Haruki Murakamis selvportræt som langdistanceløber

Haruki Murakami er kendt verden over for romaner, der blander realisme og surrealisme, men med Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe har han skrevet en helt særlig bog. Langt fra fiktionens univers fortæller den japanske forfatter om sin anden passion, måske endda den første: løb. Jo længere man kommer ind i bogen, desto mere spørger man sig selv, om Murakami egentlig skriver om løb eller om det at skrive. Under alle omstændigheder er bogen en fremragende læseoplevelse for alle, der kaster sig ud i en lang og krævende indsats. Det kan være at starte en virksomhed, komme ud af en vanskelig personlig situation, ændre livsstil eller begynde på en kunstnerisk aktivitet … Undervejs viser Murakami, at løb og skrivning udspringer af den samme tilgang. Begge dele kræver regelmæssighed, udholdenhed og evnen til at forfølge et mål på lang sigt. Med sine minder, maratonløb og personlige overvejelser leverer forfatteren en tekst, der er dybt enkel, og som giver os en bedre forståelse af hans både litterære og sportslige vej. Som passioneret maratonløber har Haruki Murakami gennemført et stort antal maratonløb og endda nogle ultraløb. Det er lidt af et fænomen, når man tænker på den energi, der også skal lægges i at skrive …

Haruki Murakami, en af verdens mest læste japanske forfattere

Haruki Murakami blev født den 12. januar 1949 i Kyoto i Japan og voksede op i en familie af lærere i japansk litteratur. Tidligt udviklede han dog en fascination af den vestlige kultur, især jazz, klassisk musik og amerikansk litteratur. Før han blev en anerkendt forfatter, drev Murakami i flere år en jazzklub i Tokyo sammen med sin hustru. Den erfaring fortæller han om i begyndelsen af bogen. Hans første bog fra 1979, Hør vinden synge, blev taget særdeles godt imod og fik ham til at fortsætte ad forfattervejen. Den internationale anerkendelse kom gradvist med romaner som Verdens ende og et hårdt eventyrland, Trækopfuglens krønike, Kafka på stranden og 1Q84. Bøgerne blev hurtigt oversat til mange andre sprog og begejstrede millioner af læsere med deres særlige stemning, præcise personskildringer og universelle spørgsmål. I dag er han en af verdens mest læste japanske forfattere. Parallelt med sin litterære karriere har den japanske forfatter næret en stor passion for løb og især maraton. Efter at have lagt cigaretterne på hylden og lagt sin livsstil om til det sundere begyndte han at løbe regelmæssigt i begyndelsen af 1980'erne. Snart kunne han ikke undvære sporten, som han dyrkede tidligt om morgenen, før han skrev. Løb blev hurtigt en afgørende del af hans personlige balance. Han har deltaget i adskillige maratonløb, blandt andet New York og Boston. Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe giver adgang til forfatterens hverdag og viser, hvor vigtig rutinen er, når kroppen skal gøre det, man forlanger af den, i hans tilfælde at løbe og skrive. Her møder man en meget disciplineret mand, der er overbevist om, at store resultater først og fremmest bygger på vedholdenhed.

En bog med lang levetid

Allerede ved udgivelsen vakte Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe opmærksomhed blandt Murakamis beundrere. Bogen blev en stor succes i Japan, før den blev oversat til en lang række sprog og gjorde hans overvejelser tilgængelige for et internationalt publikum. En del af forklaringen ligger uden tvivl i enkelheden. Bogen har en direkte og personlig tone. Forfatteren henvender sig ligefremt til læseren og deler sin tvivl, sine vanskeligheder og sine erfaringer uden at forsøge at skjule noget. Den store oprigtighed skaber en øjeblikkelig nærhed til forfatteren. Selv mennesker, der ikke løber, kan genkende sig selv i hans spørgsmål. Udskifter man skrivning med maleri, fungerer bogen stadig. Murakami skriver også meget åbent om sit forhold til at blive ældre, uden at give op over for det. Bogen er samtidig blevet en reference blandt løbere. Hans vidnesbyrd viser, at fremgang i mindre grad skyldes et medfødt talent end den daglige gentagelse af indsatsen. Det er en af bogens vigtigste pointer. Det realistiske syn står i kontrast til fortællinger, der udelukkende handler om præstation eller konkurrence. Læsere med interesse for litteratur kan nyde anekdoterne om mennesket bag romanerne og blandt andet se, hvordan den sportslige disciplin påvirker Murakamis skriveproces direkte. Forfatteren sammenligner de to discipliner, og det fungerer. Næsten tyve år efter udgivelsen er Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe stadig en reference for løbere og litteraturelskere. Lang tid og vedholdenhed er bærende værdier. Et uvurderligt bidrag i en tid, der hylder øjeblikkelighed og hurtige resultater …

Bogens pointer: disciplin og udholdenhed

Ud over den selvbiografiske fortælling formidler Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe stille og roligt en lang række livslektioner. Den første handler om disciplin. For Murakami er de mest betydningsfulde resultater ikke frugten af pludselig inspiration, men af regelmæssigt arbejde dag efter dag. Det gælder både skrivning og løb. Forfatteren understreger betydningen af gentagelsen. Haruki Murakami løb på det tidspunkt 10 kilometer om dagen, næsten uanset hvad der skete. I blæst, regn og på forretningsrejser … I dag er han 77 år og har måske ændret sin træningsmængde. Den dedikation til sporten vækker respekt hos læseren. Ifølge Murakami ligger den virkelige styrke i evnen til at holde fast i sine vaner trods træthed, manglende motivation og hverdagens begrænsninger. Bogen fremhæver også den mentale udholdenhed. De lange distancer konfronterer løberen med egne grænser. Man må lære at håndtere ubehaget, tvivlens øjeblikke og lysten til at give op. Det fortæller Murakami om med stor humor. Han ser erfaringen som en tålmodighedsskole, der gør os bedre i stand til at stå imod livets vanskeligheder. Forfatteren viser også, at den indre udforskning, som løb rummer, kan være en værdifuld kilde til personlig balance. Endelig understreger bogen betydningen af at definere sin egen succes. For Murakami handler det vigtigste ikke om at slå de andre, men om at være tro mod sine egne løfter. Den tilgang opmuntrer læseren til at måle sin fremgang efter egne kriterier i stedet for efter omverdenens forventninger.

Med disse overvejelser rækker Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe langt ud over sport og løb. Bogen tilbyder en egentlig filosofi om indsats og vedholdenhed, som kan bruges på mange områder i livet. Det er sandsynligvis netop denne universelle rækkevidde, der forklarer, hvorfor den fortsat inspirerer læsere med vidt forskellige baggrunde.