Er jeg virkelig maratonløber? Når bedragersyndromet melder sig ved målstregen

Man forestiller sig altid maratonløberen euforisk, med armene i vejret og et stort smil foran målbuen. I virkeligheden melder en anden, mere snigende følelse sig ofte: tvivlen. Nogle gentager for sig selv, at de ikke rigtig har «løbet» et maraton, fordi de gik fra 35-kilometermærket. Andre mener ikke, at de fortjener titlen, fordi de brugte mere end fem timer. Julien på 32 fortæller om en særlig første oplevelse med bedragersyndromet. « Jeg havde netop gennemført mit første maraton i Paris. Jeg var udmattet, men så stolt … og alligevel var det første, jeg sagde til mine venner: “Jeg brugte 4 timer og 52 minutter, så det tæller vel egentlig ikke rigtigt” ». En afslørende sætning, som om indsatsen ikke havde nogen værdi, så længe den ikke passede ind i en “præstationsorienteret” kasse.

Følelsen udspringer ofte af den konstante sammenligning. De sociale medier har forstærket fænomenet: Hver weekend fylder Strava, Instagram og Facebook med imponerende tider og heroiske beretninger. Når Kipchoge løber Berlin på 2 timer og 1 minut, eller din kollega gennemfører sit maraton på 3 timer og 20 minutter, er det svært ikke at holde sin egen tid op mod deres. Problemet er, at sammenligningen udvisker en enkel sandhed: Et maraton, uanset om det løbes på 2 eller 6 timer, er den samme rute, den samme distance og den samme kamp. Når motionister glemmer det, reducerer de deres bedrift til et enkelt tal, som om 42,195 km bliver kortere, fordi en anden har tilbagelagt distancen hurtigere.

Legitimitet handler om andres blik

Bedragersyndromet, som er velkendt i arbejdslivet, findes i høj grad også i motionssporten. Mange maratonløbere føler sig først rigtigt berettigede, når omgivelserne anerkender den indsats, de har lagt i det. « Da jeg fortalte mine kolleger, at jeg havde løbet et maraton, var den første reaktion: “Nå, men hvor lang tid brugte du?” Jeg svarede 4 timer og 40 minutter, og jeg kunne mærke, at deres smil stivnede lidt, forklarer Sarah, der har dyrket de lange ture i knap tre år. Siden har jeg haft svært ved at sige, at jeg er maratonløber, som om jeg hele tiden skal forsvare det ». Behovet for andres godkendelse former ofte vores opfattelse af egen præstation. Men titlen som maratonløber bør ikke afhænge af en tid eller andres vurdering, men af den personlige rejse, der førte frem til målstregen.

Når hovedet giver op før benene

Det mest slående er, at udfordringen ikke kun ligger i selve løbet, men også i tiden bagefter. Kroppen kommer sig på få dage, mens tankerne kan blive hængende i følelsen af ikke at være “god nok”. Nogle løber flere maratoner for at berolige sig selv, som om de skal samle medaljer nok til at bevise, at de hører til i klubben. Andre, som den 41-årige og erfarne løber Thomas fra Grenoble, undgår ligefrem at nævne deres bedrift af frygt for at blive spurgt om tiden. « Jeg har løbet i ti år og gennemført tre maratoner, men jeg tør ikke rigtig tale om det. Jeg tænker altid: De rigtige maratonløbere er dem, der går efter tre timer. Jeg overlevede bare distancen ». Her fungerer bedragersyndromet som en vedvarende skygge: Det er ikke nok at have lidt og krydset målstregen. Man skal også føle sig berettiget til at bruge ordet “maratonløber”.

Find stoltheden ved indsatsen igen

Nøglen ligger måske i at ændre sit blik på præstationen. Idrætspsykologer understreger ofte, at et maraton ikke kun handler om det endelige resultat, men om hele processen. Hver langtur i kulden, hvert fravalg i en weekend og hver smerte, man lærer at håndtere i træningen, er en del af maratonløberens identitet. Som Haile Gebrselassie sagde til Guardian : « Når man løber et maraton, kæmper man mod distancen, ikke mod de andre løbere eller uret. På de lange distancer skal man lære at være tålmodig. Man behøver ikke lægge hårdt ud. Men det er træningen, der virkelig tæller ». Når man ser indsatsen i den større sammenhæng, får oplevelsen sin værdi tilbage. At være maratonløber handler ikke om at slå rekorder, men om at have sagt ja til et eventyr, der rækker langt ud over selve målstregen.

På vej mod den sidste spurt

Ordet «maratonløber» kan virke stort, og det er nok derfor, det udløser så meget tvivl hos dem, der tager det til sig. Det forbindes med udholdenhed, mod og robusthed. Men der følger ingen skjulte krav med: Ingen minimumstid og ingen fastsat fart. Legitimitet rimer ikke på præstation, men på engagement. Så ja, både ham, der gik fra 30-kilometermærket, hende, der brugte fem timer, og ham, der svor aldrig at løbe igen … de er alle maratonløbere. Og næste gang den lille indre stemme spørger: «Er jeg virkelig berettiget?», er det måske nok at svare med en enkel sandhed: Der findes ingen bedragere ved målstregen på et 42-kilometersløb.

➜ Se kalenderen over maratonløb