Med Les 42 tager Malek Boukerchi 26 unge med til New York Marathon

Der findes stadig fælles drømmere. Selvom drømme er personlige, kan de sagtens deles. Malek Boukerchi er uddannet antropolog, filosofisk fortæller, forfatter og inspirerende foredragsholder. For nogle år siden valgte han at dele sine drømme med andre. Efter at have taget omkring 20 unge med til Athen Marathon i 2023 gentager han projektet i år med New York Marathon. Mød formanden for Les 42, en ekstrem ultramaratonløber, der drømmer om et samfund, hvor mennesker står sammen.

Du er selv noget af en eventyrer. Hvilken vej har Les 42 fulgt?

I livet handler det hele om veje, og på vejene handler det om møder, valg og omstændigheder. Vi kan ikke kontrollere omstændighederne, men kraften i vores liv kommer fra de mennesker, vi møder, og de valg, vi træffer. Foreningen er blevet til på samme måde. Først var der et tilfælde: Det hele begyndte under covid, som satte alt på pause for mig som ultramaratonløber. Ingen løb. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden fysisk aktivitet. Vi har brug for at bevæge os, kroppen kræver bevægelse. Jeg måtte finde noget, der kunne kombineres med mine øvrige professionelle aktiviteter. Da grænserne igen åbnede, arbejdede jeg som antropolog og foredragsholder i Marokko i slutningen af 2021. Nogle unge børn kom hen til mig under et løb, jeg var protektor for, og det var dem, der gav mig idéen. De sagde: «Hvorfor starter du ikke en klub? Du ved en masse, og så kan vi træne med dig …» Jeg er ikke marokkaner, men fransk-algerisk-kabylsk-alsacianer, og jeg er stolt af mine mange identiteter. Jeg har ingen officiel træneruddannelse, men jeg har praktisk erfaring fra virkeligheden. De unge marokkanere såede et frø … I slutningen af 2021 vendte jeg tilbage til Frankrig og begyndte igen at træne til maraton for fornøjelsens skyld. I dag interesserer præstationen mig ikke længere. Det, der betyder noget, er glæden ved at få andre til at vokse. Hvordan går man fra det ensomme til det solidariske? Fra jeg til vi. Det er en tankegang, der fascinerer mig, og som jeg tror på. Les 42 udspringer af den. Drømmen er at få 42 unge mellem 18 og 28 år i sårbare livssituationer med ud på et maraton. Vi er ikke helt i mål endnu, men vi vokser. Den første udgave gennemførte vi ved Athen Marathon.

En første, symbolsk udgave …

Ja, med Athen Marathon, og det var helt perfekt. Vi rejste af sted 30 personer, 18 unge og 12 ledsagere. Som antropolog nød jeg at fortælle om løbets oprindelse og slaget ved Marathon. Efter denne alfa ledte jeg efter omega. New York, maratonløbenes Mekka. Rejsen er også en vigtig del af vores projekt. Det giver de unge energi at drømme om Athen eller New York, især dem, der aldrig har været ret langt hjemmefra. Første gang man siger til en ung, at han eller hun skal løbe et maraton, tror de ikke på det. Men vi træner med glæde, og vi gennemfører. Jeg siger «vi», fordi foreningen har udviklet sig siden den første udgave i Athen i 2023. Jeg begyndte alene, men siden har jeg fået andre maratonløbere med. Vi er et helt hold omkring de unge. Som den filosofiske teolog Teresa af Ávila sagde: «Det handler ikke om at tænke meget, men om at elske meget.» Den kærlighed, de ikke har fået fra det franske sociale system, er vi der for at give dem. For dem er det et ekstraordinært eventyr.

Maraton er en fantastisk skole for livet. Det er det bedste eksamensbevis.

Hvilke kriterier bruger I, når I vælger de unge?

Les 42 hjælper unge, der er blevet mærket af skolesystemet. Lige mange piger og drenge. Jeg har indgået partnerskaber med lokale ungdomsindsatser flere steder i Frankrig for at finde unge, der er i risiko for at falde ud af uddannelsessystemet. Foreningen er åben for både unge fra byerne og fra landområderne. Jeg blander det farverige Frankrig med det traditionsbundne Frankrig. Til de unge siger jeg: «Kom og løb et maraton», selvom nogle af dem slet ikke dyrker sport! Alt det, jeg underviser i som antropolog, omsætter jeg til praksis i foreningen. Målet er at overbevise de unge om, at vi skal arbejde og lykkes sammen. Vi kæmper også mod den stillesiddende livsstil, som skærmene desværre har ført med sig. Folk er forbundet digitalt, men ikke knyttet til hinanden. Med vores initiativ prøver vi at tilbyde noget andet. De skal også lære at holde af deres krop og forstå, at den kan bruges til store ting, uanset kropsbygning. Det eneste mål bagefter er at gennemføre. Tiden er ligegyldig. At gennemføre er at lykkes. Det er vigtigt, at de forstår, at de sætter en positiv proces i gang, hvis de går ind i projektet. Den planlægning og forberedelse, som projektet kræver, med engagement, disciplin og vedholdenhed, kan de bruge senere i livet. Når en virksomhedsejer møder sådan en profil, skaber det tillid. Maraton er en fantastisk skole for livet. Det er det bedste eksamensbevis. De kan kalde sig maratonløbere. Det er en titel, man bærer hele livet.

Hvad sker der med dem efter maratonløbet?

Det er projektets anden del. Vi forpligter os til at følge dem hele vejen frem mod maratonløbet, men vi hjælper dem også med at finde et arbejde. Den sociale og professionelle dimension er meget vigtig. Den går gennem mentorer, som er foreningens sponsorer. Vi modtager ingen offentlig støtte. I stedet henvender vi os til virksomhedsledere, der har udfordringer med rekruttering. Mange støtter os og finansierer foreningen, rejserne og træningslejrene. Og mere end det: De er også begyndt at løbe sammen med de unge, hvilket skaber endnu stærkere bånd! Decathlon hjælper os med udstyrsdelen, og det er jeg taknemmelig for. De virksomhedsledere, der bakker op om Les 42-projektet, har været med til at ændre projektet. Oprindeligt troede jeg kun, at indsatsen skulle foregå i Paris, hvor jeg bor. De sagde: «Okay, vi følger dig i projektet, men kun hvis du også finder unge i vores områder. Ellers holder det ikke på lang sigt.» Den idé ændrede med god grund Les 42's geografiske rækkevidde. Sammen med de unge besøger vi de virksomheder, der støtter os. Og det bedste er, at mange af virksomhedsejerne nu træner sammen med de unge og tager med os! Ved New York Marathon har vi omkring 50 startnumre i år. Omkring ti er reserveret til ledere, som skal løbe maraton sammen med de unge og skabe den synergi, der opstår, når generationer mødes. For ligesom de unge er vores mentorer ofte også førstegangsmaratonløbere. Alle sammen!

Er du optimistisk med hensyn til fortsættelsen?

Ud af de 18 unge, jeg tog med til Athen, løber ni stadig med os. De er selv blevet ambassadører for projektet. Nogle er endda fortsat som maratonløbere! Og vigtigst af alt: De er alle kommet godt videre socialt. Den succes giver os styrke til at fortsætte og holde fast. Foreningslivet i Frankrig er fantastisk, men det er en kamp. Jeg har en ambition for de kommende år: at få arbejdsløse over 55 år med i vores grupper. Det er svært for dem i dag. Også deres selvværd er blevet knust, selvom de har evner og erfaring. Det er forfærdeligt. Vi har alle brug for at være til nytte for andre. Endnu en gang handler foreningen om socialt samvær, om at vokse sammen og skabe noget sammen … Jeg vil gerne takke de unge. Vi giver dem noget, men de giver os så meget tilbage. I sidste ende er det dem, der forandrer os mest. Det ser jeg hos ledsagerne og mentorerne. Med Les 42 bryder vi med tendensen til, at mennesker kun omgås deres egne! I vores moderne samfund lever hver gruppe i sin egen lukkede boble, og det ødelægger os socialt. Maraton bryder det hele ned, og vi træder ind i det universelle. Vi er alle ens på startlinjen.

Tak til Malek Boukerchi for at give os lidt af sin kostbare tid få uger før afrejsen til New York. Hvis du har lyst til at komme tættere på foreningen Les 42 og tage del i arbejdet, kan du gøre det her. Du kan finde virksomhederne, der er mentorer for 2025-udgaven, på denne side.