At være hepper er marathonens utaknemmelige opgave

Prolog: Her begynder dramaet

– Nej tak, jeg skal ikke have øl. Jeg løber marathon på søndag.

– Igen? Er du ikke ved at være træt af de løb? Jeg ender jo med at komme og se dig, så jeg kan tjekke, om du virkelig løber!

– Den er jeg med på! Jeg venter på dig ved starten, langs ruten og ved målstregen! Du skal se, der bliver en fantastisk stemning. Du kommer til at elske det.

– Fint!

Og så var skaden sket. Din ven, der ikke er det mindste sportslig, er blevet rodet ind i en situation, han intet aner om. Og man kan vist roligt sige, at han ikke bliver skuffet!

Kapitel 1: Den brutale opvågning

For officielle løb er fyldt med besværligheder. Glem alt om at sove videre til klokken 11 søndag formiddag. Vækkeuret ringer brutalt allerede klokken 6, for der skal tages højde for transporttid, menneskemængder og orientering i det enorme cirkus ved et populært marathon, for ikke at tale om den endeløse jagt på den løbende ven, som man allerede er begyndt at hade. Men et løfte er et løfte, så han må rive sig løs fra den lune seng, hælde en tredobbelt espresso ned, der vender maven på vrangen, og haste af sted mod løbet.

Kapitel 2: Starten

De to venner finder endelig hinanden efter en besværlig og tilfældig eftersøgning blandt tusindvis af stressede deltagere og ofte lige så fortabte ledsagere. Marathonløberen er i »mester-mode«. Han nyder fuldt ud den længe ventede dag og tilstedeværelsen af sin uundværlige ven. Da opvarmningen er overstået, stikker han sit tøj til ham, for bagageindleveringen er alt for besværlig, presser en softflaske med energidrik og tre colasmagende gels i hænderne på ham og aftaler at mødes ved det tredje depot , som efter hans mening er det vigtigste.

Her begynder garderobe-hepperen at indse, at han har kastet sig ud i noget, der ligger langt over hans niveau.

Det værste er, at løberen pludselig efterlader ham med beskeden om, at han skal skynde sig hen og stille sig i sin startbås.

Startbås? Hvilken startbås?

Kapitel 3: Depotet

Efter at have mistet en trommehinde under starten begiver hepperen sig på jagt efter det berømte tredje depot. Han spørger sig frem til højre og venstre, en smule panisk, for han aner ikke, hvornår hans ven passerer det aftalte sted. Hvilket tempo holder en nogenlunde veltrænet fyr egentlig?

Endelig finder han depotet, hvor masser af mennesker allerede stimler sammen og ser ud til at have det vældig sjovt. Den uerfarne hepper er derimod ved at være godt mør. Han har gået milliarder af kilometer for at komme frem, ventet, fået trommehinderne sprængt af startsignalet, og nu skal han vente igen.

Rundt om ham står folk med hjemmelavede skilte. De griner og spejder spændt efter deres løbere. Dagens hepper, kun for én dag, det sværger han, ved ikke rigtig, hvad han skal stille op. Så han bliver stående. En evighed.

Det føles, som om samtlige løbere i universet allerede er passeret, så langsomt går tiden. Hans ven er stadig ikke dukket op. Eller har han misset ham?

Hepperen har det varmt, er sulten og har ondt i fødderne efter at have stået og trippet. Måske skulle han bare tømme softflasken med energidrik og snuppe en gel?

Der er ikke tid til flere overvejelser. Vennen dukker endelig op. Han river softflasken ud af hænderne på hepperen, brokker sig, da han har svært ved at finde sine gels, og sætter så af igen. Fire sekunder. Fyren har brugt fire sekunder på dette livsvigtige depot. Og især på sin hepper, som står tilbage med åben mund, temmelig forbløffet og voldsomt frustreret.

Kapitel 4: Målfotoet

Hvis hans beregninger holder, og hvor er det surt at være elendig til matematik, har han set sin ven passere halvvejs. Efter den lange ventetid burde han sagtens kunne nå hen og tage billedet lige før mål, sådan som han blev bedt om. Han begiver sig derfor mod målstregen, stadig en smule bekymret, for han er ikke længere sikker på, hvor langt et marathon egentlig er, eller hvor meget tid han har. Desuden hænger der en slags kollektiv adrenalin over det forbandede marathon, og den smitter totalt. Kort sagt: Han er stresset.

Han går endnu nogle kilometer, fødderne gør frygteligt ondt, og han skulle aldrig have taget sine helt nye loafers på, før han endelig når frem til målområdet. Selvfølgelig er der proppet. Folk presser sig mod barrikaderne, maser med albuerne og sniger sig frem til første række. Der lugter også lidt af sved.

Hepperen kæmper sig så godt som muligt frem til metalbarrieren, der straks skærer sig ind i maven på ham.

Han venter.

Endnu en evighed.

Han begynder at kede sig og tælle løbere, som man tæller får, da hans ven pludselig dukker op i horisonten. Han ser ikke ligefrem imponerende ud: En tynd stribe savl tegner et hvidt komma på hagen, øjnene er vidt opspærrede, trøjen er sort af sved, og ansigtet er fortrukket i en voldsom grimasse. Han har naturligvis ikke set hepperen.

Klik. Så er billedet i kassen!

Hepperen kaster et blik på det store ur over målstregen: 4 timer og 32 minutter. Han har ingen forstand på det, men det virker ikke ligefrem som noget, man bør prale af.

Kapitel 5: Den manglende taknemmelighed

Hepperen kæmper sig ud af menneskemængden og finder sin ven, denne selvudnævnte mester, der praler til fester, men ikke spiller særlig smart efter at have lidt sig igennem 42 kilometer. Med tre ord: Han er færdig.

– »Nå, går det?«

Hepperen ved ikke, at der findes dræbende spørgsmål, som for enhver pris skal undgås. Han står der med rent tøj og den colagel, der overlevede det tredje depot, og som han har slæbt rundt på i timevis. Han har et påklistret smil og en munter stemme for at glæde sin ven. Svaret er et dræberblik. Han må have sagt noget dumt, men kan ikke regne ud hvad.
En engel går forbi, eller måske en dæmon, og så siger en uskyldig stemme, virkelig?, til ham:

– »Vil du ikke lige hente noget vand til mig og hente bilen på parkeringspladsen?«

Moralen er enkel: Bare fordi du elsker at løbe og har det fantastisk til et løb, betyder det ikke, at dine venner er lige så begejstrede som dig. Et godt råd, hvis du vil beholde dine venner: Lad dem sove længe søndag morgen, og klar dig selv, medmindre du er i stand til at være taknemmelig under alle omstændigheder!