Cyprien Benoist på mission for L’ENVOL

Fra 28. april til 25. maj 2024 tilbagelagde Cyprien Benoist, studerende på HEC Paris, strækningen fra Paris til Marseille til fordel for foreningen L’ENVOL. Nu er en dokumentarfilm på vej, og vi har talt med ophavsmanden til bedriften om hans motivation, ambitioner og minderne fra det generøse eventyr. Missionen hedder « PAMA » og har indbragt mere end 50.000 euro til børnene og deres familier …

© Théo Delille

Hvordan opstod Mission PAMA?

Jeg har altid været meget sportsinteresseret. Fra jeg var 4 til 20 år, dyrkede jeg tennis og rugby på konkurrenceplan, men jeg havde aldrig løbet som sådan. Jeg var seks måneder i hæren, hvor jeg blev introduceret til løb, som var en del af hverdagen. Jeg kunne rigtig godt lide det og begyndte hurtigt at øge distancerne. Jeg havde et sabbatår fra studierne og seks måneder fri, hvilket er ret sjældent i vores liv i dag. Jeg ville bruge tiden på noget. Jeg havde mange idéer, men én blev ved med at vende tilbage: at krydse Frankrig, som er et smukt land, men som jeg egentlig kendte meget dårligt. Den idé blev koblet sammen med min nye passion for løb. For at give en fornemmelse af, hvor hurtigt det udviklede sig: Jeg begyndte at løbe tre gange om ugen i august, og i oktober løb jeg et maraton … Jeg kom direkte fra mine seks måneder i hæren og var i god form. Jeg havde en fantastisk oplevelse på maratonet, men bagefter gik det op for mig, at det især var træningen, jeg havde elsket. At komme ud tre gange om ugen, det var dét, der var fedt for mig. I løb opdagede jeg, at jeg var mindre konkurrenceminded end i tennis og rugby. Jeg kan godt lide at presse mig selv, løbe intervaller og den slags, men tiden optager mig ikke voldsomt. Jeg bor i Paris, og jeg synes, det er fantastisk at gå på opdagelse og finde nye steder, mens man løber. Bare tage på eventyr. Så en dag faldt brikkerne på plads: Jeg skulle «bare» bruge min passion for løb til at skabe noget, krydse Frankrig og møde mennesker. Det var i november 2023, nogle uger efter maratonet. Det var dér, de 1.000 kilometer tog form.

Så du havde allerede fået idéen, før du mødte foreningen L’Envol?

Ja, i begyndelsen forestillede jeg mig det helt på egen hånd, før projektet begyndte at tage form. På det tidspunkt havde jeg endnu ingen kontakt til foreningen. Uanset hvordan man krydser Frankrig, er diagonalen altid mere eller mindre 1.000 kilometer (24 x 42 kilometer med én hviledag). Jeg ville gerne gennemføre noget, der mindede om et maraton om dagen, og sådan opstod Mission PAMA … Efter nogle dage var jeg sikker på projektet, men jeg indså hurtigt, at det ville kræve en omfattende organisering, kompliceret logistik, finansiering og så videre. Da jeg havde tænkt det igennem, sagde jeg til mig selv, at når jeg nu skulle lægge så meget positiv energi i et projekt, kunne det lige så godt være til gavn for andre end mig selv … Det var dér, jeg besluttede mig for at hjælpe syge børn. Jeg havde allerede et forhold til sagen, for under mine studier var jeg med i en forening, der hedder Rêve d’enfance, og det gjorde et stort indtryk på mig. En sommer deltog jeg i en af deres bådsejladser for børn med kræft. Det var en uforglemmelig oplevelse. Det var året før Mission PAMA. Ud over den empati, jeg følte for børnene, nærede jeg især en stor beundring for deres mod og den måde, de tackler sygdommen på … Jeg ville give mit projekt to vinkler: at overskride sine egne grænser, noget man selvfølgelig også ser hos de her børn, og som rækker langt ud over det, jeg selv har præsteret, samt fællesskabet med mine nærmeste og med et større hold omkring projektet. Det var her, L’ENVOL og jeg fandt hinanden rigtig godt. L’ENVOL.

Når jeg nu skulle lægge så meget positiv energi i et projekt, kunne det lige så godt være til gavn for andre end mig selv

Er du stadig ambassadør for L’ENVOL?

Ja, jeg er stadig ambassadør for foreningen. Sidste år brugte jeg de sociale medier og pressen til at fortælle så meget som muligt om foreningen. Dernæst samlede jeg penge ind (red.: 50.000 euro). Halvdelen af pengene er blevet brugt til at finansiere foreningens aktiviteter, mens den anden halvdel gik til en dokumentarfilm om Mission PAMA, som får premiere den 18. maj, og som er blevet til i samarbejde med L’ENVOL.

Kan du fortælle om nogle højdepunkter fra det 1.000 kilometer lange eventyr …

Et af de første stærke minder er fra dag to. Den første dag startede jeg i Paris, hvor min familie og mine nærmeste var med, og jeg løb sammen med andre … Den anden dag startede jeg i Brie-Comte-Robert, og igen løb folk med mig i 15-20 kilometer. For første gang stod jeg alene efter 60 kilometer af missionen, og det ramte mig hårdt! Det var dér, det gik op for mig, hvad jeg havde kastet mig ud i. Jeg skulle bare ligeud, der var ingen vej hjem som efter en «almindelig» løbetur. Om aftenen var jeg allerede stolt over at have tilbagelagt to maratoner på to dage … Den første uge og turen ud af Paris var noget særligt med de store, åbne marker. På andendagen løb jeg de 44 kilometer ad den samme, helt lige vej … Her foregik rejsen især indeni. I begyndelsen af ruten brugte jeg ikke så meget energi på at finde smukke stier, men koncentrerede mig om kilometerne.

Du måtte have forberedt en del for at kunne løbe et maraton hver dag?

Ja, det handler om en balance mellem forberedelse og restitution. Selve anstrengelsen tror jeg faktisk, mange mennesker ville kunne klare. Det afgørende er evnen til at restituere hurtigt. Groft sagt havde jeg 20 timer hver dag til at komme mig efter fire timers løb, 4.000 forbrændte kalorier og ømme muskler … Resten af dagen tog faktisk længere tid end selve løbet. Alt var planlagt ned i mindste detalje: løb fra klokken 8 til 12, en proteinrig frokost, en lur, selvmassage, forebyggelse og behandling af vabler, en eftermiddagssnack med masser af protein og om aftenen kulhydrater til næste dag … Jeg brød kun rutinen én gang og spiste lidt fed mad. Dagen efter led jeg virkelig under det!

© Victor Marcadé

Et øjeblik i ét med omgivelserne?

Ja, jeg har et helt fantastisk øjeblik i tankerne fra Alpilles-massivet i syd, hen mod slutningen af ruten. Det var midt i den fjerde uge, og jeg begyndte at føle mig sikker på, at jeg ville nå mit mål. Jeg elsker følelsen af at gå på opdagelse, når jeg løber, som om jeg er en lille fugl, der flyver, tæt på naturen. Den dag havde jeg lyst til bare at nyde det, så jeg forlod helt min planlagte rute! Jeg tog op i massivet ad stenede stier for at få noget højdemeter. Jeg kunne virkelig have forstuvet en ankel. Men lige dér havde jeg bare lyst til at nyde et fantastisk sted. Jeg var alene i massivet og uden for stierne, og jeg løb faktisk for hurtigt i forhold til terrænet og min træthed. Men det var så smukt, at jeg måtte nyde det. På det tidspunkt havde jeg ikke længere GPS-forbindelse til holdet. Ren frihed! En enorm glæde.

Hvad betyder løb for dig i dag?

Sammen med min læge havde jeg lagt en plan, så min krop kunne håndtere, at jeg stoppede med at løbe. Jeg har ingen intentioner om at løbe 200 kilometer om ugen. Til gengæld har jeg bevaret glæden ved at gå på opdagelse, ved at opleve landskaber … Det betyder mere for mig end præstationen. Jeg har meget svært ved at tilmelde mig officielle løb. Jeg holder mere af selve turen end noget andet, at være alene med mig selv …

Et år senere, kan du så vurdere, hvilken betydning missionen har haft?

Jeg blev oprigtigt overrasket over, hvor mange der kaster sig ud i lignende projekter. Jeg får masser af beskeder fra folk, der spørger mig til råds. I sidste uge havde jeg endnu to telefonsamtaler med løbere. At kunne spejle sig i «almindelige mennesker», når det gælder den slags projekter, får flere til at tage springet. Jeg har fået mange beskeder fra folk, der siger netop det. Og min søster er begyndt at dyrke sport hver dag (smiler).

Læs mere

✓ Bestil billet til visningen den 18. maj i Cinéma Balzac.

✓ Den almennyttige forening L’ENVOL har siden grundlæggelsen i 1997 arrangeret skræddersyede programmer for syge børn og unge samt deres familier.