Hvad bliver der af minderne fra vores konkurrencer?

Enhver konkurrence opleves som et spændende eventyr, der strækker sig over flere uger og nogle gange måneder, med kulmination på selve løbsdagen. Mange passionerede løbere oplever forberedelserne som en intens rejse, lidt som et maraton. Når målstregen er passeret, får de fysiske minder en følelsesmæssig værdi. Nogle bygger ligefrem et lille tempel af minder, som Laurie Maleysson (Velay Athlétisme), der blev bedste franske kvinde ved Marathon de Paris 2024 og samme år blev noteret for 2.40.02 i Valence.

»Jeg gemmer en del symbolske ting, som minder mig om mine løb, for eksempel startnumrene. Jeg gemmer ikke alt, for så ville der være tonsvis, men jeg udvælger de mest mindeværdige og flotteste og arkiverer dem i en mappe. Det er ofte startnumrene fra de franske mesterskaber, maratonløb, mine rekorder og vigtige sejre. I begyndelsen skrev jeg løbet, tiden og placeringen på bagsiden«, fortæller atleten fra Patrice Ducrets klub.

Højlandsfranskmanden blev introduceret til løb af sin far, og hun holder af at give ham sine trofæer, blandt andet hendes personlige tavle fra Marathon de Paris 2024 med startnummeret og medaljen indgraveret med tiden 2.40.02. Faren følger trofast alle sin datters resultater. »Han har et rum fyldt med mine pokaler og medaljer fra mine første år i atletikken. Han er stolt over at have dem hjemme hos sig. Hans egne står i den ene side, for han var selv en god løber, og mine står i den anden.« Et blik på disse små minder bringer hende tilbage til »løbets følelser, sejren og nogle gange hårdheden ved en bestemt indsats.« »Man knytter sig til de små ting«, forklarer løberen fra Le Puy-en-Velay.

Symbolske minder, nogle af dem ganske utraditionelle

Laurie Maleysson danner par med Pierre Lavernhe, som for nylig blev europamester i maraton for masters i Finland. Løberen fra Le Puy-en-Velay mangler ikke fantasi, når det gælder om at bevare minderne om de legendariske løb.

Hans genistreg efter en konkurrence? At redde et stykke af det legendariske blå måttetæppe fra målet ved Marathon de Valence.

»Arrangørerne var ved at tage infrastrukturen ved Marathon de Valence ned. Der lå et stykke på en kvadratmeter, som skulle smides ud. Vagten så mærkeligt på os, da vi spurgte, om vi måtte få det. Til sidst hjalp han os endda med at skære tæppet ud. Pierre lavede det bagefter om til små firkanter på 42 millimeter på hver side, med vores tider og maratonløbets logo. Jeg købte en ramme, så vi kunne vise dem frem som et trofæ. Det er meget symbolsk for os.«

Maratonløberen, der har løbet 10 kilometer på 34.08, gemmer også de mere diskrete minder, for eksempel armbånd fra de franske mesterskaber, der er lavet om til nøglevedhæng, samt metrobilletter og billetter fra messer eller udstillinger, som hun har besøgt i forbindelse med sine sportslige møder. »Vi holder også af at have lykkebringere med på løbsdagene, som vores fælles armbånd, Pierre, børnene og jeg. Han havde det på ved sit maraton-EM. Efter løbet tog han det af for at gemme det. Jeg gør det samme efter Berlin Marathon 2025. Det er et lille nik til vores fælles passion.«

Løbeskoene eller mindet om sveden

Pierre Lavernhe løber heller ikke tør for idéer efter et maraton. Værten på Borne Podcast opbevarer sine Nike Alphafly i en æske, skriver sin tid på den og tager aldrig skoene på igen. »Det er en slags arv til mine børn. Jeg kan også godt lide tanken om, at skoene får en vintageværdi om nogle år.«

Løbesko kan være knyttet til en rekord, et bestemt maraton eller en benhård træningsperiode. Julien Rabaca (Athletic Club Secteur Monistrol) fortæller. »Jeg har altid gerne villet gemme mine slidte sko i stedet for at smide dem ud.«

© Julien Rabaca (i gult), 2.15.34 på maraton, 1.03.30 på halvmaraton. © Thomas Brachet

Den 24-årige løber fra Monistrol løb 2.15.34 i Valence i 2024 på sit første maraton og kender historien bag hvert par til perfektion. »Hvis det en dag lykkes mig at nå mine mål, vil skoene være et konkret bevis på alt det arbejde, jeg har lagt i det, både til konkurrencer og på træningsbanen.«

 At se skoene er en kilde til motivation i de perioder, hvor jeg har det mindre godt. Jeg genkalder mig alt det arbejde, jeg allerede har lagt i dem. Hvis jeg en dag realiserer mine drømme, kan jeg sige til mig selv, at det krævede et utroligt antal løbesko at nå dertil.«

I garagen står en hylde med hans aktuelle sko, trofæer og medaljer fra løb, men også medaljer fra hans tidligere liv som motorcyklist. Finishermedaljerne betyder ikke meget for ham, bortset fra dem fra sejre og rekorder. Som medaljen fra hans første Marathon de Valence i 2024 eller fra sejren på 21 kilometer ved Run In Lyon. Og så er der medaljen fra halvmaratonløbet i Valence, hvor den arbejdsomme løber satte årets bedste franske U23-præstation med 1.03.30. »Det her sted er en slags museum«, opsummerer Julien Rabaca.

© Julien Rabacas »museum« for løb (Athletic Club Monistrol.)

Minder fra løbene som pynt og motivation

Nélie Clément (Gap Hautes Alpes Athlétisme) samler ikke kun startnumre fra de franske, europæiske og verdensomspændende mesterskaber samt sine »store præstationer«, men også nationale titler og udtagelser til det franske landshold. Den 22-årige løber fra Grenoble har allerede en imponerende merittliste. Hun har fire ungdomsudtagelser og to som senior i bagagen, inden for bjergløb, vertikalløb og cross. Det, hun sætter størst pris på, er minderne fra sine kampe.

»Jeg laminerer mine startnumre, så jeg kan hænge dem på væggene i mit værelse. Ovenpå sætter jeg medaljerne sammen med crossarmbånd og akkrediteringer fra de store mesterskaber.« Hvert hjørne af værelset er en mosaik over hendes år i atletikken. Den firedobbelte franske mester passer godt på sine numre. »Jeg prøver at holde dem rene, uden folder eller skader, og jeg skriver mit løb på bagsiden. De betyder enormt meget for mig.«

© Nélie Clément (til højre), 22 år og allerede udtaget seks gange til det franske landshold. © Alanis Duc

Den dobbelte franske mester i bjergløb fra 2024 og 2025 holder af at fordybe sig i dette univers.

 Jeg elsker at se på mine vægge, standse ved et startnummer og genkalde mig de begivenheder. På en måde genoplever jeg dem. Jeg lægger mærke til de tal, der har bragt mig mest held. Det er også noget af det, der får mig til at presse mig selv hver dag for at opleve de øjeblikke igen.«

Hos Lucas Lecomtes atlet føjes medaljerne til billeder fra konkurrencer, som hun har delt med sine venner. Hendes bror har givet hende en holder til medaljerne, og hendes far har bygget en konstruktion, hvor hun kan hænge sine belønninger. »Mit værelse er fyldt med alt det«, siger Nélie Clément med et smil.

Hvad med presseklippene? Dem overlader atleten til sin mor, som gemmer dem omhyggeligt. For hende er billederne mere værdifulde.

© Nélie Clément (Gap Hautes Alpes Athlétisme) gemmer og viser alle sine nationale og internationale præmier.

Minder gemt væk fra andres blikke

For nogle har minderne fra løbene en meget personlig og hemmelig værdi. Jade Rodriguez (Entente Athlétique Grenoble 38), der har specialiseret sig i bjergløb, holder sine præmier væk fra andres blikke. Bronzevinderen ved junior-VM i bjergløb i 2019 gemmer startnumrene fra sine »vigtige« løb i en stor kuvert.

© Jade Rodriguez, bronzevinder ved junior-VM i bjergløb i 2019. © Alanis Duc

 Jeg gemmer startnumrene fra de løb, hvor det lykkedes for mig, men også dem, hvor jeg mislykkedes, for det er en del af min udvikling. Jeg vil huske nedturene lige så vel som opturene. Jeg udvælger også medaljerne, for jeg gemmer ikke alt.«

Hun voksede op i Font-Romeu og har ud over sine forskellige podieplaceringer og nationale titler i bjergløb og cross tre internationale udtagelser på cv'et. At vise minderne om sejrene frem giver løberen stof til eftertanke. »Jeg overvejer, hvordan jeg kan fremhæve de ting, der er knyttet til mine nationale og internationale podieplaceringer. Jeg har endnu ikke fundet den løsning, der passer til mig. Jeg har lidt svært ved at vise dem frem i mit hus eller på mit værelse. Jeg føler mig utilpas, hvis folk standser op ved alt det, når de kommer ind. Det er ret personligt.« Hendes medaljer ligger i et skab, skjult for andres blikke, sammen med symbolske gaver fra familie og venner. Et valg, der afspejler hendes indstilling.

Jade Rodriguez forklarer også ønsket med en »slags distance til fortiden«, et blik rettet mod nutiden og fremtiden. Hendes mantra er ikke at dvæle ved det, der ikke længere er. Ernæringseksperten holder af at mindes de gode øjeblikke, men bliver ikke hængende i dem. »Jeg bliver virkelig glad, når jeg finder mine medaljer igen og kan se på dem, når jeg vil, men jeg har svært ved at lade fortidens ting stå fremme i længere tid. Jeg har det på samme måde med mine billeder. Jeg har brug for at opdatere dem med nyere motiver.«

Hvert løb sætter et unikt aftryk, nogle gange i form af en medalje, et startnummer eller et andet symbolsk minde. Tingene bliver minder om de mange timers arbejde og de følelser, man oplevede undervejs. Årene går, men minderne om de sportslige øjeblikke lever videre. I sidste ende er det disse minder, mere end tiderne, der skriver historien om en løber og dennes passion.