Hash House Harriers løber mod strømmen

« Drikkeklub med et løbeproblem »: Når man falder over en hjemmeside eller social profil med navnet Hash House Harriers, bliver man hurtigt præsenteret for gruppens filosofi. Den politisk ukorrekte tone er helt bevidst. Hash House Harriers opstod i den engelsktalende kultur i første halvdel af det 20. århundrede og tæller i dag omkring 30.000 udøvere verden over. Omkring 1.500 aktive grupper findes i mere end 100 lande. Der findes ingen officiel føderation for Hash House Harriers, men fællesskabets kultur står stærkt. Fænomenet findes også i Frankrig, hvor omkring 20 grupper er registreret og knyttet til organisationens globale hjemmeside. Medlemmerne er stærkt knyttet til deres egen “house”. Er du i Paris, Toulouse, Strasbourg eller Avignon, findes der en flok muntre løbere i nærheden, som tilbyder noget helt særligt, et sted mellem løb og skattejagt. Løftet? At løbe uden pres, fare vild og feste sammen, når “legen” er slut. Lad os skrue tiden tilbage til Hash House Harriers’ oprindelse, før vi ser nærmere på reglerne.

Hash House Harriers’ oprindelse

Historien om Hash House Harriers går tilbage til 1938 i Kuala Lumpur i Malaysia. På det tidspunkt besluttede en gruppe britiske udlændinge, blandt andre Albert Stephen Ignatius Gispert, at arrangere ugentlige løb inspireret af en traditionel britisk leg, hare and hounds. Princippet er enkelt: En eller flere “harer” markerer en rute med papirstykker eller mel, som de øvrige deltagere skal følge. Men hurtigt blev den sportslige dimension blandet med et mere socialt formål. Grundlæggerne ville både motionere, begrænse de festlige udskejelser og skabe sociale bånd. Gruppens officielle formål, nedskrevet allerede i 1950, siger det hele: at fremme fysisk form, have det sjovt sammen og fejre øjeblikket over en øl. Det siger sig selv, at alkoholmisbrug er sundhedsskadeligt, og denne artikel er ikke en opfordring til at drikke sig beruset.

Selve navnet Hash House Harriers stammer fra Selangor Club, hvor medlemmerne plejede at spise. Stedet blev kaldt Hash House på grund af køkkenets tvivlsomme kvalitet. Hash er britisk slang for en lidet appetitlig blanding. Her ser man hele den britiske evne til at gøre grin med hverdagen. Grupperne af Hash House Harriers består da også ofte primært af britiske emigranter.

Årene går, og bevægelsen vokser igen og breder sig gradvist til resten af verden. Allerede i 1960’erne dukker nye chapters op i Asien og senere i Europa, Amerika og andre steder. I 1978 blev det første “internationale” møde for Hash House Harriers arrangeret i Hongkong, der dengang var en højborg for det britiske kolonirige. Den oprindelige ånd er stadig intakt: Et løb uden konkurrence, hvor samarbejde vægtes højere end præstation. Ruterne er med vilje fyldt med falske spor, så de hurtigste tvinges til at sætte farten ned, mens resten får mulighed for at indhente gruppen. Det legende princip er en af Hash-bevægelsens grundpiller: Ingen må efterlades.

Legens regler

Men hvad går denne berømte hare and hounds egentlig ud på? Løberne deles i to grupper, “harerne” og “hundene”, med jagtens terminologi lånt fra den engelske aristokratiske tradition. Igen er ironien tydelig. Harerne skal markere et spor med mel, som hundene forsøger at følge. Man farer med vilje vild, griner undervejs og slutter omkring et glas.

Hver tur, kaldet et « hash », bygger på et enkelt princip. En eller flere deltagere, « hares », løber i forvejen og markerer en rute på jorden med mel, kridt eller papir. Resten af gruppen, « pack », følger efter. Men modsat et almindeligt løb er ruten med vilje fuld af fælder. Her finder man:

➜ “Checks”: områder, hvor sporet forsvinder, så gruppen må lede
➜ Falske spor, der sender løberne i den forkerte retning
➜ Tilbageløb
➜ Genveje eller alternative ruter

De hashing-glæder sig over forskelle i niveau. Hvor præstationsforskelle i mange løbeklubber kan skabe homogene grupper, planlægger Hash House Harriers ruterne, så fællesskabet holdes samlet. Falske spor, “checks” og omveje tvinger de hurtigste til at vente på de langsomste. Hver tur slutter med et fælles måltid, noget at drikke og sange. Faste deltagere får tildelt humoristiske kælenavne.

Modstand mod moderniteten

I en tid præget af individualisme og jagten på resultater kan denne tilgang ses som en form for modstand. Uden at gøre sig selv til et forbillede minder den os om, at sport også kan være en anledning til at mødes, udveksle erfaringer og slippe kontrollen. Hvor nogle forsøger at optimere hvert eneste skridt, insisterer hashers på retten til at løbe “dårligt”. Det gør Hash House Harriers til et særsyn i det moderne sportslandskab, men også til en form for kulturel modstand.

I dag dyrkes en vis askese: En konstant opfordring til at forbedre os selv, som om vi var maskiner snarere end mennesker. I hashing findes en form for filosofisk mådehold, en afvisning af overdreven kontrol, en afstand til tidens krav og en genopdagelse af den enkle glæde. At løbe uden et mål. Næsten for sjov. En anden slags karneval. At feste, før man vender tilbage til en verden, der tager sig selv alt for alvorligt. Ruterne kan gå gennem byer, skove, mudrede områder eller usandsynlige stier. Man farer vild, finder hinanden igen og har først og fremmest det sjovt.

Det er umuligt at omtale Hash House Harriers uden at komme ind på alkoholen. Historisk var den en integreret del af oplevelsen. Traditionen giver naturligvis anledning til spørgsmål i en tid, hvor vi forstår de folkesundhedsmæssige konsekvenser af alkohol bedre. Det er dog vigtigt at understrege, at alkohol i de fleste grupper er frivilligt. Mange fremhæver, at alle kan deltage på deres egen måde uden pres. Nogle lægger endda vægt på alkoholfrie alternativer eller en mere familievenlig og inkluderende praksis. At deltage i et hash må aldrig betyde, at man udsætter sig selv for fare eller oplever et socialt pres. Glæden, som er kernen i denne praksis, kan kun eksistere i rammer, hvor alle respekteres.