage, 11 timer og 50 minutter krydsede han Frankrig til fods. Du har næppe kunnet undgå billedet af ham ved havet med Palais du Pharo i baggrunden, hvor han holder det franske flag op, mærket med ordene »Dunkerque-Marseille«. Smilet, følelserne i ansigtet, sangen, der ledsager opslaget om fuldførelsen af et to år langt projekt: Det hele er der.

Men før han gennemførte denne bedrift, måtte nordfranskmanden først falde, før han kunne rejse sig igen. Her er historien om et sportsligt og menneskeligt eventyr, født af et enkelt spørgsmål: »Er det muligt at krydse Frankrig til fods?« Et spørgsmål, han besvarede bekræftende, uden nogensinde at undervurdere den indsats, det krævede.

Løbet med ham, fra 2015 til i dag

Olivier var først landevejsløber. »Jeg løb de ret klassiske distancer«, fortæller han. Fra 10 kilometer til maraton.« Så opdager han en dag ultracykling. Han kaster sig ud i ekstreme formater som Race Across France, et løb, hvor han tilbagelægger næsten 2.500 kilometer på tværs af Frankrig.

Så snart den udfordring er overstået, begynder en ny idé allerede at tage form i eventyrerens hoved. »Når jeg nu kommer fra løb, løber i minimalistiske sandaler, og enkelhed betyder meget for mig, er næste skridt at krydse Frankrig til fods, fordi der er endnu mindre udstyr og ingen mekanisk hjælp«, fortæller han.

Da han annoncerer projektet på de sociale medier i november 2024, fremstår han som en pioner. Siden er flere lignende initiativer dukket op, men ikke altid med de samme intentioner. Ligesom Pierre Destailleur støttes han af foreningen Universport og vil først og fremmest vise, at hans ekstreme sport kan dyrkes med respekt for miljøet. »Det, jeg gerne ville fortælle mellem linjerne med projektet, var, at man kan dyrke sport med udgangspunkt i sit eget hjem uden at tage flyet til den anden side af verden«, fortæller han. En vision, han formåede at føre ud i livet under denne enestående krydsning af Frankrig.

«  Jeg havde frit valg, lyst til at tage til den ene eller den anden by og til at tage af sted, når det passede mig.

Et projekt med respekt for miljøet og fuld autonomi

Man behøver ikke det nyeste udstyr for at tilbagelægge 1.136 kilometer på knap elleve dage. Det er det indtryk, denne ultraløber efterlader. Med ét par sandaler nåede han hele vejen. Ifølge ham selv er det ikke så mærkeligt: »Mennesket har løbet uden store sko i 5.000 år. Det har ikke ventet på den slags sko for at løbe langt«, siger han.

Med sit projekt sætter Olivier også spørgsmålstegn ved den plads, udstyret har fået. »Løb er stadig noget naturligt. Det er bedre at fokusere på sig selv og sin træning«, fortsætter han. Ud over præstationen er der også et miljømæssigt argument for at bruge disse minimalistiske modeller. »Det er langt mere holdbart«, fastslår han. Det par, jeg har presset længst, har holdt til mere end 3.000 kilometer.« Når sandalerne virkelig er udtjente, smider han kun sålerne ud og beholder remmen. Producenten sender ham derefter kun nye såler, som han selv sætter på. »Der er noget ret fedt gør det selv over det, og hvad angår affald, er det langt mere miljøvenligt«, understreger han.

Ud over sandalerne viste Olivier også, at en sådan udfordring kan gennemføres med fuld autonomi. Han drog af sted fra Dunkerque med en rygsæk på blot to kilo, ruten i hovedet og på telefonen. For at få væske planlagde han sine passager ved vandposter, blandt andet på kirkegårde, som han på forhånd havde markeret på sit GPS-spor. Med maden var princippet det samme: Han provianterede undervejs i de butikker, han passerede. »Jeg spiste lidt af det, jeg kunne få fat i: frugtmos, sandwiches, sodavand for sukkerets skyld … men jeg tabte mig alligevel en del«, fortæller han. Også tøjet blev holdt på et minimum: en merinoulds-T-shirt, »vasket hver anden eller tredje dag«, og lidt skiftetøj til aftenen. »Jeg havde virkelig kun taget det mest nødvendige med«, opsummerer han.

© Bryan Baret

© Jérôme Habasque

© Bryan Baret

© Jérôme Habasque

© Jérôme Habasque

Tests … og et nederlag før bedriften

Da Olivier står klar til at tage hul på sin krydsning af Frankrig, ved han, at han ikke må gøre sig selv tungere end nødvendigt. De forskellige tests har lært ham, at for meget mad i tasken virker mod hensigten. Men forsøgene har ikke kun hjulpet ham med at justere oppakningen. De har først og fremmest lært ham at håndtere en vedvarende belastning over meget lange distancer.

Han ville ikke nøjes med et maraton om dagen, altså fem til seks timers indsats, men sigtede snarere efter omkring 100 kilometer dagligt med målet om at nå Marseille på så få dage som muligt. Allerede tidligt i forberedelserne, som begyndte i januar 2025, opdager han, at den største udfordring ikke så meget er distancen … men dagen efter. At tage af sted igen. »Da jeg begyndte min forberedelse, løb jeg Lille-Dunkerque, omkring 90 kilometer, om vinteren 2025, og næste morgen kunne jeg ikke bevæge mig. Mine ben var helt færdige. Jeg sagde til mig selv, at jeg alligevel måtte af sted igen dagen efter. Lidt efter lidt lykkedes det mig at fortsætte: Først 5-10 kilometer dagen efter, siden to lange ture i træk.«

Træningen bar frugt, og kroppen tilpassede sig til sidst. Han kunne endda klare blokke på tre dage og 300 kilometer, »under virkelige forhold for at se, om det blev for hårdt til sidst, og om det var muligt«. En af testene gik fra Lille til Amsterdam og gav ham samtidig mulighed for at hente sine sandaler, der er »made in Holland«.

Generalprøverne var dog ingen garanti for succes. I oktober 2025 mislykkedes det første forsøg. »Jeg blev skadet, fik en bakterieinfektion i foden, som fik den til at hæve«, husker han. Han var nødt til at stoppe, men gav ikke op. Han genoptog træningen, endnu mere beslutsom. Anden gang lykkedes det. Under den vellykkede krydsning nåede han Troyes og vendte tilbage til Centre sportif de l’Aube, samme værelse, samme person. Et stærkt symbolsk øjeblik. »Indtil jeg nåede dertil, var det hårdt mentalt. Jeg sagde til mig selv: »Nu kommer jeg over en tærskel.« Og da jeg først var forbi, åbnede der sig et nyt eventyr. Ved at passere dette punkt bearbejdede jeg også min gamle skade og bevægede mig længere, end jeg nogensinde havde været før.«