»Lige meget doping i de to sportsgrene«: Når løb sammenlignes med cykling

Sundhedsteknologi: Cykling 1, løb 0

Fra Vincent Bouillard over Pierre Rolland til Camille Bruyas er Samuel Maraffi altid på pletten. Cykling, løb, trailløb … Den praktiserende læge og sportslæge begår sig på alle underlag. Få dage før han skal deltage i den store rundtur med TotalEnergies Pro Cycling Team (5.-27. juli) sætter indehaveren af det universitære diplom i klinisk og biologisk fysionutrition et lille kryds ved cykling, når det gælder sundhedsteknologi. »Løb har udviklet sig markant de seneste ti år. Mellemsåler, carbonplader og skum er kommet til.«

Det er dog ikke nok til at udfordre Bernard Hinaults sport, som han vandt Tour de France fem gange (1978, 1979, 1981, 1982 og 1985). »Værktøjerne har været tilgængelige længere i cykling. Det er en ikke-vægtbærende sport. Dataene er lettere at få adgang til. Wattmålere i løb er ikke interessante nok, i modsætning til cykling, hvor de er lettere at fortolke.« Sportens alder spiller formentlig også en rolle. »Den er langt mere struktureret. På mit hold har vi endda en sportsforsker. Han analyserer data fra alle rytternes træningspas.«

© Prêt Guegan

»Det er hjernen, der styrer«: Præstation set fra tre vinkler

Den tidligere læge for cykelholdet B&B Hôtels-KTM, som forsvandt i december 2022, analyserer præstation gennem tre akser: den fysiologiske (hjerte, vejrtrækning og cellernes energiforbrug), den muskuloskeletale (forskellige væv) og den neurologiske, eventuelt psykologiske eller psyk kognitive. På den første front er der ingen større forskel. »Det er nogenlunde ens. Pulsen kommer højt op, både hos en maratonløber og en cykelrytter i et etapeløb, selv om den er en smule højere i løb,« fastslår han.

På det andet område fylder den koncentriske kraft, altså når musklen forkortes, mere i cykling. »Løbere har en stor ballemuskel og et stabilt bækken med en særlig belastningsprofil.« Løb kræver flere forskellige kontraktionsformer, blandt andet excentriske kontraktioner, hvor musklen forlænges. »Cyklister har en stærk motor, men deres karrosseri er ikke bygget til løb,« forklarer indehaveren af et universitært diplom i terapi og mikrobiota. »Når man kommer fra en ikke-vægtbærende sport, har man ondt over det hele,« siger den tidligere professionelle cykelrytter og helt friske Paris Marathon-finisher Pierre Rolland med et smil. »Muskulært er det brutalt. I cykling er der ingen belastning af senerne.« »Når cyklister løber, har de svært ved at holde underbenene korrekt på linje. Den mellemste ballemuskel bliver kun aktiveret meget lidt,« tilføjer specialisten.

På det psyk kognitive område er den centrale træthed, det vil sige »når hjernen er brændt af og sender færre signaler til musklerne«, større og mere dominerende i ultracykling. »Det er hjernen, der styrer.« Dens fætter, den perifere træthed, som forringer mekanismerne i selve musklen, viser sig tydeligere i løb. Sportsfysiologen Guillaume Millet har beskæftiget sig med muskeltræthed. »Han viste, at musklen trods denne træthed trækker sig hurtigere sammen takket være et elektrisk signal,« forklarer Annecy-beboeren.

© Samuel Maraffi

»Det handler ikke kun om at behandle skaden, men om at forstå den«

Ved makrotraumer, for eksempel alvorlige ulykker, står cykling klart dårligere. Efter gentagne hjernerystelser, som den italienske mester Elisa Longo Borghini ved kvindernes Flandern Rundt i april, leger cykelrytterne konstant med døden. Og endnu mere på nedkørslerne. Gino Mäder mistede tragisk livet under Schweiz Rundt i 2023 under sådanne omstændigheder, ligesom Muriel Furrer gjorde under VM i Zürich året efter, blot 18 år gammel.

Når det gælder mikrotraumer, »skader, der opstår lidt efter lidt«, sidder næsten 50 procent ifølge lægen, der jævnligt holder oplæg for La Clinique du Coureur, omkring knæet hos cykelsportens konger. Hos løbere er de mest sårbare områder primært placeret i benene, for eksempel læg, ankel og baglår.

»Et maraton-VM har ikke den samme synlighed som Tour de France.«

Dermed kommer genoptræningen uundgåeligt på banen. »I dag behandler vi ikke bare en skade isoleret set, men prøver at forstå den. Hvad er det, der forklarer, at skaden opstår?« Fysioterapien er næsten den samme i de to tilfælde, men cykelrytteren er ét med sin cykel. Det er en faktor, man må tage højde for. Sadelhøjde, sadlens placering, hældning, frempindens længde, styrets højde … En række små detaljer, der mindsker eller øger risikoen for skader.

»Pengene følger mediedækningen«

Det samme billede tegner sig, når det gælder sundhedsteknologi. Cykling overgår løb i mediedækning. »Det er en af de sportsgrene, der får mest mediedækning. Et maraton-VM har ikke den samme synlighed som Tour de France.« Mens han finjusterer de sidste detaljer med holdet før verdens største cykelløb, understreger den 30-årige kameraernes psykosomatiske påvirkning. »Vi holder møder om håndtering af søvn og pres udefra.« I modsætning til maratonløberne har cykelrytterne kontrakter. «Vores ryttere sælger TotalEnergies' image. Elitesport er en økonomisk, skattemæssig og reklamemæssig investering. Pengene følger mediedækningen.«

At svare pressen er en integreret del af hans arbejde. »Jeg har trænet mig i at svare på bestemte dopingspørgsmål,« fortæller han. Beskriver cykelrytterne virkeligheden i deres arbejde? »Nogle spiller med. De har en kontrakt i ryggen. De kan ikke fortælle alt. Der er forskel på det, du kommunikerer, og det, du ser ude på landevejen. Peter Sagan (113 professionelle sejre, en af alle tiders største sprintere, red.) er et fantastisk menneske. Han var ikke den samme i bussen, når kameraerne var slukket, som foran medierne.«

© Prêt Guegan

»Antidopingindsatsen er mere gennemarbejdet i cykling«

Endelig når vi frem til doping. Denne praksis, der er uløseligt forbundet med elitesport, skaber overskrifter, hver gang en sag dukker op i en af de to discipliner. »Jeg tror, der er lige meget doping i cykling og løb,« vurderer han. »Doping hænger sammen med det økonomiske miljø.« Man husker Festina-sagen under Tour de France i 1998 og den canadiske sprinter Ben Johnsons diskvalifikation ved OL i Seoul ti år tidligere på grund af steroidbrug …

Selv om »antidopingindsatsen er mere gennemarbejdet i cykling«, med Den Internationale Cykelunion i spidsen, er »den ikke ufejlbarlig«. »Maskerne i nettet sidder tættere,« siger han metaforisk. »Mine ryttere får taget mellem 20 og 30 blodprøver om året,« afslører han. Statistisk topper atletikken listen over dopingsager i 2024 med 83 sager ifølge Mouvement pour un cyclisme crédible (MPCC) mod blot ni sager i den disciplin, som Marion Rousse, direktør for Tour de France Femmes (26. juli-3. august), repræsenterer. Selvom Samuel Maraffi har en klar antidopingholdning, kan han ikke kontrollere, hvad hans cykelryttere gør derhjemme. »Jeg sidder ikke ved deres seng,« understreger han.

I grænselandet til doping ligger den grå zone, hvor atleter befinder sig, når de bruger lægemidler, der normalt forbedrer deres sportslige præstationer, uden at stofferne er forbudte. Det rejser naturligvis spørgsmål. Cykling var tidligt ude med at forbyde tramadol, et stærkt smertestillende middel, i 2019. Først i 2024 blev stoffet forbudt i alle sportsgrene efter en beslutning fra den udøvende komité i World Anti-Doping Agency (WADA).

Når nogle langrendsløbere skifter løbeskoene ud med en cykel for at tage på udbrud, er der næppe tvivl om, at de to discipliner har meget til fælles. Det er heller ikke overraskende, at tidligere professionelle cykelryttere præsterer stærkt på maraton, som Nacer Bouhanni med 2:34:36 eller Laurent Jalabert med 2:55.