Menneskekroppens grænser på maraton: »Vi har ikke udforsket alt, og der kan stadig komme overraskelser«, siger Guillaume Millet

✓ Interview med Guillaume Millet, hvis perspektiv rækker langt ud over tal og resultater.

Hvad går fysiologi ud på, og hvad kan den bidrage med i jagten på rekorder og stadig bedre præstationer?

Træningsfysiologi handler om at undersøge, hvordan menneskekroppen fungerer i bevægelse. Vi ser på kroppens akutte ændringer, når den arbejder, og på de kroniske tilpasninger, der følger med træning. Vi forsøger at forstå, hvordan kroppen reagerer. På en måde undersøger vi kroppens grænser. Fysiologien kan for eksempel give atleter og trænere viden om, hvordan præstationens afgørende faktorer kan vurderes.

Hvad skal der til for at løbe hurtigere og længere?

Det kan man ikke på samme tid. Det ene udelukker i praksis det andet. At løbe hurtigt og at løbe langt kræver nemlig kvaliteter, der står i direkte modsætning til hinanden. Hvis vi ser på maratonfarten, kræver det en høj VO2max, altså et stort hjerte og blod med et højt indhold af røde blodlegemer, samt evnen til at holde en høj procentdel af sin VO2max over hele distancen. Med andre ord skal man have en stor motor og kunne holde den på høje omdrejninger i 42,195 km. For at blive i bilmetaforen er det også vigtigt at have et lavt brændstofforbrug, altså at være energieffektiv. For løberen taler vi om energiforbrug, som blandt andet afhænger af biomekaniske faktorer og udstyret.

 Der sker og vil altid ske fremskridt, og hver enkelt parameter bliver optimeret og gransket for at forbedre præstationerne.  

Er mænd og kvinder lige stillet?

Nej. Den væsentligste årsag er, at kvinder har en lavere VO2max end mænd. De bedste kvinder vil aldrig slå de bedste mænd. Dertil kommer, at kvinder, selv de meget slanke, altid har en højere fedtprocent end de mest slanke mænd. På maraton vil den kvindelige elite aldrig kunne overgå den mandlige elite, men det forhindrer ikke kvinderne i at nærme sig mændene, når distancen bliver længere.

I 2019 løb Eliud Kipchoge i Wien maraton på under to timer, 1:59:40. Kunne han have sat den rekord uden de ydre hjælpemidler, altså lukket rute og fartstøtter?

Nej, for den slipstreaming, han havde til rådighed, var virkelig optimal og gennemtænkt. Det hele var nøje planlagt: Han var omgivet af fartstøtter, som skærmede ham mod vinden, og han fik væske og energi fra en cykel, så han ikke mistede tid ved depoterne. Man vurderer, at hele setup'et gav ham langt mere end de 20 sekunder, der skilte ham fra de to timer.

Har afrikanske atleter større fysiske forudsætninger for at løbe hurtigere?

Det er stadig et omdiskuteret emne i mit fag. De dominerer maratonverdenen helt suverænt. Efter min mening er der først og fremmest også en kulturel faktor. I Afrika spiller atletikken en central rolle. Atleterne bliver betragtet som Zidanes i Frankrig. Det betyder, at de træner mere. Jeg har svært ved at tro, at der slet ikke skulle være fysiske forudsætninger. Disse atleter har et lavt energiforbrug, og de er ofte små og langlemmede med en relativt begrænset muskelmasse. Højden kan også spille til deres fordel, selv om det ikke er blevet dokumenteret. Det er altså en kombination af flere forhold, og vi må desværre heller ikke glemme doping, som også delvist kan være med til at forklare dominansen.

Kan man stadig påvirke udstyr, ernæring og så videre for at håbe på nye rekorder?

Vi har ikke udforsket alt, og der kan stadig komme overraskelser. Se bare på skoene. Hvem havde for ti år siden troet, at man kunne vinde så meget på supersko? Nike lancerede siden Vaporfly 4 med en ny carbonplade og ikke mindst et nyt materiale og en ny form. I morgen får vi helt sikkert endnu bedre sko. Det samme gælder ernæringen. På markedet findes der energigels, som gør det muligt at indtage flere kulhydrater i timen. Der sker og vil altid ske fremskridt, og hver enkelt parameter bliver optimeret og gransket for at forbedre præstationerne. Selvfølgelig bliver hvert sekund sværere at hente, men tiderne vil fortsat falde. Det store emne i maraton lige nu er holdbarhed eller modstandsdygtighed. Med andre ord: Hvordan kan man holde en højere procentdel af sin VO2max gennem et maraton, og hvordan undgår man, at energiforbruget forringes mest muligt, når trætheden sætter ind?

Bør vi glæde os over den konstante jagt på rekorder?

Det er et filosofisk spørgsmål, som efter min mening ikke har et entydigt svar. Hvis man ser på rekordjagten og vores forbrugersamfunds konstante stræben efter mere, synes jeg ikke, det giver mening. Hvis man derimod ser på de fremskridt, der kan komme flertallet til gode, bliver svaret lidt anderledes. Når man i rekordjagten arbejder på at forbedre bestemte parametre, kan det nemlig også gavne den medicinske forskning. Alt det, vi gør for at optimere træningen, kan bruges til patienter, som også har brug for fysisk aktivitet for at få et bedre helbred. I den forstand er rekordjagten nyttig. For den enkelte atlet kan jagten på rekorder desuden føre til en bestemt social status eller præmier, som gør det muligt at forsørge en familie. Kan man bebrejde dem det?

Er der netop en risiko ved for enhver pris at ville løbe hurtigere og længere?

Ja. Elitesport er ikke det bedste udgangspunkt for et godt fysisk og mentalt helbred. For at opnå optimal sundhed skal man dyrke meget sport, eller rettere sagt være fysisk aktiv, op mod to timer om dagen. Rekordjagten er noget andet. Her taler vi om den ene procent af befolkningen, som kan træne fem til seks timer om dagen. Men lad os huske, at risikoen ved slet ikke at lave noget er langt større end risikoen ved at dyrke for meget sport.

Hvilke projekter arbejder du med i øjeblikket?

Mit arbejde og min gruppes arbejde handler om patienters træthed, og om hvordan fysisk aktivitet kan hjælpe med at bekæmpe den, selv om det kan lyde kontraintuitivt. Når det gælder løb, undersøger vi forskellene mellem den træthed, som trail running og maraton fremkalder. Parallelt arbejder jeg på mit store projekt, »0 to 100«, som bliver lanceret inden sommer. Her vil vi rekruttere 20 stillesiddende kvinder og 20 stillesiddende mænd og træne dem, så de efter 18 måneder kan stille til start i CCC under UTMB, »Courmayeur-Champex-Chamonix«, 100 km og 6050 højdemeter. Målet er at følge deres fysiske og mentale forvandling og vise, at idræt kan føre til markant bedre sundhed. Udvælgelsen forventes at begynde til efteråret. Lige nu leder vi efter partnere, så vi kan få budgettet på plads.

Guillaume Millets arbejde handler ikke kun om at flytte grænserne for den sportslige præstation. Det åbner også nye perspektiver for folkesundheden. Fra optimering af træningen og forskning i træthed til innovative projekter som »0 to 100« viser han, at jagten på bedre præstationer kan bidrage til større trivsel, både for eliteatleter og for stillesiddende mennesker. Et stærkt budskab, der viser, at fysiologisk forskning ikke kun handler om rekorder, men også om folkesundhed og fremskridt for den enkelte.

✓ Guillaume Millets hjemmeside: www.kinesiologui.com