Etiopien, løbesportens anden stormagt

Etiopien har i årtier været et land af mestre. Kenya nævnes ofte som maratonløbets førende nation, men Etiopien står bestemt ikke tilbage for nabolandet. Det bekræfter landets løbere gang på gang. Tamirat Tola, født i 1991 i Sebeta, vandt det seneste olympiske maraton i Paris og satte samtidig rekord for løbet med tiden 2:06:26. Hans kvindelige pendant Tigist Assefa er en af de største profiler på kvindesiden. I sit første olympiske maraton i Paris tog den Addis Abeba-fødte løber sølv efter en imponerende duel om sejren med Sifan Hassan, den hollandske superstjerne, der selv er født … i Etiopien. Fra New York over Berlin til London er de etiopiske atleter stadig med. Men hvor langt går historien tilbage?

Historien om løb i Etiopien

Historien om løbesporten i Etiopien begynder for alvor med Abebe Bikila, der blev en legende efter De Olympiske Lege i Rom i 1960. Han vendte hjem fra Europa med guldmedaljen og blev landets første olympiske medaljevinder. Fire år senere gentog han bedriften ved OL i Tokyo. Bikila blev hele folkets idol i et land, der altid har kæmpet for sin frihed. Etiopiens historie har i århundreder været præget af konflikter med nabolande og interne opstande. I en periode under truslen fra Italien kæmpede landet vedvarende for sin selvstændighed og udvikling, ikke mindst under kejser Haile Selassie, som i øvrigt deltog ved begravelsen af nationalhelten Abebe Bikila i 1973. Ligesom nabolandet Kenya har Etiopien højtliggende plateauer. Addis Abeba ligger eksempelvis 2.355 meter over havet, hvilket stimulerer produktionen af røde blodlegemer. En stærk udholdenhedskultur opstod naturligt i et land, hvor nogle børn må løbe flere kilometer for at komme i skole. Det lyder måske lidt klichéagtigt, men legenden Haile Gebrselassie fortalte, at han som barn måtte løbe mere end 10 km til skole hver dag med skoletasken på ryggen. Det var med til at forme hans løbestil og evne til at holde farten. Det var da også under hans storhedstid, fra 1990 til 2000, at Etiopien for alvor cementerede sin position i verdenseliten. Haile Gebrselassie blev firedobbelt verdensmester på 10.000 m, dobbelt olympisk mester i Atlanta i 1996 og Sydney i 2000 og var i en periode indehaver af verdensrekorden på maraton med 2:03:59. Han skrev sig ind i atletikhistorien med sit karisma, ikke kun med sine svimlende resultater. 

Samtidig fandt kvinderne deres plads i verdenseliten. Fatuma Roba blev den første afrikanske olympiske maratonmester i 1996, fulgt af Elfenesh Alemu og Derartu Tulu, som i 1992 blev den første afrikanske kvinde til at vinde olympisk guld på 10.000 m. Tirunesh Dibaba og Meseret Defar satte også deres præg på 00'erne, både på banen og landevejen. Tirunesh Dibaba blev verdensmester på 1.500 m i 2015 og olympisk sølvvinder i 2016. Hun vandt blandt andet Chicago Marathon i 2017 i tiden 2:18:31. Hendes bedste tid er 2:17:56, sat i London samme år.

Nutidens etiopiske langdistancestjerner

Etiopien har ikke kun en glorværdig fortid. Landet besætter fortsat topplaceringer i de største maratonløb. På herresiden holder Kenenisa Bekele sig stadig fast, selv om han er 43 år, og han er fortsat en uomgængelig del af feltet. I 2024 blev han nummer to i London Marathon i tiden 2:04:15. Løbefans husker stadig hans imponerende 2:01:41 i Berlin i 2019. Bag ham træder en ny generation frem med atleter som Tamirat Tola, verdensmester på maraton i 2022 og olympisk guldvinder i Paris i 2024, samt Sisay Lemma, der vandt London Marathon i 2021. Han vandt også Boston Marathon i 2024.

© adidas / London Marathon

På kvindesiden er Etiopien en reel supermagt. Tigist Assefa skrev historie i september 2023, da hun satte verdensrekord på kvindernes maraton i Berlin med 2:11:53. Siden er rekorden blevet slået, og den indehaves nu af Ruth Chepngetich med 2:09:56, men Tigist er stadig med helt fremme. Hun vandt blandt andet London Marathon i 2025. Ved hendes side står Letesenbet Gidey, verdensrekordholder på 5.000 og 10.000 m, som er en af de mest dominerende profiler på mellemdistancen og landevejen. Og så er der Almaz Ayana, en af alle tiders mest talentfulde langdistanceløbere. Hun blev olympisk mester i Rio, hvor hun satte verdensrekord på 10.000 m med 29:17,45, og tog bronze på 5.000 m. Siden har hun kastet sig over landevejen med stor succes: 2:17:19 i sit første maraton i Amsterdam i 2022. 

På både kvinde- og herresiden er listen lang over etiopiske atleter, der stråler på bane eller landevej.

De aktuelle udfordringer

Trods sine succeser står Etiopien over for flere udfordringer, hvis landet skal fastholde sin position i løbesporten. Sammenlignet med Kenya mangler der både infrastruktur og institutionel støtte. Den historiske rival ser ud til at have et lille forspring i udviklingen, og forskellen kan vokse i de kommende år, især hvis mærkerne fortsætter med at strømme til Iten i Kenya, sådan som Kiprun gjorde i 2023. Etiopien skal formå at omsætte sine exceptionelle resultater og arven fra Haile Gebrselassie til noget varigt. Den tidligere maratonikon grundlagde i 2009 Yaya Village, et træningscenter nær Addis Abeba for eliteatleter. I 2013 åbnede endnu et center omkring 25 minutter fra hovedstaden i 2.700 meters højde. En anden af landets superstjerner, Kenenisa Bekele, har fået opført en atletikbane og åbnet et hotel med 30 værelser, så løbere kan få optimale rammer under opholdet på hans center.

Ud over disse to initiativer er landet mindre velfungerende organiseret på forbundsniveau, og sponsorerne er også mindre synlige end i kenyansk sport. Vejen til toppen er derfor mere begrænset. Og langt ud over sporten er den politiske situation i Etiopien meget ustabil. Flere konflikter er i gang i landet, mens forholdet til nabolandene Eritrea, Somalia og Egypten ofte er kompliceret.

I denne usikre situation kan man kun anerkende Haile Gebrselassies vilje til fortsat at satse på uddannelse for at hjælpe landets unge. Nationalhelten har lanceret flere skoler i landet i løbet af det seneste årti. En stor mester. Et stort menneske, der forsøger at overskride de skel, som har fastholdt Etiopien alt for længe.