»En stor motor er ikke nok«: Hvilke professionelle atleter er virkelig skabt til maraton?

Spørgsmålet har sat gang i snakken. Hvem ville klare sig bedst på en så krævende distance som en Ironman: den flamboyante cykelrytter Tadej Pogačar, franskmændenes darling Léon Marchand eller maratonens GOAT Eliud Kipchoge? Der findes ikke noget endeligt svar, men et andet spørgsmål fortjener opmærksomhed: Hvilke professionelle atleter uden for den rene atletik har faktisk flest af de egenskaber, der skal til for at præstere på 42,195 km?

Det fysiologiske filter kommer først

På maraton afgøres hierarkiet ikke kun af løbestilen. Den første sortering er fysiologisk. Høj VO₂max, en stærk anaerob tærskel og evnen til at gennemføre tunge træningsuger uden at bryde sammen. Det er kvaliteter, man finder i flere veletablerede udholdenhedsidrætter.

For Guillaume Millet, professor i træningsfysiologi og anerkendt udholdenhedsspecialist, er rammen klar. Maratonpræstationen bygger på en velkendt treklang af VO₂max, tærskel og energiforbrug, hvortil der i dag kommer et stadig vigtigere begreb: holdbarhed. »Holdbarhed er evnen til ikke at se sine fysiologiske parametre forringes, når trætheden sætter ind, og til at fastholde sit præstationsniveau så længe som muligt«, forklarer han. Det punkt bliver ofte undervurderet, når man fantaserer om champions fra andre sportsgrene, der skifter disciplin. For en stor motor er ikke nok. Den skal også kunne udnyttes længe uden at føre til skader.

Cykling: Udholdenheden er allerede på plads

Hos professionelle cykelryttere, især klatrere, er den aerobe base imponerende. Nogle har allerede prøvet kræfter med løb. Chris Froome har for eksempel jævnligt lagt løb ind i sine træningsblokke og åbent erkendt, at konditionen sagtens kunne følge med, mens musklerne havde brug for længere tid til at vænne sig til belastningen.

Det bekræfter Guillaume Millet. »En cykelrytter kan have en meget høj VO₂max, nogle gange højere end en maratonløbers, og en fremragende tærskel«, forklarer han. »Til gengæld er energiforbruget ved løb ofte højt i begyndelsen, og især er modstanden mod muskelskader meget lav.«

Det samme fortæller flere tidligere ryttere fra den professionelle cykelsport, som siden har kastet sig over maraton på motionsniveau. De beskriver alle den svære fase, hvor vejrtrækningen fungerer bedre, end kroppen kan holde til. Men når den mekaniske tilvænning først er på plads, falder tiderne hurtigt. For de bedst trænede bliver 2 timer og 30 minutter realistisk.

Den tidligere franske sprinter Nacer Bouhanni løb et stærkt debutmaraton sidste efterår, 2 timer og 34 minutter ved Marathon de Francfort i oktober 2024. I december stod han igen på startstregen til 42,195 km i Valence. Vogeserne-rytteren, der havde 70 professionelle sejre på CV’et, herunder tre i Giro d’Italia og tre i Vuelta a España, gik efter at komme under 2 timer og 30 minutter. Han kom i mål på 2:31:33. De seneste måneder har flere tidligere cykelryttere for alvor bevæget sig over i løb. I slutningen af oktober prøvede Tom Dumoulin, tidligere Giro-vinder, også kræfter med maraton. Han gennemførte Amsterdam Marathon på 2:29:21 uden at se ud til at presse sig voldsomt.

Langdistancetriatlon: skoleeksemplet

Hvis der findes en ikke-atletikdisciplin, der naturligt passer til maraton, må langdistancetriatlon næsten være det oplagte svar. Jan Frodeno, olympisk mester og tredobbelt vinder af Ironman på Hawaii, har ofte fremhævet det: Maraton er disciplinens strategiske kerne, dér hvor det hele bliver afgjort.

Triatleter, der har prøvet kræfter med et »rent« maraton, fortæller om den samme overraskelse. At løbe uden den forudgående cykeltræthed ændrer oplevelsen af anstrengelsen radikalt. Tempoet føles hurtigere, men paradoksalt nok også mere komfortabelt. Ifølge Guillaume Millet er den glidende overgang ikke tilfældig. »Triatleten har lært at styre tempoet, pacing og den mentale træthed. Det er grundlæggende færdigheder på maraton, som ikke alene kan måles med VO₂max eller en tærskel.« En sikker styring af den lange indsats forklarer, hvorfor mange tidligere triatleter straks leverer solide resultater på landevejen.

Roning: En enorm kapacitet, men en mekanisk bremse

På papiret er roere drømmeprofiler. De præsterer nogle af de højeste VO₂max-værdier i verdenseliten. Alligevel er deres skifte til maraton sjældent. En stor del af forklaringen ligger i kropsbygningen.

»Roere har ofte en exceptionel motor, men også en muskelmasse, der belaster energiforbruget ved løb markant«, analyserer Guillaume Millet. Hos de tunge roere bliver de gentagne stød hurtigt en begrænsende faktor. Til gengæld har enkelte letvægtsroere prøvet kræfter med disciplinen med mere lovende resultater.

Ifølge ham er det netop disse profiler, der har det største teoretiske potentiale. »Hvis jeg skulle pege på den ikke-atlet, der kunne løbe den bedste gennemsnitstid på maraton, ville jeg sige en letvægtsroer, forudsat at han tager sig tid til at bygge kroppen op til løb igen.« Motoren er på plads. Nu skal maskinen bygges.

Fodbold: Det handler om position, ikke om sporten

På den anden side er ikke alle fodboldspillere skabt til maraton. Men nogle profiler skiller sig ud. Box-to-box-midtbanespillere og moderne backs kombinerer store løbemængder med konstant intensitet. Spillere med tre lunger som Blaise Matuidi og N’Golo Kanté er ofte blevet fremhævet for deres usædvanlige udholdenhed. Efter en vellykket spøg blev Kanté endda udnævnt til verdensrekordholder på maraton (2:01:39) på Wikipedia i nogle minutter i 2018, før præstationen forsvandt ud i glemslen.

Ser man seriøst på det, er begrænsningen dog strukturel. »Fodbold udvikler en intermittent udholdenhed med perioder af acceleration og restitution, mens maraton bygger på en kontinuerlig og monoton indsats«, påpegede Millet. Tilvænningen er mulig, men kræver en reel omprogrammering. For mange tidligere spillere med den rette forberedelse er det realistisk at komme under tre timer. Men at sigte efter under 2 timer og 30 minutter er en helt anden verden.

Svømning: Et stærkt hjerte, men benene skal bygges op

Mellem- og langdistancesvømmere har til gengæld et meget veludviklet kredsløb. Det har Léon Marchand ofte understreget: Svømning bygger en stærk motor, men forbereder ikke kroppen på stød. »En svømmer løber ikke. Han svømmer«, fastslår Guillaume Millet. »Det totale fravær af stød gør overgangen til løb mekanisk meget vanskelig.« Sener, lægge og plantar fascia bliver hurtigt de afgørende dommere. Et skifte er muligt, men kræver tid, gradvis progression og en reel risikovillighed.

Maraton er den upartiske dommer

Maraton lyver aldrig. Den belønner velbyggede motorer, men først og fremmest kroppe, der kan holde til gentagelserne. »På højt niveau har alle maratonløbere en fremragende VO₂max. Forskellen ligger i evnen til at fastholde præstationen uden at forringes, når trætheden sætter ind«, opsummerer Guillaume Millet.

Kan man en dag forestille sig en atlet fra en anden sportsgren konkurrere med de bedste specialiserede maratonløbere? Døren er ikke helt lukket, men åbningen er smal. »Hvis han reelt havde genetikken til at løbe meget hurtigt på maraton, er der stor sandsynlighed for, at han havde opdaget det tidligt«, nuancerer fysiologen. Og indimellem, midt i et anonymt felt, minder en tidligere cykelrytter, roer eller fodboldspiller os om, at 42,195 km først og fremmest handler om udholdenhed, tålmodighed og klarsyn.

➜ Se maratonkalenderen