Når løbene bliver udsolgt, vokser interessen for velgørenhedsstartnumre

Løb har aldrig været mere populært. Nogle vil holde sig i form, andre følger bølgen på arbejdspladsen, mens andre igen sætter sig et konkret mål. Stadig flere begynder at løbe, og et startnummer er blevet en mangelvare. I den situation har det mirakuløse alternativ med velgørenhedsstartnumre vundet frem de seneste år. Hos ASO, arrangøren af adidas 10K, Hoka Semi de Paris og senest Schneider Electric Marathon de Paris har det længe været muligt at løbe for en god sag. »Vi begyndte for otte eller ni år siden med nogle af foreningerne«, fortæller Thomas Delpeuch, virksomhedens direktør for breddeevents.

Initiativet er inspireret af den anglosaksiske kultur, men det tog tid at slå igennem i Frankrig, hvor denne type ordning stadig er mindre udbredt. Efterhånden fandt den dog sin plads. »Foreningerne vænnede sig til modellen, og indsamlingsplatformen iRaiser hjalp os med at få den forankret i Frankrig«, forklarer manden, der står i spidsen for de parisiske løb, som er blevet faste holdepunkter på kalenderen. Ved den 49. udgave af Marathon de Paris havde 8.500 løbere et velgørenhedsstartnummer mod 6.000 året før.

Udviklingen hænger sammen med arrangørernes ønske om at udbrede modellen. »Det er godt at få folk til at løbe. Det er også godt at lukke hele byer ned en dag. For fornøjelsens, sportens og motionens skyld er det det første. Det andet er at gøre noget nyttigt for samfundet ved både at skabe en stor fest og samle mange penge ind«, fortsætter han. Arrangørerne er langt fra de eneste, der drives af den tanke, men løberne oplever ikke altid velgørenhedsstartnumrene som en gave. Mange er glade for at repræsentere en sag, men har svært ved at få indsamlingen til at tage fart og ender nogle gange med selv at lægge store beløb ud.

Velgørenhedsstartnumrene boomer

»Fra april til begyndelsen af juni solgte vi alle vores startnumre«, siger Thomas Delpeuch om Marathon de Paris. Løbene bliver udsolgt på rekordtid. Det er næsten blevet normalen. For at forstå hvorfor må vi nogle år tilbage. I 2000 dyrkede 17 procent af franskmændene løb. Det samme gjaldt i 2017. Så tog udviklingen fart: I 2019 var tallet allerede 24 procent, og coronakrisen satte yderligere skub i den. I dag løber næsten hver fjerde franskmand ifølge den løbeundersøgelse, som Union Sport et Cycle (USC) har lavet for det franske atletikforbund (FFA). Det svarer til 13 millioner løbere mod 7,4 millioner i 2017. Resultatet er, at 62 procent af løberne i 2024 fortalte, at de havde haft svært ved at få et startnummer.

Arrangørerne forsøger efter bedste evne at følge med i interessen. Dels ved at udvide antallet af pladser, dels ved at udvikle alternativer som velgørenhedsstartnumre. På adidas 10K tælles de i hundredvis. På Semi de Paris er de endnu flere, fordi en længere distance ofte får familie og venner til at engagere sig mere og støtte indsamlingen. Løberne kan vælge mellem næsten 250 foreninger. »Da alle de almindelige startnumre var solgt, hjalp vi foreningerne markant ved systematisk at henvise alle interesserede løbere til velgørenhedsordningerne og indsamlingsarbejdet«, fortæller arrangøren af det parisiske 42,195-kilometersløb.

Ved løb som UTMB er logikken den samme. Når det er svært at få et startnummer gennem lodtrækningen, vender nogle realistiske trailløbere sig mod foreningerne for ikke at gå glip af det legendariske 170-kilometersløb. »Jeg havde kun to Running Stones, så jeg regnede næsten med ikke at blive udtaget, fortæller Pascal Rollin, der har gennemført flere ikoniske løb som Marathon des Sables og La Diagonale des Fous. Jeg gik gennem en forening, simpelthen for at være sikker på at få et startnummer. Jeg gjorde en god gerning, men mit primære mål var stadig at løbe selve løbet.«

Fra nødløsning til lysten til at gøre det igen

Både nybegyndere og erfarne løbere griber gerne muligheden for et velgørenhedsstartnummer, når de opdager, at de almindelige er væk. For nogle er det en helt ny verden. »Jeg var helt ny og anede ikke, at startnumrene blev revet væk så hurtigt«, fortæller Manon Demortier, tidligere håndboldspiller på højt niveau. For andre handler det om timingen. De var ikke opmærksomme nok og lod muligheden passere. Eller også var det bare et tilfælde. »Min ven og jeg havde planlagt en weekend i Paris, og så opdagede vi, at det var den samme weekend som halvmaratonløbet. Vi havde virkelig lyst til at løbe det, men alt var udsolgt«, fortæller den passionerede løber Dorothée Baverel.

Ordningen blev først valgt for at kompensere for manglen på startnumre, men endte med at vinde løbernes hjerter. »Vi kan se, at løberne er ret loyale. Når de først har prøvet det, går de tilbage til foreningerne og spørger, om de også er med ved andre arrangementer«, bemærker Thomas Delpeuch. Ved Marathon de Paris fandt Justine Vidal et formål, der passede perfekt til hende. Foreningen Enfants du Mékong, som også knytter an til hendes cambodjanske rødder, var et oplagt valg. »Jeg har lyst til at gøre det igen. Det gik alt for hurtigt«, siger hun.

Manon Demortier gik samme vej ved adidas 10K. Hun valgte først løsningen som en nødløsning, men oplevelsen gav hende lyst til at gentage den. »Jeg engagerede mig for foreningen “Un abri qui sauve des vies”, og det lykkedes os at samle 150 euro ind. Takket være det kunne jeg stille til start i et fantastisk løb. I år skyndte jeg mig ikke at købe et startnummer, fordi jeg vidste, at der fandtes en plan B, som passede mig.«, fortæller hun. Hun er i øjeblikket i gang med at samle penge ind til foreningen RoseUp, der støtter kvinder, som er ramt af kræft. Det overrasker ikke Thomas Delpeuch: »Det giver en ekstra motivation at vide, at de også løber for denne gode sag.«

I år skyndte jeg mig ikke at købe et startnummer, fordi jeg vidste, at der fandtes en plan B, som passede mig.

Den økonomiske virkelighed bag velgørenhedsstartnumrene

For nogle står den »gode sag« ikke øverst på listen, og det lægger de ikke skjul på. Tanken om at støtte en forening kan være tiltalende på papiret, men oplevelsen efterlader ikke nødvendigvis et stærkt indtryk. »Folkene fra foreningen for fødevarebanken i Haute-Savoie var flinke, da jeg kom for at hente startnummeret. De ventede på mig, og vi tog et billede sammen. Men siden har jeg ikke hørt noget, siger Pascal Rollin, der gennemførte UTMB i 2025. De sendte mig en takkemail og nogle billeder, men det var det hele.«

Han vil dog gerne støtte gode sager. Det gjorde han allerede på eget initiativ under Marathon des Sables, så han havde heller ikke noget imod at gøre det igen. I praksis blev oplevelsen bare en anden denne gang. Hans utålmodighed efter at komme med i løbet, og det faktum at han som Master 4-løber ikke længere betragter sig selv som helt ung, fik ham til at vælge et velgørenhedsstartnummer. »Jeg loggede på præcis til tiden, valgte den første forening, der interesserede mig, men den var allerede fuld. Jeg ville gerne støtte noget for indlagte børn, men der var ikke flere pladser. Så valgte jeg fødevarebanken i Haute-Savoie. Hvis jeg skal være ærlig, er jeg ikke fan. Jeg havde ingen kontakt med dem før og ingen bagefter.«

Manglen på særlige møder med foreningerne, den sparsomme opfølgning på deres arbejde og uklarheden om, hvor meget der faktisk bliver samlet ind, kan frustrere, især når indsamlingen er svær. »Jeg bryder mig ikke om følelsen af at tigge om penge«, siger Dorothée Baverel, som gennemførte Semi de Paris på 2 timer og 3 minutter. Manon, som prøver ordningen for anden gang, oplever det på samme måde: »Helt ærligt er det ikke nemt. Sidste år prøvede jeg at lave opslag på de sociale medier, og i år er indsamlingen heller ikke rigtig kommet i gang endnu.« I nogle tilfælde har løberne ikke andet valg end selv at dække det manglende beløb. Det ville Dorothée have gjort, hvis hun ikke til sidst havde vundet to startnumre til halvmaratonløbet i en konkurrence. »Det lykkedes os også at nå målet ved selv at donere penge«, fortæller Manon.

Ved 10 km d’Aix-les-Bains og UTMB fungerer det anderledes. Her er der hverken stress over at nå beløbet i tide eller forlegenhed ved igen og igen at skulle bede familie og venner om støtte på de sociale medier. Til gengæld risikerer meningen at gå tabt. Nogle løbere ved knap nok, hvad deres donation går til. »Jeg ved ikke engang, hvilken forening denne mulighed for et velgørenhedsstartnummer var oprettet til«, indrømmer Benjamin Bouteille, som deltog på 10 km-distancen og blot skulle betale 50 euro oven i startprisen. Pengene går til Rotary Club, som arbejder med almennyttige formål. Ved det ikoniske trailløb i Chamonix er beløbet helt oppe på 2.200 euro, som kan trækkes fra i skat. En sum, der både imponerer og rejser et spørgsmål: Skal man have råd for at engagere sig i en god sag?