Axel Ramponi, komikeren i smoking til Paris Marathon 2025: »Det ville være for vildt at løbe UTMB i smoking!«

✔ .Hans mål var klart : at få sit navn i Guinness Rekordbog ved at løbe det hurtigste maraton nogensinde i jakkesæt og slips. Rekorden, der skulle slås, lød på 2:40.52 og havde siden 2023 tilhørt en anden franskmand, Emmanuel Bonnier. Axel gennemførte på 2:49. Han manglede ni små minutter … men elegancen var bestemt på plads.

Du var nærmest den lille stjerne ved Paris Marathon 2025 … Fortæl om det.

Der var en helt vild interesse omkring forsøget på at sætte verdensrekord i jakkesæt. Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg nok også regnet lidt med det. I flere måneder har jeg lavet indhold på de sociale medier med den her jakkesætsfigur, samtidig med at jeg er atlet ved siden af. Efterhånden som jeg rykkede mig i løb, løb jeg mit andet maraton i Valencia for halvandet år siden på 2:27. Jeg fandt ud af, at man faktisk kan lykkes med ting, man aldrig havde troet, man kunne gennemføre. Det handler om kontinuitet, hårdt arbejde og vedholdenhed. Så kastede jeg mig over verdensrekorden og maratonløbet i jakkesættet. For folk virker det selvfølgelig vanvittigt at løbe i jakkesæt. Men jeg havde trænet i det i flere måneder og allerede løbet to maratoner, så for mig virkede det knap så tosset. Jeg nød virkelig at se, hvordan folk nærmest gik i stå, når de fik øje på mig. De smilede, og de var tydeligvis glade for at se mig løbe sådan. Mange sendte mig søde beskeder og skrev, at jeg havde reddet deres dag, eller at det gav dem et smil at se mig. Det føltes virkelig som et fællesskab med alle dem, der stod langs ruten eller løb på den. Søndag følte jeg, at jeg var på min rette plads. Det er lidt en barndomsdrøm at gøre ting på sin egen måde. Og jeg er virkelig glad, for det samlede folk. Bagefter måtte jeg så restituere lidt, for jeg havde det mildest talt ikke fantastisk ved målstregen (griner).

Du løb Paris Marathon i tredelt jakkesæt på 2:49.35. Hvad fik dig til at få den vanvittige idé?

Det var først og fremmest mit første maraton i jakkesæt. Da jeg begyndte at lave videoer til de sociale medier, ledte jeg lidt efter min egen stil. Jeg startede lige før mit første maraton i Valencia. En af de første videoer gik godt. Derefter begyndte jeg at gentage konceptet med jakkesættet og figuren, og det fungerede endnu bedre. Først bagefter fik jeg idéen om at kombinere jakkesættet med et maraton. Jeg havde set artiklerne om verdensrekordholderen, for han havde stadig rekorden, “Manu” (Emmanuel Bonnier), som siden er blevet en ven og gav mig en masse gode råd. Det var virkelig et perfekt sammenfald. Og jeg fik kun positiv respons. Normalt følger der også noget negativt med, når noget går viralt. Folk kunne jo have kritiseret mig og sagt, at det var helt åndssvagt at stå forrest i feltet, når man løber i jakkesæt.

 Ved starten er der en video, hvor jeg er helt væk i mine egne tanker. Jeg vender mig om og fortsætter med at tale, og pludselig lyder startskuddet. Videoen er hylende morsom. Jeg hører fløjten, sætter i gang, laver nærmest en falsk start på mig selv og prøver at snyde mig selv.

Men hvordan fik du adgang til startfeltet sammen med eliten?

Jeg gjorde ikke det store. Jeg sendte en mail til arrangørerne med min tid på 2:27 og min 10-kilometertid på 31 minutter. Det er N4-resultater, som automatisk placerer mig i elitefeltet. Jeg har stor respekt for eliteløberne, der træner benhårdt. For mig er det ikke den samme sport. Løb på forskellige niveauer er både den samme passion og en kunstform. Vi har ikke den samme trøje på, men vi deler passionen. Det er lidt det samme her. Vi har ikke samme niveau, men vi har den samme passion. Jeg ligger et sted mellem søndagsløberne og dem, der også træner lidt mere på ugens øvrige dage. Jeg var lidt utilpas ved at stå dér. Men det fungerede egentlig fint, fordi eliteløberne stillede sig på den anden side af buen. På den ene side havde vi et mere amatøragtigt, måske semiprofessionelt felt, og på den anden side de rigtige professionelle. Så det så ikke helt forkert ud. Ved starten er der en video, hvor jeg er helt væk i mine egne tanker. Jeg vender mig om og fortsætter med at tale, og pludselig lyder startskuddet. Videoen er hylende morsom. Jeg hører fløjten, sætter i gang, laver nærmest en falsk start på mig selv og prøver at snyde mig selv (griner).

Du gik efter en Guinness-godkendt verdensrekord for maraton i jakkesæt. Hvilke krav skulle du opfylde?

Jeg kontaktede arrangørerne for at høre, om jeg kunne få følgeskab og hjælp undervejs, for Guinness kræver en hel del dokumentation. Men fordi det er et stort maraton, var der ikke mulighed for at lave noget særligt. Så jeg måtte klare mig selv. Nogle venner kunne tage billeder forskellige steder på ruten. Og arrangørerne delte især mit verdensrekordforsøg en del. De fik mig med i en reklame på France Télévisions. Der var allerede lagt en del arbejde i at skabe opmærksomhed om rekordforsøget.

At løbe under 2:50 er en stærk præstation i almindeligt løbetøj … hvordan forberedte du dig til at gøre det i jakkesæt?

Jeg ville løbe Paris Marathon uden at gennemføre en “rigtig maratonforberedelse”. Jeg havde ikke lyst til at forsøge at slå min personlige rekord fra Valencia, især fordi Paris har en svær rute. Og jeg havde lyst til at opleve det igen, fordi jeg bor lige i nærheden, mellem start og mål. Jeg tænkte, at det måtte være fantastisk at stå op om morgenen, gå 500 meter hen til starten og bagefter gå 500 meter hjem fra mål. Det er kun i Paris, jeg kan få den oplevelse. Jeg gennemførte godt nok de hårde pas, men jeg pressede mig ikke op på de 12 træningspas om ugen, som jeg gjorde frem mod Valencia. Det blev kun til seks eller otte pas, mens jeg testede jakkesættet. Men det var ikke nok, og jeg havde ikke optimeret forberedelsen tilstrækkeligt.

Tilpassede du træningen efter udfordringerne ved jakkesættet, som vægt, varme og bevægelighed?

Overhovedet ikke (griner). Jeg købte et helt almindeligt jakkesæt i den billige ende hos Célio. Det var ret tungt. Jeg valgte en vest, som på ingen måde var teknisk. Skjorten var fra Fursac, et mærke med fokus på tekstiler af høj kvalitet. Og jeg havde en T-shirt under. Skoene havde jeg allerede testet grundigt ved Valencia Marathon halvandet år tidligere. De havde trods alt en del kilometer i sig. Sådan stillede jeg op, og oveni havde jeg ikke styr på ernæringen. Jeg ramte muren på grund af lavt blodsukker. Jeg tror, alle de faktorer betyder, at jeg lærte rigtig meget søndag. Måske kan jeg en dag prøve igen med alle de ting justeret lidt bedre.

Gik du efter en bestemt tid, eller handlede det “bare” om oplevelsen?

Rekorden var 2:40.52, og helt ærligt troede jeg før start, at jeg ville klare den. Jeg tænkte, at der ikke var nogen grund til, at det ikke skulle lykkes, og jeg var ret selvsikker. Men jeg vil ikke komme med undskyldninger. For mig er det virkelig en fiasko, at jeg ikke slog rekorden. Jeg lagde ud efter 1:19 på halvmaraton. Ved 30 kilometer havde jeg stadig 1 minut og 20 sekunders forspring i forhold til rekordtempoet. Jeg havde det egentlig fint. Men kroppen gav lidt op. Jeg kan ikke helt forklare det. Jeg havde ikke nødvendigvis ømme muskler, men en total udmattelse i kroppen, som også kan skyldes, at jeg brugte meget energi på at være i kontakt med folk under løbet. Der var så mange, der heppede på mig, og det gav mig et kæmpe boost. Men jeg sendte også et lille smil her, et vink dér og en tommelfinger op et andet sted. Det var svært for mig at styre i første halvdel af løbet. Jeg havde virkelig lyst til at opleve alt det, der foregik omkring løbet, men jeg var ikke fokuseret nok på rekorden og selve konkurrencen. Jeg kommer til at lære enormt meget af den her fiasko.

Hvad var den sværeste del af løbet? (spoiler: slipset?)

Helt ærligt mærkede jeg ikke varmen. Jeg havde lidt ondt i skuldrene, fordi jakkesættet gør armene lidt sværere at arbejde med. Det svære var også, at jeg træner i Bois de Boulogne. Jeg løber der hver dag. Jeg kendte den sidste del af ruten ud og ind, for jeg havde løbet den utallige gange. Jeg kender den udenad … men jeg kunne ikke give den gas, for jeg havde ikke mere at komme med. Jeg eksploderede fuldstændigt. Alligevel var jeg stadig mentalt med ved 30 kilometer. Jeg prøvede at holde fast, men kroppen reagerede ikke længere. Hver gang nogen overhalede mig, forsøgte jeg at følge med, men der var ikke mere tilbage. Når det bliver sådan, tænker man, at man må sætte tempoet ned gennem skoven. Alle mine nærmeste, min familie og mine venner stod der. De havde samlet sig ved et helt sving ved Trocadéro. Jeg tænkte, at jeg kunne forsøge at komme tilbage og gemme noget energi til den del af ruten. Det er ærgerligt, men man kan ikke lykkes med alt i første forsøg. Løb lærer også én ydmyghed. Man skal være utrolig modstandsdygtig. Historien havde været endnu smukkere, hvis jeg havde sat rekorden, men sådan endte den.

 Oprindeligt var jeg fodbolddommer i 10 år, og jeg blev betragtet som den mest udholdende i regionen. Men som dommer er man ofte optaget om søndagen på grund af kampene. Derfor ender man med at søge mod lørdagsløb, nogle gange om aftenen. »

Du er ikke kun asfaltmaratonløber: Du har også løbet trail, blandt andet Val d’Aran by UTMB. Hvad tiltrækker dig ved de længere og vildere formater?

Jeg kommer fra Lorraine. Vi har Vogeserne i området, og jeg begyndte at løbe med motionsløb og trail. Jeg har en ven, Simon, som fik mig i gang med løb, og jeg løb mit første 10-kilometerløb, Corrida de Malin i Lorraine. Det var mit første 10-kilometerløb, og jeg tror, jeg løb omkring 40 minutter. Det var faktisk ganske fint. Jeg løb nogle løb i Vogeserne, blandt andet trail-løbet Trail des Roches. Senere vandt jeg Trail Blanc des Vosges over to dage og et andet løb i Metz. Jeg har også deltaget i Mozart Trail i Østrig, et løb på 80 kilometer. Jeg har altså en større baggrund i trail, og jeg træner seriøst. Oprindeligt var jeg fodbolddommer i 10 år, og jeg blev betragtet som den mest udholdende i regionen. Men som dommer er man ofte optaget om søndagen på grund af kampene. Derfor ender man med at søge mod lørdagsløb, nogle gange om aftenen. For fem år siden stoppede jeg som dommer og fokuserede på løb. Jeg træner i klub og er medlem af RMA, Racing Multi Athlon. Jeg træner med min coach Hicham Bengherada, som jeg har en stærk træningsgruppe sammen med. Hvert år har jeg en sæson, hvor jeg fra september vender tilbage til landevejen, fordi jeg bor i Paris. Fra april eller maj restituerer jeg efter maraton, og om to uger begynder jeg forberedelserne til Annecy. Så skifter jeg til et mere trailorienteret fokus.

Hvilke oplevelser får du på trail, som du ikke finder på landevejen?

Det er to helt forskellige sportsgrene. Det, jeg søgte i trail, var noget nyt og andre former for anstrengelse. På landevejen, i et maraton, er man presset i 10 til 30 minutter. På et trailløb på 80 kilometer eller mere kan det vare i timevis. Jeg kan godt lide at grave dybt i mig selv og lære undervejs. De professionelle taler om at opleve et helt liv komprimeret til nogle få timer. Man gennemgår meget hurtigt forskellige fysiske tilstande. Formen svinger hele tiden. Det er nok det, jeg søger: at presse mig selv lidt.

 For sjov plejede jeg at sige, at hvis jeg fik det svært til sidst på ruten, kunne organisationen Mécénat Chirurgie Cardiaque også operere mit hjerte. »

Er du mest jakkesæt på asfalt og shorts i mudder, eller kunne du også finde på at løbe et ultra-løb i udklædning?

Målet er UTMB. Det ville være for vildt at løbe UTMB i smoking, og bagefter går jeg direkte på pension (griner). Først skal jeg kvalificere mig. Det bliver allerede en første prøvelse, for jeg har forsøgt i to år uden at lykkes. Men bagefter, hvorfor ikke? Det kunne være fantastisk at gennemføre i jakkesæt. Det ville være vanvittigt!

Du løb også, og først og fremmest, for Mécénat Chirurgie Cardiaque. Hvorfor netop den sag?

Jeg kendte allerede organisationen. Jeg havde mødt dem til et arrangement, jeg var vært for, for nogle år siden. De hjælper børn med hjertefejl, som ikke kan opereres i deres hjemlande. De henter børnene fra andre lande, opererer dem her og sender dem hjem med et nyt hjerte. Takket være maratonløbet kunne de operere fem børn, så det gør en stor forskel. Det er en sag, der betyder meget for mig. Jeg kunne godt lide tanken om at åbne hjerter og reparere dem. Det fik mig til at beslutte, at alle de projekter, jeg sætter i gang, fremover også skal have et socialt element, så de kan indgå i noget større og skabe synlighed om sager, der er vigtigere end bare at gennemføre et lidt sjovt løb. At forankre de her udfordringer i velgørende initiativer er noget, jeg gerne vil arbejde videre med. For sjov sagde jeg, at hvis jeg fik det svært til sidst på ruten, ville jeg ønske, at de også kunne operere mit hjerte.

Du er også komiker og meget aktiv på de sociale medier. Hvordan får du de forskellige verdener til at hænge sammen?

Mit store tema er social mobilitet. Hvordan kommer man fra Lorraine til Paris? Hvad ser man af komik, når man skifter socialt perspektiv? Det er mit centrale tema. Men i løb er vi alle lige over for naturen og udfordringerne. Der er nogle elementer, jeg gerne vil bringe ind i mit arbejde. På et tidspunkt i mit show kunne jeg godt tænke mig at have et løbebånd på scenen og løbe, mens jeg fortæller jokes. Jeg spiller et første 30-minutters show sammen med en ven den 1. juli. Ja, der kommer helt sikkert jokes om løb. Det hele er bare stadig under opbygning.

Har du hentet inspiration hos andre løbere eller sportsfolk, da du skabte din egen profil?

Mathieu Blanchard kan jeg virkelig godt lide. Det, jeg især sætter pris på ved hans tilgang, er, at han arbejder med flere projekter på én gang. Han sætter hele tiden nye mål og kaster sig over nye projekter. Jeg er lidt på samme jagt efter at lære ved at opleve tingene. Og så er Kilian (Jornet) jo selve referencepunktet. På trail er der Thibaut Garrivier og Baptiste Chassagne, som jeg har haft fornøjelsen af at løbe med. Jeg følger de største franske atleter. Nicolas Navarro er et godt eksempel på en, der over tid har formået at etablere sig. Mehdi Frère er for mig stadig også et forbillede, trods suspensionen. I min klub var der også Félix Bour. Et eksempel på vedholdenhed og modstandskraft. Jeg henter også inspiration hos flere fra humorverdenen, blandt andre Greg Guillotin og Rémi Gaillard fra tidligere.

 Noget, der gjorde indtryk på mig, var første gang, jeg gik hjemmefra i jakkesæt for at løbe min første tur i det. Jeg mødte to løbere 100 meter fra mit hjem. Fyren gav mig en highfive og sagde: »for sejt, supermand«. Det gjorde virkelig indtryk på mig. Efter 20 sekunders løb havde jeg allerede den første interaktion, som fik mig til at tænke: »Her er jeg på rette spor.« Her rammer jeg noget, der virkelig har kraft. »

Løbefællesskabet kan være meget seriøst. Oplever du, at der er plads til den slags sjove og skæve initiativer?

Overordnet set ja. Jeg har selv spurgt mig selv, om jeg er en bedrager, fordi jeg har forladt idéen om hele tiden at jagte en PR for at gå lidt uden for de vante rammer. Jeg ved godt, at det for nogle kan virke helt ved siden af eller ligefrem fjollet at gøre sådan noget. Men overordnet blev det taget godt imod, og jeg fik masser af positive beskeder. Jeg ser løbere som Azeddine Habz like mine opslag en gang imellem. Der er folk i løbefællesskabet, som godt kan se idéen. Når det er sagt, har jeg ikke rigtig hørt fra løbere, som aktivt støttede projektet, for det passer ikke med det, man normalt forventer af løb. Da jeg trænede i Bois de Boulogne, var folk virkelig flinke. Der blev joket meget med jakkesættet. Noget, der gjorde indtryk på mig, var første gang, jeg gik hjemmefra i jakkesæt for at løbe min første tur i det. Jeg mødte to løbere 100 meter fra mit hjem. Fyren gav mig en highfive og sagde: »for sejt, supermand«. Det gjorde virkelig indtryk på mig. Efter 20 sekunders løb havde jeg allerede den første interaktion, som fik mig til at tænke: »Her er jeg på rette spor.« Her rammer jeg noget, der er endnu stærkere.

Har du lyst til at prøve den slags udfordringer i andre formater? Halvmaraton, trail …?

Mit næste mål er at løbe MaXi-Race rundt om Annecy-søen. Det er 100 kilometer med 6.000 højdemeter. Et lille sted i baghovedet begynder jeg at tænke, at det kunne være sjovt at gøre det i jakkesæt. Jeg er blevet kontaktet af flere tekniske mærker, som kan udstyre mig. Det bliver afgørende at tilpasse jakkesættet. Jeg leder stadig efter nye udfordringer, også uden for løb. En anden ven fortalte mig for nylig om Fastest Known Time (FKT). På bestemte strækninger findes der rekorder, for eksempel på GR20 på Korsika. Der er masser af steder med tidsrekorder, og jeg tænker, at det måske kunne være sjovt at tage den slags udfordringer i jakkesæt. Jeg skal i hvert fald lige tænke over det, jeg har oplevet, og det, jeg stadig oplever, for jeg er stadig lidt høj på løbet. Det er en stærk følelse, og det giver mig lyst til at flytte grænser i andre discipliner.

Hvis du kunne sende en besked til løbere, der tøver med at kaste sig ud i lidt vanvittige udfordringer, hvad skulle det så være?

Gå all in! Man lærer aldrig mere om sig selv end ved at gøre tingene og nogle gange bevæge sig lidt uden for de vante rammer. Hav det sjovt, og hold fast i glæden på alle niveauer, uanset om man er professionel eller motionist. Del værdierne i løb med andre. I virkeligheden behøver der ikke meget til. Nogle gange ligger det vanvittige eventyr lige uden for døren.

Bag jakkesættet og de millimeterpræcise punchlines personificerer Axel Ramponi på sin egen måde løbesportens ånd: en eksplosiv blanding af selvironi, præstation og menneskelighed. Ja, han missede verdensrekorden med et mulehår. Ja, han gik helt kold ved indgangen til skoven, som han kendte ud og ind. Men først og fremmest samlede han folk, fik dem til at grine og viste, at løb også kan være et show. At asfalten kan være en scene. Og at et slips sagtens kan passe sammen med en stærk tid under 2:50. Hvad bliver det næste? Måske UTMB i smoking. For med Axel er alt muligt.