»Et fedt sted, hvor man virkelig kan løbe«: Når stopuret overtager for flyene på Tarmac Race

Projektet tager form på asfalten ved Aéroport de Valence-Chabeuil i Drôme, et område der normalt er utilgængeligt, og hvor hver meter er tænkt til noget andet end løb. Og alligevel er det netop her, det hele bliver interessant. Anthony Aleixandri prøver ikke at pakke idéen ind. » Vi ville have et sted, der skilte sig ud«, forklarer medstifteren af foreningen Reload og arrangør af Tarmac Race, før han næsten i samme åndedrag tilføjer: » Men frem for alt et sted, hvor man virkelig kan løbe«.

Bag enkelheden ligger en klar linje. Ingen kunstig kulisse, ingen underholdning, der forsøger at skjule tomheden. » Nogle gange bliver aktiveringerne lidt for meget«, siger han. Stedet taler for sig selv. Asfalten kræver en vis respekt og har en naturlig nøgternhed, som holder projektet fri af overflødige påfund.

To distancer danner rammen om løbet. En tilgængelig 5 km med 500 startnumre og en mere tætpakket 10 km med 1.000 pladser, hvor der stadig er knap 200 startnumre tilbage. » 5 km er stadig den mest inkluderende distance«, understreger Anthony med afsæt i sin erfaring fra løbemiljøet. 10 km-distancen følger en anden logik. » I dag er 10 km den distance, folk tænker på, når de taler om tider«. To formater og to mulige indgange uden at mudre budskabet.

En bane, hvor du kan presse dig hele vejen

Ruten forsøger ikke at overraske. Den står ved sin enkelhed. Den er lagt helt på banen og rulleområderne og folder sig ud i brede sløjfer uden skarpe sving eller brud i rytmen. » Man kan se langt frem, holde flowet og fastholde tempoet«, opsummerer Anthony, der kommer fra salgsverdenen. En sætning, der passer perfekt til virkeligheden på stedet. På 5 km følger en lille og en stor sløjfe hinanden. På 10 km kommer en ekstra omgang til og sikrer en stabil rytme. Intet bryder mekanikken. Ingen læ, ingen lumske accelerationer. Kun en lige linje og det, man selv er i stand til at lægge i den.

Ruten er skabt til fart!

» Ruten er skabt til fart!«, fastslår han uden omsvøb. Men nuancerer straks: » På en dag uden vind er der virkelig gode muligheder for at sætte rekord. Når vinden er der, bliver det kompliceret«. En enkel, næsten brutal sandhed, der stiller løberen ansigt til ansigt med sig selv. Løbet skifter derefter karakter. Det foregår halvt om natten og er planlagt efter lyset frem for imod det. » På den tid af året er det svært at løbe midt på dagen«, forklarer han, som er en af de bærende kræfter i en organisation på blot fem personer.

Solen synker langsomt over Vercors og Ardèche, LED-lysene tager over, og stemningen skifter uden brat overgang. En DJ og en speaker er på plads, men ønsket om ikke at overdrive noget består. » Jeg har ikke lyst til at sprede det i alle retninger«, fortæller han. Lufthavnen skaber allerede noget stærkt i sig selv.

Bastien Augusto og Raphaël Montoya på startlisten, mens Alessia Zarbo stadig afventes

Omkring løbet er alt lagt til rette for at skabe en rigtig oplevelse. Race village åbner allerede kl. 17 med foodtrucks, brygger, isbod og områder til at mødes. » Vi vil skabe noget både før og efter løbet«, insisterer Anthony. En måde at forlænge oplevelsen på uden at overfylde den. Men bag den ubesværede afvikling ligger en krævende virkelighed. At arrangere et løb i en lufthavn er en konstant udfordring. » Det er ekstremt komplekst«, erkender han. Sikkerhed, myndigheder og tekniske begrænsninger. Og frem for alt en regel, der ikke kan forhandles. » Hvis der er en organtransplantation eller en brand, kommer løbet i anden række«. En sætning, der minder om stedets natur.

Selv på banen er alt under kontrol. » Vi skal kunne rydde det hele på tyve minutter«, forklarer han. En markant begrænsning, men en del af planlægningen fra begyndelsen. På startlisten giver enkelte navne løbet ekstra profil, blandt andre Bastien Augusto på 10 km og Raphaël Montoya på 5 km, mens Alessia Zarbo muligvis også kommer med i feltet. Profilerne er valgt med en vis konsekvens. » Vi ville have cool atleter«, siger Anthony i tråd med projektets ånd.

Partnerne følger samme logik. Oakley i front sammen med HOKA, Maurten, Specialized og BMW. » Vi ville ikke tage alle med«, forklarer han. » Idéen var at få premiumbrands, der passer til projektet«. Tarmac Race forsøger grundlæggende ikke at overbevise alle. » Jeg er ikke sikker på, at jeg behøver at overbevise nogen«, siger Anthony. En tilgang, der næsten går imod strømmen. » Hvis folk har lyst til at komme, så kommer de«.

Den 13. juni letter ingen reelt fra banen i Valence-Chabeuil. Men mellem lyset, der skifter, asfalten, der løber lige frem, og den mærkelige følelse af at høre til et sted, der egentlig ikke er skabt til det, kan nogle deltagere meget vel tage hjem med mere end en tid. En sjælden fornemmelse. Næsten vægtløs.

➜ Alle oplysninger om Tarmac Race