Loréna Meningand blev bedste franske kvinde i Paris: »Min hemmelighed er, at jeg gør, som det passer mig«

Hendes eneste mantra er glæde: at dele sin passion med vennerne og have det sjovt.

» Jeg begyndte at løbe i 2021 efter de mange nedlukninger, da vi endelig måtte komme ud igen«, fortæller Loréna Meningand, som gjorde sig bemærket ved weekendens Marathon de Paris som bedste franske kvinde i 2:36:33. »Jeg havde brug for at komme ud efter at have været tvunget til at blive hjemme, så jeg prøvede at løbe«. Hun er født i Hauts-de-Seine i Paris’ forstæder og havde ingen anelse om, at hun netop havde taget hul på et vildt eventyr, der ikke ser ud til at stoppe foreløbig. I to år løb den 28-årige kvinde ture alene, først én gang om ugen, så to, tre og til sidst fire. Fundamentet til en altopslugende passion for løb var lagt. »Jeg løb bare ture, uden fartleg eller intensitet. I begyndelsen løb jeg otte kilometer én gang om ugen, og hver gang prøvede jeg at løbe så hurtigt som muligt. Når man begynder, er det ret sjovt, for man løber hele tiden med fuld gas«, siger hun med et smil.

»Det skete lidt ved et tilfælde, at jeg kom med i en gruppe«, griner atleten fra Harbat Running Lab. »En weekend tog jeg ud at løbe med en ven, som kendte grundlæggeren af Harbat Running Lab, Adam Belkacem. Det var en lille gruppe på omkring 15 personer, og han foreslog, at jeg skulle være med. Jeg løb mit første intervalpas med dem i september 2023 på Stade Émile Anthoine. Det var virkelig hyggeligt, og jeg elskede at løbe sammen med andre, så jeg blev. Siden er gruppen vokset enormt. Nu er vi over 100 løbere på banen om aftenen!« Loréna Meningand har altså trænet struktureret i ... halvandet år. Det var her, hun stiftede bekendtskab med intervaller, specifikke pas og lange ture. Kort efter stillede hun op i sit første løb, 10 km de la Tour Eiffel i december 202310 km de la Tour Eiffel (36:00, nummer seks blandt kvinderne). Resultatet gav blod på tanden. »Jeg har løbet en del løb det seneste år. Blandt andet deltog jeg i Marathon de Copenhague, flere halvmaratonløb, Marathon de Paris to gange og så Marathon de Paris i sidste uge«, fortæller hun.

Marathon de Copenhague gennemført på 2:38:05

For Loréna Meningand virker intet uopnåeligt eller umuligt. Da hendes gruppe begyndte på en fire måneder lang maratonforberedelse i januar 2024 frem mod Copenhague, lod hun sig lokke med. »Jeg havde fulgt 10 km-forberedelsen med min klub, og det var gået rigtig godt, så jeg fortsatte frem mod Marathon de Copenhague. Vi løb de lange ture sammen hver søndag og sluttede med brunch. Det var virkelig fedt at dele det med andre. Det var også første gang, jeg løb fem til syv gange om ugen, med meget mere volumen«

Den nybegynder med den smittende entusiasme fik belønning for indsatsen i den danske hovedstad. Efter at have løbet første halvmaraton i det planlagte tempo, 3:50/km, og mærket, at hun havde det godt, satte hun farten op og sluttede med et flot negativt split på to minutter i 2:38:05. »Det hele gik godt, lektien var lært og blev afleveret. Den første oplevelse var fantastisk. Det var stadig virkelig hårdt, og jeg tænkte: Aldrig igen! På den distance skal man virkelig overskride sine grænser«, siger hun. »Og så kom Paris alligevel et år senere ...«

I begyndelsen af 2025 ville Hugo Sedefians elev igen gå all-in på en maratonforberedelse. Men løberen kunne ikke finde motivationen til at gentage oplevelsen, selv om hun fulgte en veninde, der trænede frem mod Marathon de Boston. Hun arbejdede ikke selv målrettet med farten, selv om hun kunne mærke fremgang sammenlignet med året før uden helt at kunne sætte tal på den. »Jeg var ikke i særlig god form, og jeg havde ikke lyst til presset ved at skulle forberede et løb. Jeg droppede det med det samme i januar, men fortsatte med at træne uden den specifikke træning. Efter halvmaratonløbet i Paris kom formen tilbage, og så fik jeg idéen at give Marathon de Paris alt, hvad jeg havde, for at se, hvad det kunne blive til.«

Jeg besluttede mig i sidste øjeblik med tanken om, at jeg ikke havde noget at tabe. Desuden var det hjemme, så jeg skulle bare tage løbeskoene på en søndag morgen. Jeg var nysgerrig efter resultatet, og til sidst blev jeg positivt overrasket.

Spontaniteten tog altså over. To uger før løbet besluttede hun sig for at stå på startstregen til Marathon de Paris. »Jeg begyndte at trappe ned«, siger løberen fra Harbat Running Lab ironisk. »Jeg træner kontinuerligt, så selvfølgelig havde jeg løbet en del og var i træning, men jeg havde på ingen måde forberedt mig specifikt til maraton eller til et bestemt tempo. Det ændrede oplevelsen. Det var slet ikke som mit første maraton. Jeg havde ingen idé om, hvilken fart jeg kunne holde. Jeg lagde ud med 2:35-harerne, fordi der var en stor gruppe, så jeg tænkte, at jeg ville prøve, omkring 3:40/km. Men jeg slap efter otte eller ni kilometer, fordi det gik for stærkt. Jeg var ret alene resten af løbet og havde følelsen af, at jeg kunne knække når som helst. Jeg spekulerede på, hvornår jeg ville udgå«, fortæller hun.

Trangen til at dreje af og give op var stærk, men Loréna Meningand holdt fast på en rute, hun selv oplevede som hård. Båret frem af sine nærmeste og klubkammeraterne fortsatte hun sit smertefulde korstog uden at give efter. Oplevelsen var helt anderledes og langt mere smertefuld end i Copenhague. »Denne gang satte jeg slet ikke farten op på anden halvdel af maraton. Jeg tror faktisk, jeg satte farten ned, og det er første gang, det er sket for mig. Jeg begrænsede skaden. Først omkring kilometer 34 eller 35 begyndte jeg at nyde det lidt, mens jeg opmuntrede mig selv: Det er snart slut, nu giver vi den alt, hvad vi har tilbage.« Belønningen blev en ny personlig rekord på 2:36:33 og titlen som bedste franske kvinde ved det prestigefyldte løb. »Jeg besluttede mig i sidste øjeblik med tanken om, at jeg ikke havde noget at tabe. Desuden var det hjemme, så jeg skulle bare tage løbeskoene på en søndag morgen. Jeg var nysgerrig efter resultatet, og til sidst blev jeg positivt overrasket.«

Publikum tog løberen til sig

Loréna Meningand blev dybt rørt over de mange venner, familiemedlemmer og fremmede, der stod langs Paris’ gader og råbte hendes navn, men også over de varme beskeder efter løbet. »Da jeg blev bedste franske kvinde, eksploderede interessen på de sociale medier! Jeg blev oversvømmet af notifikationer og fik tonsvis af beskeder. Det var nærmest vanvittigt efter løbet. Jeg løber også i klubbens lyserøde sokker, så jeg blev heppet enormt meget på af folk, der genkendte Harbat Running Lab. Det er fantastisk at løbe hjemme. Stemningen var helt vild.«

Paris’eren med det smittende smil er glad for selvironi og bruger den flittigt på sine sociale medier (@lorenathletics på Instagram). Hendes spontanitet og latter hitter hos følgerne. »Jeg laver en del jokes om mine løbeserier og mit løb, og folk leger med. Adam lagde en video op af mig, mens jeg drak under maratonløbet. Jeg tror, den har lidt over to millioner visninger. Det er ret vildt, hvor stor interessen er på de sociale medier. Jeg får mange positive beskeder, og det gør mig virkelig glad. Folk er søde. Selv de få lidt sjove kommentarer som »du har et elendigt løb«, får os i klubben til at grine«

Den store sympati har tiltrukket det prestigefyldte schweiziske mærke ON, som for få uger siden skrev kontrakt med Harbat Running Lab-løberen som ambassadør.

Et liv i 1000 km/t, en fortid som svømmer: Loréna Meningand er indbegrebet af overskud

Maratonløberen elsker at løbe i Lysets by, som hun udforsker på sine daglige løbeture. Hun tagger gerne Anne Hidalgo i sine opslag for at fremhæve hovedstadens skønhed. Hendes hjemmebane er Boulogne, Vincennes på de lange ture og Seinen, men også Stade Émile Anthoine, Paul Faber og fitnesscenteret. Hun er vokset op i Paris’ forstæder og løber hver dag, i gennemsnit 120-150 km om ugen. Tre gange om ugen træner hun med klubben med banepas, tærskeltræning og langtur, suppleret af en eller to styrketræninger i fitnesscenteret.

Alt det skal passes ind i en travl arbejdsuge. De seneste fem år har løberen arbejdet som konsulent for banker og forsikringsselskaber i finanssektoren. »Det er ret intenst. Mine uger er planlagt ned til mindste detalje: fuldtidsarbejde, træning, spise, sove, og så forfra. I klubben har jeg mødt mennesker, der lever på samme måde som mig og deler den samme passion. Det giver mig mulighed for både at fokusere på præstationen og på det sociale«. Den hyperaktive kvinde optimerer dagene maksimalt for at få de to fyldte liv til at hænge sammen. En hel arbejdsdag er ingen hindring. For ikke at spilde tid løber Loréna Meningand hellere hjem fra kontoret »end at bruge en time i RER-toget«. Når hun arbejder hjemme, bruger hun frokostpausen på at træne, før hun fortsætter arbejdet med maden foran skærmen.

Denne disciplin og dette præstationsniveau skyldes ikke tilfældigheder. Indtil hun var 16 år, svømmede hun på højt niveau, før hun stoppede for at koncentrere sig om studierne. Hun har blandt andet deltaget flere gange ved de franske svømmemesterskaber. »Jeg stoppede med svømning og sport generelt, fordi jeg begyndte på en forberedende uddannelse til ENS og derefter på en handelshøjskole, EDHEC Business School, hvor jeg blev årgangens bedste. Jeg festede faktisk mere, end jeg dyrkede sport. Først sidst på studiet, efter covid, begyndte jeg igen med styrketræning derhjemme og siden med løb, da nedlukningen sluttede«

Løbeglæden brænder stadig

Når jeg har haft en dårlig dag og er i dårligt humør, ved jeg, at en løbetur kan ændre alt, og at jeg får det bedre bagefter. Det er vel »running therapy«, hvis man kan sige det sådan.

Loréna Meningand faldt straks for løb. »På grund af den følelse, man har bagefter«, siger hun. »Det er virkelig et flow, en ubeskrivelig følelse af velvære. Når jeg har haft en dårlig dag og er i dårligt humør, ved jeg, at en løbetur kan ændre alt, og at jeg får det bedre bagefter. Det er vel »running therapy«, hvis man kan sige det sådan. I begyndelsen søgte jeg især følelsen af at presse mig selv. Da jeg startede og kun løb ture, lagde jeg hårdt ud og sluttede helt færdig. Hver gang jeg løb igen, sammenlignede jeg mine egne tempi på Strava. Jeg konkurrerede med mig selv. Nu løber jeg hele tiden for fornøjelsens skyld, ikke nødvendigvis for at blive bedre. Jeg har bare brug for det«

Hendes favoritdistance? Halvmaraton, uden tøven. Det er den distance, hun nyder mest. Den unge kvinde kender sit potentiale på maraton, som hun forklarer med evnen til at holde en konstant fart i lang tid. »10 km er for kort til mig. Jeg tror, mit tempo næsten er mit halvmaratontempo. Jeg har virkelig ingen fart«, siger hun. Det skal dog tages med et gran salt, som hendes nyere rekorder på 16:51,42 på 5000 meter, 34:16 på 10 km og 1:13:30 på halvmaraton viser. Alle sat i 2024 i henholdsvis Saint-Maur-des-Fossés og Paris. Ikke hurtig, siger marathonløberen?

Loréna Meningand går ikke rundt med bestemte sportslige drømme, bortset fra at »nyde det, have det sjovt og udvikle mig uden pres eller noget, jeg skal stå til regnskab for«. Hun uddyber: »Det er derfor, jeg altid beslutter mig i sidste øjeblik. Lige nu har jeg ikke noget startnummer, og jeg har ikke et bestemt løb i tankerne. Jeg har lyst til at løbe efter fornemmelsen, alt efter dagsformen og humøret. Måske ved jeg ikke, hvordan man håndterer pres, men jeg har ikke lyst til at have det. Min måde er at gøre, som det passer mig, nyde min sport og være sammen med vennerne!«

Med sin friskhed, afvæbnende naturlighed og en god portion selvironi udfordrer Loréna Meningand normerne på topniveau. Hun repræsenterer et andet syn på præstation, friere og gladere. Hendes historie, der begyndte med en løbetur efter nedlukningen, minder os om, at glæde kan være den stærkeste motor, når man vil flytte sine grænser. Og at et spontant valg om at tage løbeskoene på nogle gange kan føre langt længere, end man forestiller sig.