Hvorfor er Paris Marathon så hårdt?

En højdeforskel, man ikke skal undervurdere

På papiret kan Paris Marathon virke forholdsvis overkommelig. En storby, en flot organisation, brede veje og ingen bjerge i sigte. Men ser man nærmere på rutens profil, står det hurtigt klart, at dette maratonløb ikke hører til blandt de flade og hurtige ruter. Med 292 højdemeter er det en præstation at holde et jævnt tempo gennem hovedstadens gader. De falske nedløb er lumske, og de mange stigninger sætter sig i benene. Modsat flade maratonløb som Valencia og Sevilla, der er kendt for deres lange lige stræk, kræver ruten i Paris hele tiden skift i tempo. Energidepoterne tømmes derfor hurtigere end ventet, og en enkelt forglemmelse, som at springe en gel over, kan hurtigt forvandle resten af løbet til et mareridt. På denne rute betaler man dyrt for enhver fejl. Mange rammer den berygtede mur, nogle allerede et godt stykke før 35-kilometermærket.

Stigninger, brosten og tunneler: en eksplosiv cocktail for lårmusklerne

Det, der for alvor gør Paris hårdt, er de berømte "bakker", som dukker op hele vejen rundt på ruten. Allerede på de første kilometer lokker det falske nedløb på Champs-Élysées løberne til at åbne hurtigt, så pas på overmodet. Den første reelle udfordring kommer ved 9-kilometermærket på Rue du Faubourg Saint-Antoine med en forholdsvis blid, men lang stigning på 1 km.

Brostenene er en anden af Paris-rutens særegenheder. De kommer tidligt, allerede i de første skridt på Avenue des Champs-Élysées. De kan bryde rytmen, gøre løbestilen tungere og æde af energien, især når man samtidig skal koncentrere sig om fodisættet. Efterhånden kan det også gå ud over koncentrationen.

Men det er især Seines kajer, der gør ondt. Passagerne under broerne bryder rytmen fuldstændigt og gør det svært at holde et jævnt tempo. En serie på fire korte, benknusende stigninger og nedløb mellem 28. og 32. kilometer, blandt andet under Pont de l’Alma, kommer på et tidspunkt, hvor lårmusklerne begynder at sende tydelige træthedssignaler. Og netop som man drømmer om lidt fladt terræn, går det op gennem 16. arrondissement og Bois de Boulogne. De sidste kilometer stiger langsomt, men sikkert, med tre stigninger mellem 34. og 41. km.

© ASO

Anden halvdel af løbet er klart mere krævende

Det er ikke en myte: Anden halvdel af Paris Marathon er langt hårdere end den første. Af de i alt 292 højdemeter ligger næsten to tredjedele på løbets anden halvdel. Hvor man efter halvmaratonpassagen normalt forsøger at disponere kræfterne mere roligt, er det i Paris lige omvendt. Løbet bliver hårdere og mere krævende på præcis det tidspunkt, hvor benene begynder at svigte. Det er også denne udfordring, der gør Paris frygtet blandt maratonløbere, som jagter en personlig rekord. Blandt dem, der løber deres første 42 km, er der stadig mange, som undervurderer betydningen af ernæringen. I Paris er den helt afgørende. Et maraton handler ikke kun om tempo og mental styrke: Uden en reel ernæringsstrategi kan muren ramme langt tidligere, end man tror.

For eliten og motionisten er smerten den samme

Paris Marathon skåner heller ikke eliteløberne. Det siger det hele: Blandt mændenes og kvindernes top 10 var det kun én løber, der formåede at løbe et negativt split og det var kenyaneren Benard Biwott, som vandt i 2:05:25 med en hurtigere anden halvdel end første (1:02:57 / 1:02:28). Det siger meget om, hvor hård rutens anden halvdel er.

Blandt franskmændene fortjener Loréna Méningands præstation også anerkendelse. Hun blev bedste franske løber og satte samtidig personlig rekord. Hun passerede halvmaraton i 1:17:55, men blev også ramt af rutens sværhedsgrad og løb anden halvdel på 1:18:38. Langsommere, men stadig en meget stærk præstation på en så krævende rute.

Yohan Durand led også på brostenene i Paris. "Muskelmæssigt var det hårdt. Stykket langs kajerne er meget krævende, og vejret var omskifteligt med lidt vind ..." Bergeracois-løberen kom i mål på 2:14:44, langt fra hans tid på 2:11:56 i Valencia, som han satte nogle måneder tidligere. Forskellen illustrerer meget præcist hvor hård ruten i Paris er.

Ruten er ikke nem. Muskelmæssigt blev det hårdt efter 25 km. Stykket langs kajerne er krævende, og vejret var omskifteligt ... Og så trak jeg håndbremsen i Boulogne. Jeg er meget glad for at være kommet i mål, for fysisk var det et af de hårdeste maratonløb, jeg har løbet.

© STADION-ACTU

Det er også derfor, man i endnu højere grad forstår Morhad Amdounis præstation. I 2022 satte han i Paris fransk rekord på 2:05:22 (før han sænkede den til 2:03:46 i Sevilla i 2024). Hans tid i Paris under de forhold fortjener uden tvivl respekt.

Et krævende maratonløb, der bliver stadig mere populært

Trods alle disse udfordringer er Paris Marathon stadig et af verdens mest populære maratonløb. I 2025 krydsede 55.499 løbere målstregen. Hvorfor den enorme tilslutning? Fordi Paris altid vil være Paris. At løbe ned ad Champs-Élysées, passere Eiffeltårnet, følge Seinen og løbe forbi Louvre ... Det er svært at konkurrere med så meget prestige og historie.

Det er også en oplagt oplevelse for nye maratonløbere. Mange vælger Paris til deres debut. På grund af stemningen, opbakningen, nærheden til familie og venner og ikke mindst symbolikken. Selv når tiden ikke helt følger planen, er marathonfølelsen i Paris stærkere end nogensinde.

Paris Marathon er ikke det hurtigste. Heller ikke det nemmeste. Men det er måske et af de maratonløb, der giver de stærkeste følelser. De lumske højdemeter, de skjulte stigninger og de krævende brosten gør det til en reel fysisk og mental test. Vil du have den bedst mulige oplevelse, skal du forberede dig ordentligt og gemme lidt i benene til rutens anden halvdel. Og frem for alt må du ikke glemme at løfte blikket og nyde privilegiet ved at løbe på avenuerne i verdens smukkeste by.