Samarisk løber blev fransk mester på 100 km i Amiens

»Hvis jeg ikke løber i to dage, har jeg det ikke godt«, fortæller Virginie. Hendes historie med løb begyndte for over 30 år siden, men tog for alvor form for omkring 15 år siden. Et sportsligt ægteskab, der snart kan fejre krystalbryllup.

Den 18. maj 2023 i Steenwerck var Virginie tæt på titlen som fransk mester på 100 km. Efter 9 timer og 15 minutters løb, og med en flot personlig rekord i bagagen, fandt hun ud af, at hun ikke kunne få titlen, fordi hun ikke var klublicenseret. En stor skuffelse, men også noget, der fik hende til at slå tilbage, selv om hun stadig holder fast i en meget solitær tilgang: »Mine lange ture løber jeg alene. Man skal bare løbe, så enkelt er det.«

Som selvlært løber fik Virginie endelig sit store øjeblik mere end et år senere, den 12. oktober 2024 i Somme. Den flade rute gik fra Amiens til Camon og videre til Épagnette. Denne gang var hun klublicenseret hos Courir à Abbeville og kunne endelig vinde den nationale titel i Master 4-klassen. Hun gennemførte på 10 timer og 1 minut trods vanskeligt vejr. »Her kæmper man mod sig selv. Det gør man altid, men her … det regnede, og det var koldt. Jeg fik ondt i benene med det samme … altså ved 70 km, hvis du forstår.« I det samlede klassement blev hun nummer 64 ud af 360 startende, et imponerende resultat for en løber, der er lige så ydmyg som målrettet.

Sådan opstod passionen

Allerede som barn opdagede hun glæden ved at løbe. Hun var ikke nødvendigvis den hurtigste, for det vigtigste var fornøjelsen og friheden. Til gengæld kunne hun godt undvære mudderet. »Jeg kunne godt lide at løbe, men ikke crossløb.«, fortæller hun.

Efter at være blevet antastet og siden forfulgt af en mand på en løbetur besluttede Virginie som 40-årig endelig at melde sig ind i en klub, selv om hun fortsat hovedsageligt træner alene. Da hun opdagede, at hun uden problemer kunne følge gruppens tempo, og at hun samtidig havde mere tid til sig selv, kastede hun sig helhjertet over det. Denne gang med stor ihærdighed. Hun begyndte derfor at stille op i officielle løb langt oftere.

En 10 km på 43 minutter og Grand Paris-halvmaratonen på 1 time og 45 minutter, hvor »nakkehårene rejste sig« ved målstregen: Tiderne begyndte at falde. »Jo længere jeg løb, jo mere kunne jeg mærke, at jeg havde gode evner«, forklarer langdistanceløberen, som stadig værdsætter den solitære side af løb, der prægede hendes første år.

Da en gruppe forberedte sig til et maraton i Bretagne, fulgte hun med gennem træningen, men følte sig ikke klar til selv at tage springet. På løbsdagen sad hun tilbage med følelsen af at gå glip af kulminationen på flere måneders arbejde. »Så tænkte jeg: Nå, kom så, jeg gør det!«, fortæller landevejsløberen, som året efter løb sit første maraton i Nantes. Omkring 44-årsalderen fangede det prestigefyldte Paris Marathon hendes interesse. »Jeg tænkte, at jeg for de samme penge kunne løbe 80 km … så jeg valgte Éco-Trail. Det var sådan, det hele løb af sporet!« (griner) Derefter kastede hun sig over et 110 km-løb og trænede »rigtig meget«. Jo længere distancerne blev, desto mere krævende blev forberedelserne.

På et tidspunkt forlod veteranen gradvist asfalten og søgte mod trailløb. Et overraskende skifte, når man tænker på, at denne naturlelsker i begyndelsen ikke havde nogen interesse for crossløb. »Det er ikke det samme. Man har ikke samme fart. Og hvis man får lyst til at gå, kan man jo gøre det … selv om man naturligvis ikke går, eller går så lidt som muligt, afhængigt af niveauet«, præciserer hun.

© Adilio photo’s

Et liv med løbet som omdrejningspunkt

I denne sommersæson med skiftende fokus deltager Virginie i en til to konkurrencer om måneden. De seneste år er hun blevet mindre tiltrukket af trailløb på grund af de vanskelige forhold, risikoen for fald og det mudrede terræn, der minder hende om de crossløb, hun aldrig har brudt sig om. I stedet har hun valgt landevejen, hvor underlaget er mere stabilt og overskueligt, og hvor hun trives.

Når hun ikke har en større konkurrence, løber Virginie næsten hver dag. I den første uge af juni løb hun 150 km på syv dage og 200 km på ti dage, uden at overskride 20-25 km pr. tur. »Sidste uge regnede det hele tiden«, siger hun. Regn eller blæst, hun løber altid, også sent om aftenen. Hendes trick er et lille mellemmåltid før turen, så hun kan holde til belastningen. Hun vælger sikre rundstrækninger omkring Abbeville langs Somme-floden, til Épagnette eller Pont-Rémy. Nu hvor det er lyst længere, føles det også mere trygt.

Med Indochine, Taylor Swift eller af og til en tv-serie i baggrunden holder hun sig beskæftiget på de lange ture. Hun holder også fast i et ugentligt banepas med gruppen om onsdagen: »I begyndelsen satte det fart i mig. Min krop vænnede sig til belastningen. Når man løber langt, gør kroppen lidt ondt, og hovedet arbejder.« Virginie er en ægte asfaltentusiast. Ved afslutningen af hendes løb får hun ofte støtte af barnebarnet Garance, som løber de sidste meter sammen med hende, og af sin »kæreste«.

»Når jeg løber, har jeg det godt. Der er naturen, man ser sig omkring og nyder det. Når det bliver hårdt, lukker jeg mig inde i min egen boble og tænker på min familie og mine venner … Jeg fortæller mig selv historier, og så fortsætter jeg. Jeg holder fast.

En kærlighed, der ikke kan forklares

»Når jeg løber, har jeg det godt. Der er naturen, og man nyder det.« Det er noget af det, der tiltrækker mange nye løbere: den friske luft, landskaberne, men også adrenalinen. »Du har den lille indre udfordring, der siger: Jeg skal nok klare det«, forklarer Virginie. Langdistanceløb giver mulighed for ikke længere kun at gå efter sejren blandt kvinderne, men også at sigte mod en placering i det samlede klassement. Hun er stolt af at kunne »slide mændene op«.

Hun deler også sine råd til de svære øjeblikke: »Når det bliver hårdt, lukker jeg mig inde i min egen boble og tænker på min familie og mine venner … Og så fortsætter jeg. Jeg holder fast.« Hun kan ikke forklare alle sine fornemmelser. »I begyndelsen, når jeg havde ondt, tænkte jeg på en anden del af kroppen for at glemme smerten, og så gik den over. Det er vanvittigt.« At løbe er både fysisk og mentalt arbejde.

Hun har været passioneret i 13-14 år. Da hun fik en infektion i storetæerne, skar hun endda sin sko op for at kunne fortsætte. »Nogle gange spørger man sig selv, om man er helt normal«, griner hun, før hun afslutter: »Efter 100 km har jeg det godt. Mandag tager jeg ud på en løbetur, til stor irritation for dem, der tror, jeg er blevet tosset.«

Hendes styrke: at løbe langt

Virginie løber aldrig uden sit faste udstyr: den gamle rygsæk, hun altid har med, med redningstæppe, hjemmebagte småkager, tørret frugt og hjemmelavede sukkerdrikke med honning eller agavesirup, fordi hun ikke tåler laktose …

Jo længere distancen er, desto bedre føler Virginie sig tilpas i løbeskoene. For hende er et maraton ikke mere udmattende end 10 km. Paradoksalt nok kan smerten være kraftigere på de korte distancer, hvor pulsen hurtigt ryger i vejret. På længere belastninger som 6- eller 24-timersløb tilpasser kroppen sig naturligt.

På et 6-timersløb holder hun korte pauser på et minut for hver 10 km for at drikke og spise, før hun fortsætter. På 24 timer varierer tempoet mellem 4:45 og 5:30 min./km afhængigt af løbets fase. De første 50-70 km holder hun omkring 12 km/t, før hun sætter farten ned. »Nogle gange slutter jeg med 6 minutter pr. kilometer på et 24-timersløb. Jeg lader kroppen bestemme«, fortæller hun. Kroppen ved instinktivt, hvor grænsen går: »På 5 km kan du næsten ikke mere til sidst. På 10 km er du færdig, når du kommer i mål. På 100 km er det det samme til sidst. På 6 timer kunne jeg have fortsat. Jeg var klar til meget mere.«

©

© Daniel Mouillard

© Sabine Loeb

© Nicolas Spinnewyn

© Sabine Loeb

At bevare minderne

Hun gemmer alle sine startnumre i en mappe. Efter hvert løb tager Virginie sig tid til at skrive om sine oplevelser. Som en blogger deler hun sine beretninger på Facebook med de venner, hun har mødt ved de forskellige løb. »Jeg skriver altid en lille tekst med billeder, som jeg bagefter printer ud. Det er minder.« Minder, der bliver passet godt på, som det billede hun viser mig på forsiden af sin roadbook fra Trail des Pyramides Noires.

Blandt sine bedste minder nævner landevejsløberen netop dette trailløb i Oignies i Nordfrankrig. Begejstret fortæller hun om sine 110 km på 13 timer og 50 minutter: »Man starter midt om natten, og så går man opad i mørket. Man ved ikke helt, hvad der foregår. Man er alene, og alligevel er der masser af liv. Når natten slutter, er det fantastisk: Man ser slaggebjergene, naturen og fuglene, og man hører alt.« Hun vidste ikke, at hun lå blandt de forreste, men sluttede som nummer fire samlet og som vinder blandt kvinderne. »At løbe på gamle mineområder er helt surrealistisk.«

Hun fortæller også om sit seneste maraton, Paris Marathon, hvor hun satte personlig rekord på »en fantastisk rute med masser af mennesker, der hele tiden hepper«. 3 timer og 20 minutters løbeglæde for denne løber fra Abbeville, som »stod i den forkerte startgruppe, fordi hun troede, hun ville løbe 3:30«, og derfor måtte slalome mellem de andre løbere.

Fremtiden ligger lige foran hende

Den 28. juni stiller Virginie op i et 24-timersløb med håbet om at »runde de 200«. Hun vil revanchere sig efter en frustrerende første oplevelse i Eppeville i 2018, hvor problemer med omgangstællingen ødelagde resultatet. »Jeg lå nummer ét indtil klokken syv om morgenen, men ved målstregen havde jeg 178 km, altså mindre end de 186 km, mit ur viste.« Bitterheden kan stadig høres i stemmen, men i dag er hun fortrøstningsfuld.

Da vi mødtes den 12. juni, havde hun netop afsluttet sin sidste store træningsblok og var klar til at skrue ned for kilometertallet frem mod løbet. »Tre uger før laver jeg altid en stor blok. I den sidste uge prøver jeg at tage den med ro. Det kommer til at krible i mig.«

Det kommende 24-timersløb har ikke officielt mesterskabsstempel, så der er ingen titel på spil. »Grundlæggende er jeg ligeglad med, om løbet har et stempel eller ej. Jeg er ikke så optaget af konkurrencer. Jeg ser mest på, hvor tæt på det er, så jeg nemt kan komme hjem bagefter.« Men klubben opmuntrer hende til at tilmelde sig 24-timersløb med mesterskabsstatus, for hun går sjældent derfra uden en medalje om halsen.

Flere titler ligger nu inden for rækkevidde for løberen fra Somme. Den 14. september 2025 deltager hun i de franske mesterskaber i halvmaraton i Auray-Vannes med ambitionen om at vinde endnu en titel i sin klasse. »Det er måske ikke så pænt, men jeg undersøgte først, om det kunne betale sig at tage af sted … og jeg har en chance«, siger hun med et smil.

Den 31. maj sikrede hun sig desuden kvalifikation til de franske mesterskaber på 10 km i Abbeville. Det passer godt, for løbet afholdes i Troyes, ikke alt for langt fra hendes hjem. En klar fordel for Master 4-mesteren, for med arbejde ved siden af er det svært at tage en hurtig tur til Sydfrankrig for et enkelt løb, uden at tænke på udgifterne.

Grundlæggende er jeg ligeglad med, om løbet har et stempel eller ej. Jeg er ikke så optaget af konkurrencer. Jeg ser mest på, hvor tæt på det er, så jeg nemt kan komme hjem bagefter.

Fortjente Virginie Durand ikke at få sat et velfortjent spotlight på sit liv som en helt usædvanlig løber? En så dyb passion for løb skal fejres. Om mindre end en uge presser hun igen kroppens grænser i forsøget på at runde den symbolske 200 km-barriere i 24-timersløbet. Vi ønsker hende alt det bedste. Fortsættelse følger …