Tre afgørende spørgsmål før et maraton

Der er ingen tvivl: Maraton er løberens hellige gral, målet, der vækker en blanding af motivation, stress … og til tider, hvis vi skal være helt ærlige, oprigtig angst. Som ethvert respektabelt myteomspundet mål virker maraton ofte uopnåeligt. Vejen derhen minder om Indiana Jones': fyldt med faldgruber, forhindringer og fjender … Alligevel er maraton inden for rækkevidde for helt almindelige hverdagshelte, hvis ingredienserne er de rigtige. At løbe 42,195 km i en kanontid er naturligvis ikke for enhver, men det er realistisk at gennemføre distancen, hvis man er villig til at gøre en indsats og formulere et konkret mål. Er du med?

Har jeg virkelig lyst?

Lad os gå lige til sagen. Lysten. Eksperter i mentaltræning skelner mellem to former for motivation:

– Intrinsisk motivation, altså den motivation, der knytter sig til selve idrætsaktiviteten: glæden ved at løbe, tilfredsstillelsen ved at udvikle sig, lysten til at lære sine fysiske og mentale grænser bedre at kende …
– Ekstrinsisk motivation, altså den motivation, der knytter sig til aktivitetens konsekvenser. Løb er ikke længere et mål i sig selv, men et middel til at opnå anerkendelse fra en, man holder af, få en medalje som finisher, slå en ven eller imponere sin partner …

Hvis dit engagement skal være stærkt og langtidsholdbart, er det bedst først og fremmest at næære den intrinsiske motivation og først derefter den ekstrinsiske. Hvis du oprigtigt glæder dig til træningen, øger du dine chancer for at gennemføre både forberedelserne og selve maratonløbet. Du skal stille dig selv et afgørende spørgsmål: Hvorfor vil jeg tage denne udfordring op? Hvad er det, der får mig til at kaste mig ud i dette projekt? Dine svar vil hjælpe dig med at vurdere, hvor stærk eller svag din motivation er.

Det er altid en fordel at vide, hvorfor man gør tingene!

Er jeg klar til at gøre det, der skal til for at nå mit mål?

En maratonudfordring er lidt som nytårsforsæt: Man beslutter sig for, at nu skal det være, men falder hurtigt tilbage i de (dårlige) vaner! Alligevel er der ikke meget, der er værre end at kaste sig ud i en udfordring og undervejs opdage, at man ikke kommer i mål. Så dropper man det hele eller, endnu værre, stiller alligevel op på startstregen … og styrer direkte mod et DNF. Det er ikke ligefrem godt for selvværdet! Før du ender i den situation, bør du stille dig selv spørgsmålet: Er jeg klar til at gøre det, der skal til for at nå mit mål? Er jeg klar til at afsætte den nødvendige tid til træningen, ændre min livsrytme og mine kostvaner og acceptere de begrænsninger, det medfører? Hvis svaret tøver, er det måske bedre at vælge en anden udfordring, som kræver mindre tid og er mindre krævende. Hvad med et halvmaraton? Eller et obstacle race med vennerne? Hvis svaret er et klart ja, må du stadig ikke kun være kommende maratonløber under hele forberedelsen. Du skal blive ved med at være et helt menneske, med andre ord en far eller mor, søn eller datter, partner, ven eller kollega …

Hvis maratonmålet afskærer dig fra alt andet, så stop op i fem minutter og tænk dig om. Er det her egentlig fornuftigt?

Er tidspunktet det rigtige?

Fuld fart på arbejdet, sommerferie med familien, et stort projekt, der skal afsluttes … Årsagerne er mange, men fælles for dem er, at de efterlader mindre praktisk og mentalt overskud. Og begge dele er nødvendige, hvis du skal lykkes med en maratonudfordring. Den bedste løsning er at tage kalenderen frem og markere de perioder, hvor du ved, at det ikke bliver muligt at følge et træningsprogram ordentligt og samtidig holde en fornuftig livsstil. Det er også vigtigt at notere de tidspunkter, hvor du normalt er mere træt: Nogle får et dyk om efteråret, mens andre er hårdt pressede ved skolestart … Når du har identificeret perioderne, kan du finde de tidsrum, hvor det er realistisk at placere dine ugers forberedelse og planlægge dit maraton. Det lille kalenderarbejde hjælper dig også med at sortere i det enorme udbud af løb og finde det rigtige. Men det er et andet (langt) emne …