Yoann Stuck: »Med tiden gik det op for mig, at jeg gerne tog imod anstrengelserne. Måske mere end de fleste«

Fredag den 4. april udkom Yoann Stucks bog »Une vie en équilibre«. Marathons.com mødte den smilende løber til en snak om udgivelsen. En opløftende samtale, ligesom hans historie.

Yoann Stuck dukkede nærmest op ud af det blå på løbesportens eliteplan, efter at han begyndte at dyrke sport for at »holde op med at ryge«. Det er kun en lille overdrivelse. Hans fascinerende og sjældne historie havde den Lyon-bosatte løber brug for at fortælle i en bog, som netop er udkommet på forlaget Vagnon. Han fortæller om sin barndom, sine skader, sine kærlighedsforhold og sin hurtige opstigning i løbeverdenen, både på trail og landevej. Hans seneste bedrift: 2 timer og 20 minutter i sit første maraton i Firenze, hvor han blev nummer otte. Har du drømme, der virker umulige at nå? Så læs »Une vie en équilibre« og lad os tale om det bagefter.

Yoann, din bog udkom for en uge siden. Har du allerede fået nogle reaktioner?

Jeg er virkelig glad. Der kommer flere og flere tilbagemeldinger på bogen, og de er meget positive. Det virker, som om folk sætter pris på den, bliver inspireret og får lyst til at dele den. Det gør mig virkelig glad. Formålet med bogen er at give noget videre. Før jeg begyndte at løbe, levede jeg fra dag til dag og tænkte kun på at feste. Man siger nogle gange, at det er godt at leve i nuet, men jeg gjorde det ikke for alvor. Tiden løb fra mig. Det er stadig en udfordring i dag, men jeg er ikke længere på samme måde underlagt den. Jeg kan godt lide det her aktive liv, hvor jeg er i bevægelse på alle områder: familien, løb, arbejde … Det er vist det, jeg mener med et » liv i balance«. Så ja, jeg er glad for de første reaktioner. Folk har sagt, at den er let at læse.

Hvordan blev bogen til?

For nogle år siden begyndte jeg at være aktiv på de sociale medier, fordi folk omkring mig opfordrede mig til at fortælle min historie. Jeg syntes ikke selv, den var så atypisk: historien om en fyr, der begynder at dyrke sport for at holde op med at ryge eller tabe sig. Men efterhånden måtte jeg erkende, at historien om en fyr, der præsterer så hurtigt og skaber ambitiøse sportsprojekter, er lidt mere sjælden … At blive nummer fem samlet i Marathon des Sables sidste år, i 2024, peger i den retning. Da jeg begyndte på de sociale medier, var jeg måske kluntet indimellem, men jeg prøver at gøre det bedre. Ligesom med løb gør jeg det hele som autodidakt, så selvfølgelig begår man fejl. Det vigtige er at lære af dem. At skrive bogen er at gå fra de sociale mediers virtuelle verden til virkeligheden. Hvis folk giver bogen videre, fordi den har inspireret dem, er det fantastisk. Jeg havde også lyst til at dele nogle mere personlige ting fra mit liv, så nogle måske kan forstå mig lidt bedre. Jeg har lukket noget meget privat ind i bogen, og det havde jeg brug for. På de sociale medier er det sværere at åbne sig.

Jeg syntes ikke selv, den var så atypisk: historien om en fyr, der begynder at dyrke sport for at holde op med at ryge eller tabe sig. Men efterhånden måtte jeg erkende, at historien om en fyr, der præsterer så hurtigt og skaber ambitiøse sportsprojekter, er lidt mere sjælden
Yohann Stuck

Hvordan kunne Cécile Bertin samarbejde med dig om skrivearbejdet, når hun hele tiden er på farten?

(smiler) Vi fik det til at gå op. Om sommeren tager jeg altid orlov uden løn, og så slår vi os ned i La Plagne med familien. På det tidspunkt har jeg lidt mere tid mellem træningspassene. Vi talte meget sammen i telefonen. Hun skrev det ud i kapitler, som jeg efterfølgende arbejdede videre med. Den anden fase, hvor bogen for alvor skulle struktureres, tog vi i anden halvdel af året. Når jeg havde lidt fritid …

Du er meget ærlig i bogen om nogle af dine afhængigheder …

Det var en virkelig forløsende proces at skrive bogen. Da jeg læste den igennem igen, blev jeg faktisk konfronteret med nogle realiteter på ny. I dag oplever jeg med alkohol noget af det samme, som da jeg holdt op med at ryge. Det er måske lidt voldsomt at sige, at stjernerne står på linje, men jeg mærker den samme følelse af flow i mig, som dukkede op dengang. Nu er der et stykke arbejde, der venter. Den afhængighed er langt mere kompleks end cigaretterne …

Tilbage til sporten. Er du bevidst om, at du har en fantastisk krop?

Ja, det gik ret hurtigt op for mig, at jeg havde nogle gode forudsætninger. Da jeg begyndte at løbe, nåede jeg efter to måneder ned på 45 minutter på 10 kilometer. Jeg var ellers overvægtig og bar på hele arven fra mit tidligere liv. Jeg begyndte i august i Sydfrankrig, hvor det var varmt, så det var ikke ligefrem de letteste betingelser … Men jeg opdagede også hurtigt, at jeg kunne tåle en stor træningsbelastning. Jeg udvikler mig stadig. Som 42-årig løb jeg en flot tid i Firenze, 2 timer og 20 minutter, i mit første maraton, hvor jeg havde gennemført en rigtig forberedelse.

Du skriver meget om fart i bogen, om glæden ved den, men også om udholdenhed og kærligheden til anstrengelsen …

Med tiden gik det også op for mig, at jeg gerne tog imod anstrengelserne. Måske mere end de fleste. Jeg lytter meget til folkene i den sportsbutik, hvor jeg arbejder, og jeg lægger mærke til nogle forskelle.

Har du din arbejdsomme indstilling fra din mor?

Jeg kendte min far meget lidt. Han gik fra min mor, da jeg var tre-fire år. Jeg har ikke gode minder om ham, for han var alkoholiker. Min mor opfostrede mig alene. Hun arbejdede om natten på et psykiatrisk hospital for at tjene lidt mere, og hun fik bygget et hus helt alene … Hun sagde også igen og igen, at jeg skulle arbejde hårdt i skolen for at få bedre muligheder arbejdsmæssigt end hende. Hun gav mig værdier omkring arbejde og selvopofrelse. Jeg rejste derefter frem og tilbage mellem min mormor og min mor. Jeg lærte at klare mig selv i en ret ung alder. Det fortæller jeg meget om i bogen. At arbejde hårdt og acceptere den smerte, der følger med, generer mig ikke. Tværtimod. Når jeg om søndagen sidder i sofaen og ser cykelklassikerne, får jeg lyst til at løbe en tur. Jeg tror ikke, jeg er hyperaktiv, men jeg kan godt lide at være aktiv (smiler) … Det stimulerer mig. Balancen er vigtig, og min partner Estelle hjælper mig meget med den, ikke mindst med organiseringen.

Du kommer fra trailmiljøet, men det virker, som om du er blevet forelsket i maraton. Kan du fortælle lidt mere om det?

Der er mange grunde til det. Først og fremmest kan jeg godt lide den træning, maraton kræver. Jeg troede, det ville være meget mere kedeligt. Jeg har det virkelig sjovt. Selvom jeg altid løber de samme steder til træning, bliver jeg ikke træt af det. Jeg kan godt lide skiftene i tempo, som får mig ud af komfortzonen. Efter sommeren og CCC nød jeg virkelig at forberede mig til maratonløbet i Firenze. Jeg kan lide farten og at lægge kilometer efter kilometer … Det er berusende. Forberedelserne til London var lidt mere komplicerede, fordi jeg arbejdede med andre tempi og skulle løbe endnu hurtigere. Vi får se, hvad det giver. Jeg skal samtidig passe mine 40 arbejdstimer om ugen. Jeg er så heldig, at der er et bad på arbejdet. Så jeg løber både derhen og hjem igen. Vi udnytter tiden maksimalt. Jeg lytter til historiepodcasts, som jeg elsker på mine træningsture. Både Firenze og London har været en fornøjelse at forberede. Og for at svare mere direkte på spørgsmålet: Fordi jeg godt kan lide hurtige trailruter, giver maraton mig også mulighed for at træne med det fokus.

Hvordan får en spontan type som dig sat sig langsigtede mål?

(griner) Du har vel læst forordet af Adrien Séguret … Det kan være hårdt for ham. Men jeg er faktisk blevet meget mere fornuftig på det punkt. Fra november til april vil jeg primært løbe cross og landevejsløb samt nogle korte trailløb for at holde fast i farten. Derefter vil jeg satse på løb som XTerra Trails og MCC … Og fordi jeg træner med stor volumen, vil jeg gerne fortsætte med etapeløb. Jeg elsker dem. Man finder den menneskelige dimension igen. Marathon des Sables bekræftede alt det, jeg havde lavet indtil da, og jeg vil fortsætte ad den vej.

Hvad er dit mål ved startstregen til London Marathon den 27. april?

For mig er målet nået, hvis jeg kommer under 2 timer og 20 minutter. Hvis jeg løber 2:19:59, er jeg tilfreds. Det vil være 20 sekunder hurtigere end i Firenze, svarende til et halvt sekund pr. kilometer … Det er fint med mig. Så er missionen fuldført. Jeg håber, jeg er klogere end ved mit andet CCC. Hvis jeg har et par sekunder mere i benene, er det bare en bonus. Og vi tager af sted som familie, så det bliver virkelig fedt.

✔ Du kan købe Yoann Stucks bog: »La vie en équilibre« på forlaget Vagnon.