Løb og fotografi: kunsten at fange øjeblikket

I 2025 oplyser 12,4 millioner franskmænd, at de løber, og 8 millioner gør det mindst én gang om ugen. Begejstringen vokser og kan også mærkes på sociale medier som Instagram. For mange er det næsten lige så vigtigt at dele løbetræningen online som at snøre løbeskoene. En måde at føle sig som en del af det store løbefællesskab. Også fotografer har forelsket sig i denne fascinerende verden, nogle så meget, at den er blevet deres foretrukne genre. Det gælder Alanis Duc (@alanis_pic_) og Tom Carrascosa (@tomahawk.__), som begge samtidig dyrker løb på højt niveau.

“Jeg har været omgivet af sportsfotografi, siden jeg var helt lille”, indleder Alanis Duc, freelance-sportsfotograf og -videograf samt trailløber på højt niveau. Hun blev blandt andet udtaget til EM i bjergløb i Zermatt i 2019 og har flere gange vundet bronze ved de franske junior- og U23-mesterskaber i trail og bjergløb. “Jeg har dyrket flere sportsgrene, så jeg begyndte helt naturligt at fotografere, fordi jeg godt kunne lide det med at trykke på udløseren på det rigtige tidspunkt og stå det rigtige sted, så man for eksempel får løberens perfekte position med. Det fangede mig med det samme”, opsummerer hun.

For Tom Carrascosa, sportsfotograf og -videograf samt mellemdistanceløber med 14.43 på 5000 m og 30.37 på 10 km, handler fascinationen om at “få de idéer, du har i hovedet, frem og ikke mindst sende budskaber videre. Gennem et billede kan man formidle utrolig stærke budskaber, fordi man fastfryser et øjeblik, man aldrig får igen. Selv det mest enkle foto kan gå lige i hjertet på den, der ser det, gennem det budskab, billedet bærer. Det er virkelig det, der motiverer mig og får mig til at være kreativ”, forklarer den passionerede fotograf.

Fotografens skarpe blik, skærpet af løbeerfaringen

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

© Alanis Duc

Alanis Duc føler sig mere hjemme i sportsfotografiet, fordi hun selv dyrker sport og derfor kender den. Den mangedobbelte medaljevinder ved de franske mesterskaber i trail og bjergløb mener, at det ville være svært for hende at fange den “rigtige bevægelse” i en anden disciplin end hendes egen. I løb ved atleten præcis, hvor hun skal placere sig, hvornår udløseren skal trykkes ned, og hvornår følelsen skal fanges. “Det, der tiltrækker mig, er handlingen, at fange det rigtige øjeblik, når det hele går stærkt. Jeg ser det som en leg, hvor målet er at ramme den rigtige bevægelse”, forklarer specialisten.

Tom Carrascosa finder sit foretrukne motiv i løb, som han selv dyrker på højt niveau. “Jeg synes, løb er den sværeste og mest krævende sportsgren i verden, så det er interessant, når specialiserede fotografer fremhæver den”, siger atleten. For ham er løb den disciplin, hvor billederne tydeligst får følelserne frem. Også fordi sporten er en integreret del af hans hverdag.

Han oplever samtidig løbeverdenen som fri for racisme og antisemitisme, og som et miljø, der ikke afviser mennesker på grund af køn eller religion. “Takket være fotograferne kan menneskeheden måske få håb om at få det bedre i den her velvære-skal, som løb er.”

At fange billederne og bevare følelserne

Gennem år med sportslige oplevelser har Alanis Duc indset, at det at skrive med lys er langt mere end en simpel fritidsinteresse. “Jeg havde ikke troet, at jeg ville føle så meget, når jeg fotograferede en person, der løb”, fortæller hun. Hun husker især billederne af sin tvillingebror Mattéo på vej mod en fransk mesterskabstitel. “Det er ikke nemt at fotografere nogen, samtidig med at man selv er rørt. Nogle gange kan følelserne tage over, og det har jeg opdaget hen ad vejen i min karriere. I de øjeblikke minder jeg mig selv om ikke at svigte min opgave som fotograf, selv om jeg føler mig overvældet lige dér”.

Det samme gælder, når løbere ikke lykkes. At fotografere en, der fejler, rummer også “masser af følelser, selv om det ikke er de samme”. Trailløberen har ofte spurgt sig selv, om det overhovedet var nødvendigt at fastholde et nederlag. “Det er det, fordi de triste øjeblikke nogle gange er de stærkeste og mest meningsfulde, og det er ofte de billeder, man husker bedst. Mit syn på fotografiet udvikler sig. Tidligere jagtede jeg den rigtige bevægelse, nu handler det mere om at finde følelsen på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt. Jeg kan godt lide at tænke, at jeg tog billedet, fordi det havde en betydning lige dér”, uddyber Alanis Duc.

Hun nævner et billede, hun tog af Sylvain Cachards målgang i El Paso i 2022, hvor løberen krydsede stregen som ny europamester i bjergløb. “Du ved, at det minde, han tager med sig, er dit billede. Jeg er stolt over at have billedet af hans triumf, af den utrolige følelse det er at blive europamester, så han kan bevare et indgraveret minde om det. Jeg fotograferer også for at gøre folk glade, glade for at have et sportsligt minde og for at forlænge en begivenhed. Når de ser billedet, genoplever de deres minder, uanset om de er smertefulde eller lykkelige. Hvis det lykkes, har jeg udført mit arbejde som fotograf.”

For Alanis Duc er fotografiet først og fremmest en af de bedste måder at gøre et bestemt minde mere holdbart på, fordi hukommelsen med tiden udvisker detaljerne. Et foto er den bedste måde at bevare et præcist øjeblik visuelt. “Det er hele udfordringen ved for eksempel at finde det mest mindeværdige øjeblik ved en målgang. Er det præcis, når atleten krydser stregen, lige før eller lige efter? Eller ved starten, i en hjælpestation eller under et øjebliks tvivl højt oppe i bjergene? Det er dig, der beslutter, hvilket øjeblik der bedst repræsenterer og bevarer en sportsudøvers minde. Det er det, jeg elsker. Det er stadig en leg, men en leg, der har udviklet sig med nye regler.”

At fotografere motionisten, en åben bog fuld af historier og budskaber

Det, Tom Carrascosa holder mest af, er at følge helt almindelige mennesker, motionisterne, ikke nødvendigvis internationale atleter. “Jeg har fulgt sportsudøvere på allerhøjeste niveau, nogle har deltaget ved de olympiske lege, men det er ikke de oplevelser, jeg husker bedst.” Når passionen bliver et fuldtidsarbejde, har følelserne og sprækkerne en tendens til at forsvinde, og løbet bliver næsten mekanisk, på linje med et almindeligt arbejde. Derfor tiltrækkes han af “hr. og fru Hvem-som-helst”, den person, der “knokler på et løb” af passion, for udfordringens skyld, for at få revanche over livets omskiftelser eller for at bevise over for sig selv, at han eller hun kan udrette noget stort.

“Det, der får mig til at vibrere, er midten af feltet, hvor folk skaber sig et parallelt liv gennem deres sport. Det er fantastisk at fremhæve det”, siger filantropen med et smil. Manden, der kalder sig tomahawk._ på sociale medier, er ofte blevet ramt af ultraløb, som rummer masser af “historier og budskaber.”

Fotografiet er hans “helt enkle og personlige glæde”, præget af subjektivitet. Når én betragter elsker et billede, kan en anden hade det. “Det er fotografiets styrke”, siger løberen. “Mit kamera er en forlængelse af mig selv. Jeg elsker at gå rundt med det. Jeg tager billeder, fordi det er min samling, mine skyklapper, en velværesfære, der beskytter mig og giver mig mulighed for at skabe mine egne historier. En god fotograf er en, der kan træde et skridt til siden på stien og tilbyde et anderledes blik på det, der omgiver ham eller hende.”

I krydsfeltet mellem sport og kunst nøjes løbefotografiet ikke med at fastfryse tekniske bevægelser. Det indfanger øjeblikke af liv, anstrengelse og selvoverskridelse. Gennem passionerede fotografer som Alanis Duc og Tom Carrascosa bliver det et stærkt formidlingsmiddel for følelser, historier og minder, hvor hvert billede rummer et fragment af evigheden. Uanset om motivet er mestre omgivet af succes eller anonyme løbere midt i feltet, deler de den samme levende menneskelighed, som fotografen forsøger at fastholde. I en verden, hvor alt går stærkt, minder løb og fotografi os om, at der også ligger en enorm skønhed i at sænke farten, se efter og frem for alt mærke efter.