Sådan bygger du dig selv op og vender stærkere tilbage efter en skade

Lyt til kroppen og accepter skaden: Det afgørende første skridt

Den første reaktion, når en smerte melder sig, er ofte … at ignorere den. Fordi lysten til at løbe er stærkere. Fordi der står et vigtigt træningspas eller et løb i kalenderen, eller fordi man bare har brug for sin daglige lykkedosis, de berømte endorfiner. Ifølge Carl Bescoby er det en almindelig reaktion hos atleter, hvis identitet er tæt knyttet til præstation. Viljen tager over og nedtoner advarselssignalerne, indtil kroppen råber så højt, at den ikke længere kan ignoreres.

Det er her, det hele begynder: at acceptere. Acceptere, at noget er galt. Acceptere, at en pause nu kan forhindre en endnu længere pause senere. Den klassiske «go hard or go home»-mentalitet er nogle gange løbernes stille fjende. Det handler ikke om at give op, men om at træne klogere og lytte til kroppen og dens signaler.

Når skaden først er accepteret, skal der stilles en klar diagnose. Søg hjælp hos en sundhedsfaglig fagperson, for eksempel en idrætslæge, fysioterapeut eller osteopat, forstå, hvad der udløste skaden (ofte en ophobning af træthed, muskulær ubalance, mangelfuld restitution eller overtræning), og læg derefter en rehabiliteringsplan. Planen er ikke bare et behandlingsark, men en vigtig kalender for løberen. Med et forventet tidspunkt for, hvornår løbetræningen kan genoptages, giver den retning. Det er afgørende for at holde kursen og fastholde en aktiv rutine.

Skadens usynlige psykiske konsekvenser

Når kroppen stopper, går tankerne i højeste gear. Træningsplanen forsvinder, og holdepunkterne falder væk. Det, man før gjorde automatisk, bliver pludselig utilgængeligt. Man er ikke længere «den, der løber hver morgen». Og snart opstår tomrummet. Carl Bescoby beskriver et velkendt fænomen blandt atleter: den identitetskrise, der følger efter en skade.

© ASO

Det er en periode, hvor man føler sig overflødig, hægtet af og sat på sidelinjen. Selvværdet smuldrer. Man ser andre udvikle sig, træne og dele deres pas på Strava. Selv sidder man på bænken. Følelsen af at stå stille eller ligefrem gå tilbage fodrer tvivlen:

• « Jeg mister alle mine fremskridt. »

• « Jeg burde have været mere forsigtig. »

• « Jeg kommer aldrig tilbage på mit gamle niveau. »

De tanker er ikke harmløse. De dræner, slider og gnaver. Dr. Bescoby opsummerer det præcist: « Under en skade bliver det mentale arbejde et fuldtidsjob. »
Udfordringen er ikke at lade atletidentiteten blive reduceret til evnen til at præstere. Kroppen løber måske ikke længere, men det betyder ikke, at atleten er forsvundet.

Hold fast i det, der virkelig betyder noget

For mange kommer vendepunktet, når de ændrer deres måde at se situationen på. Når de holder op med krampagtigt at forsøge at «vende tilbage som før» og begynder at bygge sig selv op på en ny måde. Her foreslår Carl Bescoby et dybtgående indre arbejde med tre enkle, men stærke spørgsmål:

• Hvilken vigtig værdi er stadig sand, selv om jeg er skadet? For eksempel «bevægelse», «fællesskab» eller «naturen».

• Hvilken slags menneske vil jeg være, selv uden løbeskoene på? En omsorgsfuld holdkammerat, en trofast partner, et tålmodigt menneske eller en aktiv person.

• Hvad betyder noget for mig lige nu? Tage vare på sig selv, holde kontakten til andre, give noget videre …

Spørgsmålene hjælper løberen med at komme videre gennem modgangen. Ved at dyrke andre aktiviteter gør de det muligt at skabe mere fleksibilitet i en identitet, man troede var låst fast til løb. Man opdager, at man kan være løber på andre måder. At man stadig kan være sig selv uden at løbe 60 km om ugen. Den mentale fleksibilitet er det første skridt mod et solidt comeback. Mindre rigid, mentalt stærkere.

 Når en atlet bliver skadet, mister han eller hun ofte sporten som kilde til anerkendelse, og det kan være meget svært at håndtere. Sporten giver en følelse af værdi, identitet og succes. Men når en skade stopper det hele, kan man hurtigt få følelsen af ikke længere at eksistere, som om ens værdi forsvandt sammen med konkurrencerne. Husk, at du er meget mere end din sport, også selv om andres blik nogle gange får det til at se anderledes ud. 

Cross-træning som værdifuld støtte

Selv med en skade fortsætter træningen. Mange skader tillader eller ligefrem anbefaler alternativ, skånsom motion uden stød og belastning: svømning, cykling, crosstrainer, styrketræning eller yoga. Det kaldes cross-træning.

Ud over de fysiske fordele, som vedligeholdelse af konditionen, fastholdelse af træningsmængden og bedre restitution, er cross-træning også et godt psykologisk sikkerhedsnet. Den gør det muligt at holde sig aktiv, bevare en rutine og arbejde med små mål. Intensiteten erstattes af en klar intention. Man arbejder med sine svagheder og slipper for følelsen af at stå i tomgang.

Carl Bescoby fremhæver også et vigtigt punkt: Det er afgørende at fastholde en social aktivitet omkring sporten. Følg dine træningsmakkere til træning, tal om udstyr, eller se et løb som tilskuer … Det hjælper dig med at forblive en del af fællesskabet og ikke føle dig udelukket fra den verden, du hører til i. Det vigtigste er at undgå social isolation og indstille hjernen på de bedst mulige betingelser for at komme sig.

En skade er ikke en tom parentes. Den er en fuldgyldig del af livet som løber. En ofte smertefuld mulighed for at gøre tingene anderledes. For at være mere fleksibel over for sig selv og mere opmærksom på det, der virkelig betyder noget. Som Carl Bescoby minder os om, handler heling også om at give sindet ro, ikke kun kroppen. Hvad nu, hvis den påtvungne pause blev begyndelsen på en mere afstemt, bevidst og solid ny start? Tiden skal nok komme igen. Indtil da skal du passe på atleten i dig, også når han eller hun ikke løber.

✔ Find flere oplysninger om emnet på dr. Carl Bescobys officielle profil @theinjurypsychologist.

✓ Maratonkalenderen