Er det slut med finishermedaljer i løb?

Finisher i et maraton eller på 5 km: Det er i bund og grund den samme bedrift. For distancen betyder mindre end det at nå målstregen, hvad enten det sker uden at gå eller inden for en bestemt tid. Medaljen, som de frivillige hænger om halsen på deltagerne ved målstregen, er først og fremmest et stærkt symbol: på at have gennemført. Den belønner den indsats, der er lagt i forsøget på at nå et mål, uanset om det lykkes fuldt ud eller ej.

I sidste ende er det snarere forsøget end selve resultatet, der bliver fejret. Men føler man sig egentlig berettiget til medaljen, når målet ikke er nået? Har man virkelig fortjent den? På den ene side ja: At gennemføre en konkurrence fortjener anerkendelse, især når den oprindelige ambition blot var at komme i mål. På den anden side kan medaljen virke overflødig for dem, der stiller op i løb hver weekend. Er den så ikke unødvendig? Især i en tid, hvor dens energi- og miljøaftryk bliver sat til debat. Når man ser den i den rette sammenhæng, er medaljen så stadig et must-have?

© ASO

Når medaljen giver mening

For nogle finishere er medaljen et bevis på, at løbet lykkedes. Først og fremmest betyder den, at målstregen blev krydset, uanset hvilke midler der blev taget i brug for at nå dertil. Lénnie gennemførte således 5 km-løbet i Toulouse. Og stoltheden over at have presset sig selv var enorm. Følelserne sad uden på tøjet, og selvværdet havde sjældent været stærkere. Medaljen bliver dermed et stærkt symbol. «Jeg passer godt på den, så jeg har noget at mindes med, fortæller hun. Jeg startede fra nul og trænede i to måneder for at nå hertil.» Den trediveårige passer godt på sine få medaljer, også de ældste, så hun aldrig glemmer dem. «Da jeg var seks år, deltog jeg i et crossløb, og jeg har stadig den allerførste medalje», siger hun med et smil. Den står på en lille hylde og er en del af indretningen i hendes lejlighed. Lénnie er ikke den eneste, der sætter pris på at få dette lille trofæ og opbevarer det med omhu. Nicolas, en erfaren løber, har også fundet en måde at vise sine frem på: «Jeg har en glasmontre over for min seng, hvor mine finishermedaljer er beskyttet mod støv.»

For andre fungerer medaljen snarere som et minde, en håndgribelig påmindelse om en særlig begivenhed eller præstation. «Når jeg slår en rekord, får jeg glæde af at få graveret datoen og min nye tid på medaljen», forklarer Vincent, som er knyttet til det fysiske minde om et løb, der betyder noget særligt for ham.

Men sådan har alle det ikke. Nogle løbere ser mere nuanceret på værdien af medaljerne. «Jeg forstår godt, at det betyder noget at få en medalje for sit første løb eller en konkurrence, der virkelig berører en, erkender Nathalie, en løber på over 60. Men for en helt almindelig finisher er jeg ikke sikker på, at det er et behov.» Det synspunkt deler Pascal, som er mere kritisk og ser et element af selvhævdelse og prestige i medaljerne: «Jeg spekulerer på, om de nogle gange bare tilfredsstiller egoet hos bestemte deltagere». Løbere tillægger altså ikke medaljen den samme symbolske værdi. Den kan være et udtryk for stolthed, et minde eller motivation, men dens reelle funktion giver stadig anledning til spørgsmål.

Medaljens bagside

Nogle foreslår ganske enkelt, at deltagerne skal kunne vælge, om de vil modtage en medalje, når de tilmelder sig. For hvis medaljerne ender med at samle støv i skabe eller fylde i skuffer, er det, fordi de ikke nødvendigvis har en praktisk funktion. Det gælder især de løbere, der ofte tager et startnummer og samler medaljer: Til sidst hænger de på armene af lamper. De er ganske vist lettere at opbevare end pokaler, som nogle gange optager hele reoler, men resultatet er det samme.

Det er stadig svært helt at droppe medaljen, men det skal nok lykkes.

Nogle arrangører har allerede valgt en mere enkel linje og fravalgt goodiebags og dermed også medaljer. Første årsag er økonomien. «Det kunne give arrangørerne en besparelse at droppe dem, påpeger Pauline, som ofte deltager i Marathon d’Annecy, og som i 2020 satte pris på at kunne vælge medaljens materiale, træ eller metal.

© ASO

Den anden årsag er miljøpåvirkningen. Metalmedaljer har et stort CO₂-aftryk, omkring 0,8 kg CO₂ stykket, og nye alternativer vinder frem. Hervé Pardailhé-Galabrun, grundlægger af foreningen EcoTrail Organisation, siger: «Jeg prøver at fjerne goodiebags fra alle vores løb. Det er stadig svært helt at droppe medaljen, men det skal nok lykkes. Vi begyndte med medaljer af træ, som kræver meget lidt energi: 0,0367 kg CO₂». Arrangøren bag EcoTrail Paris har fat i noget: En træmedalje har som regel et langt mindre CO₂-aftryk end en medalje af metal, især hvis træet kommer fra bæredygtigt forvaltede skove. Modsat metal kræver produktionen hverken energikrævende støberier eller smeltning, og træet kan endda lagre det kulstof, som træet optog under sin vækst.

I samme ånd har Adrien Tarenne, skaberen af Ekiden de Montgeron, med støtte fra klubben ES Montgeron og byen, iværksat flere initiativer for at nærme sig et affaldsfrit arrangement: hjemmelavet forplejning, ingen plastikflasker, lokale produkter i genanvendelige juteposer, blandt andet honning, pasta og sirup, lokalt fremstillede træmedaljer, genbrugsstation for tøj, tørklosetter og ingen flyers: «Uanset hvor stor vores organisation er, er det i dag uomgængeligt at arbejde ansvarligt med miljøet», bekræfter løbsdirektøren.

Så skal alle genstande, der forbindes med et løb, forsvinde, medaljer, t-shirts og så videre, eller skal vi kun beholde nogle af dem? T-shirts har for eksempel en mere praktisk funktion: De kan bruges til træning og andre udendørsaktiviteter. De kan uden tvivl erstatte et fremtidigt køb.