„Jeg var død“: Falone Pégé gik fra komaoverlever til europamester på 3 km kapgang

Falone Pégé levede livet fuldt ud, da hun fik konstateret kræft i knoglemarven. Efter flere års kamp er kvinden fra Loire tilbage for fuld styrke. Om få uger rejser hun til World Transplant Games i Tyskland (17.-24. august) med to mål: at præstere og skabe opmærksomhed.

Det er en hjerteskærende og isnende historie, men samtidig så smuk. Historien om en ung kvinde, der som 26-årig svævede mellem liv og død i månedsvis. Om en kriger, hvis sygdom rev en del af ungdommen fra hende. En skæbne, ingen ønsker sig, men som aftvinger respekt. Den 18. marts 2020 blev Falone Pégés liv, som dengang studerede i Kong Renés by, vendt på hovedet. To måneder før sin 21-års fødselsdag fik hun en frygtelig besked på universitetshospitalet i Angers. Kvinden fra Loire fik konstateret akut myeloid leukæmi. Med andre ord kræft i knoglemarven. „Jeg begyndte straks at græde“, husker hun. „Jeg havde ondt i maven og blødte nemt. Jeg var træt og blev mere forpustet, når jeg anstrengte mig“, fortæller hun. Fire dage tidligere havde hun været til fest.

Knoglemarvsprøver, blodprøver, røntgenbilleder ... Under morfinbehandling tilbragte basketballspilleren dagene sengeliggende. Efter induktions- og konsolideringskemoterapien modtog den unge atlet den 20. august celler fra en polsk mand. „Jeg kunne skrive breve med ham. Jeg ved ikke, hvad han hedder“, fortæller hun. En vellykket transplantation. Umiddelbart. Da hun i september var ude af sit mareridt, greb hun chancen for at leve og tog på roadtrip, samtidig med at hun blev fulgt tæt af lægerne. „Jeg fulgte en stram kostplan. Jeg måtte ikke spise skaldyr i 365 dage. Min far sagde, at jeg skulle ringe til hospitalet for at høre, om jeg måtte spise moules-frites præcis et år efter, jeg var blevet udskrevet“, husker den mirakuløst overlevende.

I sit eget tempo genfandt den tidligere gymnasieelev fra Segré glæden ved sporten og begyndte at løbe regelmæssigt. På opfordring fra teamet på universitetshospitalet besluttede hun at deltage i Jeux Nationaux des Transplantés i Narbonne i maj 2022. I en campervan kørte hun gennem Sydfrankrig og vandt to guldmedaljer i 3 km kapgang og gokart i kategorien 18-25 år. „Vi var i byen for at skabe opmærksomhed. Stemningen var varm og afslappet. Vi havde alle været igennem svære perioder. Der var ingen tabuer og ingen akavede blikke“, fortæller hun.

Da hun overvejede at deltage i World Transplant Games, vendte bekymringerne tilbage. I midten af marts kom mavesmerterne igen. Efter en nat på hospitalet fortalte lægen hende, at sygdommen var vendt tilbage. Hendes første reaktion var både spontan og afslørende for hendes personlighed: „Er I seriøse? Om en måned er jeg i Australien, hvor World Transplant Games skal afholdes.“ Drømmene brast, og mareridtet begyndte forfra. „Det var sværere at acceptere.“ Musklerne svigtede, og det gjorde hovedet også. „Jeg sad i kørestol. Mit blodtryk var 7, og min puls var 145 slag i minuttet, mens jeg lå ned. De sendte mig på intensiv og lagde mig i kunstig koma. Jeg havde ikke noget valg. Jeg husker ingenting. Uden de fem dage var jeg død.“

Tilbage blandt de levende, uden muskler eller energi, måtte hun lære alting igen. „Jeg kunne ikke engang sende en besked. Jeg kunne ikke stå op i mere end fem minutter.“ Denne gang blev det ikke en transplantation, men en ny behandling. „Jeg fik en uges kemoterapi og tre ugers hvile.“ Et næsten normalt liv gjorde det muligt for hende at genfinde glæden ved basketballbanen og løbeskoene. Ved de europæiske lege i Lissabon i juli 2024 vandt hun endnu en titel i 3 km kapgang samt sølv i individuel badminton og bronze på 100 meter fri. Få måneder senere, den 13. december, fik hun sin sidste indsprøjtning.

I august rejser den tidligere olympiske fakkelbærer til World Transplant Games, som afholdes i Dresden i Tyskland fra 17. til 24. august. Det bliver hendes revanche for 2023. Hun stiller op i 3 km kapgang, badminton og 3×3-basketball, discipliner hun dyrker hver dag, og vil samtidig sende et klart budskab: „at gøre sporten mere tilgængelig og skabe opmærksomhed om organdonation.“ Det er handlinger, der kan redde liv. Det ved Falone Pégé om nogen.

Falone Pégé læser nu til ortopædtekniker i Angers og er selve billedet på modstandskraft. Hun tror på livet trods tilbageslag, nederlag og ulykke. Uanset hvilken situation hun er havnet i, har den 26-årige holdt fast i selv det mindste håb. Et håb, der er blevet til et blændende lys.