Den bageste løber, feltets skytsengel
© @lapetitefurette

Den bageste løber, feltets skytsengel

DV
Af Dorian Vuillet

Udgivet den tirs. den 13. oktober 2026

Opdateret den tirs. den 13. oktober 2026

Bag ethvert løb bevæger en skikkelse sig frem, mens feltet for længst næsten er forsvundet. Personen går ikke efter podiet, jagter ingen rekord og havner sjældent på billederne. Alligevel kender vedkommende nogle gange bedre end nogen anden de sidste minutter af et løb. Den bageste løber lukker feltet, holder øje med deltagere i problemer, melder eventuelle udgåede og følges med de sidste helt frem til målstregen. En diskret rolle i krydsfeltet mellem sikkerhed og støtte, som først og fremmest giver mulighed for at opleve et løb på en anden måde: Når målet ikke længere er at komme hurtigt frem, men at komme helt i mål.

Den bageste løber er den sidste, der lukker feltet. Usynlig for mange følger vedkommende de sidste deltagere, holder øje med dem, der har det svært, og bliver hos dem hele vejen, nogle gange længe efter at de første har krydset målstregen. En særdeles diskret, men afgørende skikkelse for et løbs afvikling. Rollen lever i grunden fint op til sit navn. Den bageste løber skal blive bag den sidste deltager, sikre sig at ingen bliver efterladt alene på ruten og give arrangørerne besked om eventuelle problemer. Afhængigt af løbet kan personen også følge en deltager i vanskeligheder, tilkalde hjælp eller være med til at pakke ruten sammen, når den sidste er passeret. En opgave i kulissen, langt fra podier og kameraer, som mange løbere slet ikke lægger mærke til. Louna Rizzi, alias lapetitefurette på Instagram, kendte da også næsten intet til rollen, før hun selv prøvede den. Hun brænder for trailløb og cykling og meldte sig som frivillig til Semi-Marathon du Ventoux og skulle egentlig stå ved en væskestation. En ven foreslog til sidst, at hun lukkede løbet sammen med ham. »Kom og vær bageste løber med mig, jeg kommer til at kede mig. Det bliver sjovt.«

Hun sagde ja. Dagen før havde Louna allerede taget cyklen op ad bjerget under Cinglée du Ventoux. Dagen efter brugte hun mere end fire timer på at gå bag de sidste deltagere i halvmaratonløbet. En særpræget restitution, men først og fremmest en opdagelse. »Det var ikke en sportslig udfordring for mig at være bageste løber,« indrømmer den nyeste i familien af frivillige. »Jeg kunne godt lide det, fordi jeg var i bevægelse, og det blev en form for restitution efter dagen før.« Hendes indsats fik da også et efterspil. Efter Semi du Ventoux fandt flere af de sidste deltagere Louna på Instagram, da de faldt over en video fra den tidligere journalist Patrick Montel, som blev lagt op på hans konto @radiomontel, hvor hun optræder. Nogle skrev til hende for endnu en gang at sige tak.

Fra bagerst i feltet ser løbet helt anderledes ud. De første er allerede langt væk, der er færre tilskuere, og tiden bliver næsten sekundær. På Ventouxs skråninger går de sidste mere, end de løber. »Forrest begynder folk at presse sig selv, mens stemningen bagerst er meget mere afslappet. Der er ikke længere nogen konkurrence, det handler bare om konkurrencen med sig selv.« Men bag den mere afslappede stemning skal den bageste løber stadig være opmærksom. Nogle deltagere mangler vand, andre har fysiske problemer, og tidsgrænsen nærmer sig. Der skal tales, opmuntres, observeres og nogle gange forhandles med arrangørerne.

På Ventoux fik enkelte deltagere, som var lidt over tidsgrænsen, således lov til at fortsætte til toppen med løbets accept, selv om de ikke ville få en officiel placering. »Vi sagde til dem, at de ville komme hele vejen, og at de ville få deres medalje, men at tiden bare ikke ville blive registreret.« Frem for alt opdager Louna, at de sidste ikke altid har brug for et råd om løbestil. Nogle gange har de bare brug for nogen at tale med. En deltager ender således med at fortælle hende en del af sit liv, mens hun overvejer at udgå. »Hun tog mig lidt for sin psykolog,« fortæller Louna med et smil. Hun lytter, taler og opmuntrer. Den utrættelige løber når til sidst toppen. En anden deltager, som er gravid og lidt over tidsgrænsen, får også glæde af deres opmuntringer. De øjeblikke opsummerer meget godt opgaven: at være til stede uden at tage løberens plads. »Man skal have tålmodighed, empati og kunne tilpasse sig alt.«

Skub uden at presse …

Christelle Lemaire kender efterhånden følelsen. Hun har været frivillig ved sportsbegivenheder i Morbihan i mere end ti år og stiftede sidste år bekendtskab med rollen som bageste løber ved nordic walking-distancen under Ultra Marin. Hun har dyrket sport i årevis og ville gerne opleve løbet fra den anden side. »Jeg fik at se, hvad det kunne give en løber, og fik lyst til selv at opleve det for første gang med alt det, det indebærer at være bageste løber.«

Sammen med to andre frivillige lukkede hun feltet i flere timer. GPS-tracker, førstehjælpskit og direkte kontakt til løbsledelsen: Bag billedet af den frivillige, der går roligt sammen med de sidste, ligger en reel sikkerhedsopgave. Der skal meldes om udgåede, tjekkes at en deltager kan fortsætte, gives besked til arrangørerne i tilfælde af problemer og nogle gange gå tilbage for at finde en, der er stoppet. »Den bageste løber er en sikkerhedsfunktion. Det handler om at afslutte og lukke løbet, men især om at sikre, at alt forløber godt undervejs.« Et ansvar, der bestemt ikke er uvæsentligt, især når trætheden gradvist gør en løber sårbar.

Vi var nærmest springbrætter, lidt som hangarskibe, der hjalp dem frem til målstregen.

Christelle LemaireFrivillig ved Ultra Marin

Christelle understreger et vigtigt punkt: At være bageste løber handler bestemt ikke om at påtvinge andre sit eget tempo. Løberen har stadig selv kontrollen over sit løb. Den frivillige holder øje med vejrtrækning, kropsholdning og koordination, tjekker at der stadig er vand, og griber ind, hvis noget virker unormalt. »Tanken var stadig at lade løberen være i sit eget løb,« forklarer hun. Nogle vil gerne tale, andre foretrækker at bevæge sig frem i stilhed. Den gode bageste løber skal kunne mærke forskellen. »Den lille sætning: ‘Jeg ser dig, jeg lytter til dig’,« opsummerer Christelle. En tilstedeværelse snarere end konstant selskab. Og nogle gange er den tilstedeværelse nok til at få en til at fortsætte. Da afslutningen nærmer sig, skiftes Christelle og hendes to kolleger til at følge den sidste kvindelige løber. De sætter farten en smule op, når tidsgrænsen truer, og falder derefter tilbage til hendes tempo. »Vi var nærmest springbrætter, lidt som hangarskibe, der hjalp dem frem til målstregen.«

En fin måde at opsummere rollen på: Den bageste løber løber ikke i stedet for den sidste deltager, men kan give lige præcis nok energi til at fortsætte. For man skal også kunne gøre det modsatte. Sige, at det er tid til at stoppe. Vide, hvornår man skal sige nej. Meget medtagne fødder, ødelagt udstyr, for voldsom træthed eller varme kan gøre det umuligt at hjælpe nogen hele vejen i mål. Den bageste løber skal da vurdere situationen, tale med deltageren og om nødvendigt alarmere løbsledelsen eller redningstjenesten. Det er formentlig en af de vanskeligste dele af opgaven, fordi man skal støtte en løber og samtidig nogle gange acceptere at sætte en stopper for løbet. En svær balance mellem opmuntring og sikkerhed.

… helt til den sidste

Det er det, der gør rollen så særlig. Den bageste løber er ikke med for selv at præstere, men for at give en anden mulighed for at gennemføre sit løb. Det kræver naturligvis en vis fysisk form, men Christelle mener, at det vigtigste ligger et andet sted. »Frem for alt skal man være mentalt til stede for den anden lige dér og da.« I flere timer skal man være koncentreret, tilgængelig og i stand til at håndtere det uventede. »Det handler ikke om vores eget løb eller vores egen komfort. Vi sørger for, at det hele forløber godt for de andre.« Den position forklarer også, hvorfor de bageste løbere er så lidt synlige. De dukker først op hos de sidste, når størstedelen af tilskuerne allerede er gået, og de første frivillige nogle gange er begyndt at pakke sammen.

TOMA Intérims 4L, fejebilen ved Marathon de la Bière 2026, bag de sidste løbere.© Anaïs Soliac / TOMA Intérim
Sidste tur for 4L-fejebilen, som kørte i de sidste løberes tempo ved Marathon de la Bière 2026.

Der findes dog en anden figur, som ledsager denne del af løbet: fejebilen. Den er ikke nødvendigvis med ved alle løb, men følger også de sidste kilometer og kan blive en lille verden for sig bag feltet. Ved Marathon de la Bière sidder Anaïs Soliac, kommunikationsansvarlig hos TOMA Intérim, for andet år i træk bag rattet i en 4L med en helt særlig historie. Bilen deltog i 4L Trophy i 2022, før den blev et kommunikationsobjekt for virksomheden. Siden 2024 har den også fundet sin plads bag maratonløberne. I 2025 tilbagelagde Anaïs og hendes team således de 42 km på omkring syv timer, blandt andet i selskab med »Dupond og Dupont« og andre særdeles feststemte løbere.

I år tog opgaven en mere dramatisk drejning: 4L'en fulgte et tysk par, som aldrig havde løbet før de kastede sig ud i et maraton, og senere en af løbets ældste deltagere. Lige indtil mekanikken også besluttede sig for at lukke feltet. Efter den 30. kilometer tvang en betydelig brændstoflækage og en motor, der begyndte at blive varm i de høje temperaturer, holdet til at parkere bilen. Det blev afslutningen på 4L'ens karriere som fejeb lad?

De sidste er lige så stærke som de første, for målet er at krydse målstregen og nå helt ud til grænsen af sig selv.

Louna RizziFrivillig bageste løber ved Semi-Marathon du Ventoux

Samme modtagelse til alle

I Vannes, da Christelle og de sidste deltagere endelig nærmer sig havnen, står familierne klar, opmuntringerne begynder igen, og spændingen letter. »Når de ser os komme ind på havnen i Vannes, føles det som en forløsning for alle.« Så kommer følelserne. »Jeg må indrømme, at vi græder sammen med den sidste.«

Det er også derfor, rollen kan give lyst til at vende tilbage. Man bruger timer på at følge en person, man ikke kendte på forhånd, observerer og opmuntrer vedkommende og får måske skubbet lidt på for at fortsætte, før man ser personen krydse målstregen. Louna gik fra Semi du Ventoux med den samme overbevisning. Efter at have tilbragt flere timer sammen med dem, der lukkede løbet, ser hun anderledes på de løbere, hun tidligere knap lagde mærke til. »De er lige så stærke som de første, for målet er at krydse målstregen og nå helt ud til grænsen af sig selv. Om man er først eller sidst, er ikke vigtigt.« Et løb, der har lagt noget af fokus på tid, placering og resultater fra sig, men ikke sin betydning.

Christelle lægger da også vægt på, at betydningen skal kunne mærkes helt på de sidste meter. »Det betyder også meget for mig, at de sidste får den samme modtagelse som de første, når de kommer i mål.« For et løb kan ikke reduceres til den, der vinder. Der er også den, der bruger fire, fem eller seks timer på at nå målstregen, den, der tvivler, den, der går, den, der vil udgå, men alligevel fortsætter, og den, der kommer i mål længe efter at projektørerne har rettet sig et andet sted hen. Bag den sidste vil der måske være tre frivillige, en GPS-tracker, en fejeb il og nogle få opmuntrende tilråb. Men så længe personen ikke er kommet i mål, fortsætter løbet.

Flere artikler