Myten om øllen efter maratonløbet

»Allerede på læberne dette skummende guld, friskheden forstærket af skummet, så langsomt på ganen en lykke afdæmpet af bitterhed. (…) Det umiddelbare velvære ledsaget af et suk, et smæld med tungen eller en stilhed, der siger det hele. Den vildledende fornemmelse af en nydelse, der åbner sig i det uendelige.« Philippe Delerm beskriver den første slurk øl på fornem vis. Den, man kan drømme om midt under et løb, og som man får en voldsom trang til, så snart målstregen er passeret. Øllen har en nærmest magisk betydning for langdistanceløberen: Den symboliserer både afslutningen på anstrengelserne og belønningen efter løbet, trøsten og den totale mangel på dårlig samvittighed. Hvem får dårlig samvittighed over at nippe til en lille øl efter at have løbet mere end 40 kilometer i højt tempo? Øllen er et fælles samlingspunkt i mange sportsgrene, den faste ledsager til tredje halvleg og til hyggelige stunder med vennerne efter konkurrencen. Myten siger endda, at den humlebaserede drik skulle fremme restitutionen ... Men er øl og sport faktisk forenelige?

En restitutionsøl ... virkelig?

Hvis man vil forstå, hvad vi taler om, må man gå tilbage til øllens tilblivelse, længe før den lander spektakulært i glasset. For at brygge øl skal man bruge flere ingredienser: vand, malt, som kommer fra korn og oftest er byg, hvede eller rug, humle og gær til den alkoholiske gæring. Vi springer de eventuelle tilsætninger over, som nogle producenter bruger, og som har meget lidt at gøre med den ægte håndværksøl, puristerne sværger til. Når alle ingredienserne er samlet, foregår processen i fem trin:

• Mæskning af kornet i varmt vand, hvor stivelsen omdannes til sukker, hvorefter man får en urt, som humlen tilsættes;

• Gæring i en tank med gær, som omdanner sukkeret til alkohol og kuldioxid

• Lagring i en lagertank, hvor øllen modnes

• Filtrering, så man får en »ren« væske

• Påfyldning på flasker, dåser eller fustager

© To deltagere, der gennemførte 2025-udgaven af adidas 10K Paris © ASO

Det står altså klart, at øl først og fremmest indeholder kulhydrater, nærmere bestemt maltose. Efter fysisk anstrengelse er det vigtigt at genopbygge glykogendepoterne, fordi motionen har tømt dem. Et plus til øllen!

Fordi øl er fremstillet af korn, indeholder den også enkelte vitaminer og mineraler: B6, B12, magnesium, kalium og aminosyrer. Men disse stoffer, som spiller en vigtig rolle i restitutionen efter anstrengelse, findes kun i meget begrænsede mængder, og det siger sig selv, at man nemt kan få dem fra mange andre fødevarer. Det minder lidt om dem, der forsvarer deres vinforbrug med, at vin indeholder polyfenoler og bidrager til hjerte-kar-sundheden ... Vi giver derfor øllen et halvt point, uden ordspil, for dog at finde enkelte gode egenskaber ved den.

➜ Læs også: »Maratonløberens playliste«

Alkoholen, den falske ven

Selvom den smager godt, og den første slurk efter løbet kan føles himmelsk, er øl først og fremmest en alkoholisk drik. I vores samfund forbindes alkohol med fest og fællesskab, og folk, der drikker sodavand, bliver ofte mødt med undren. Ikke desto mindre ville det være en god idé at ændre den tankegang, ikke mindst i sportsmiljøet, for alkohol er langt fra atletens ven.

I modsætning til den gængse opfattelse dehydrerer øl. At den er lavet af vand, betyder ikke, at den dækker behovene hos en atlet, der har svedt i timevis! Mere generelt dehydrerer alkohol, fordi den påvirker det antidiuretiske hormon, vasopressin, som hæmmer genoptagelsen af vand i nyrerne og øger urinproduktionen. Humlen stimulerer desuden nyrefunktionen, hvilket øger både produktionen og udskillelsen af urin yderligere. Hvem har ikke bemærket, at urinen bliver rigelig og klar efter en øl? Alkoholen nedbrydes desuden i leveren, som allerede er blevet belastet af den intense anstrengelse. Under løbet producerer musklerne affaldsstoffer, som leveren skal håndtere, samtidig med at den hjælper med at holde blodsukkeret stabilt. Leveren har med andre ord ikke ligefrem fest under et maraton, især fordi blodet primært sendes ud til musklerne. Efter anstrengelsen fortjener leveren derfor al den omsorg, den kan få, og en dosis alkohol hjælper naturligvis ikke på det!

Endelig kan øllens kulsyre forstyrre fordøjelsessystemet, som allerede er blevet sat på prøve af udholdenhedsarbejdet. Kroppen har været udsat for dehydrering, et uvant fødeindtag, især meget koncentrerede energiprodukter, og gentagne stød fra kontakten med underlaget. Hvad så med danskvand, som ofte anbefales under restitutionen? Det er som regel interessant, fordi det er rigt på mineraler, hvilket bidrager til at genopbygge depoterne efter fysisk anstrengelse. Det er altså i højere grad mineralindholdet end kulsyren, der bidrager til genopbygningen efter sport. Kort sagt hjælper boblerne i øllen dig ikke med at restituere!

Øllen som maratonløberens ven er altså blot en myte, der er lige så sejlivet som fødderne på en erfaren langdistanceløber. Ud over den umiddelbare glæde, den giver, kan den bestemt ikke anbefales efter fysisk anstrengelse. Et alternativ er at vælge en alkoholfri øl, under 1,2 %, som kan give lige så meget glæde som »den rigtige« uden ulemperne. Og hvis du kan undvære den lille øl ved målstregen, så vælg hellere en god, gammeldags flaske vand. Der er stadig ikke fundet noget bedre til at slukke tørsten og genoprette væskebalancen!