Alessia Zarbo: »Så længe jeg kan dyrke sport, gør jeg det«

Ved lanceringen af HOKA Rocket X 3 på Stade Charléty onsdag 9. juli fortalte Alessia Zarbo om sit liv, sin træning og det nye samarbejde med det amerikanske brand.

Alessia Zarbo blev for nylig nummer to på 10.000 m ved Europa Cup'en i Pacé i Ille-et-Vilaine, men hun er ikke kommet ud af det blå. Den tidligere triatlet fra Antibes har været udtaget til det franske landshold adskillige gange siden sine første år i atletikken. Hun træner hårdt, men på sin egen måde, for at blive på højeste niveau. Gentagne stressfrakturer har tvunget hende til at ændre sin livsstil, finde en balance og hente kræfterne frem for ikke at give op, sådan som nogle af hendes tidligere holdkammerater gjorde.

Lovende begyndelse

Hendes kusine dyrkede triatlon, og den unge pige fra Sydfrankrig kastede sig over disciplinen som niårig. Hun blev hurtigt en del af sportsverdenen og trænede langt mere end de fleste andre 12-13-årige piger. Så meget, at hun hurtigt skilte sig ud ved konkurrencerne og senere i løb, især crossløb, hvor hun ofte lå forrest i feltet. »Jeg vil gerne tro på, at jeg har gode gener«, siger hun, velvidende at man ikke altid kommer så let på podiet. Hendes forældre er dog ikke store sportsfolk. »De dyrker sport, fordi jeg gør det nu«, forklarer hun. Men hendes mor har altid svømmet og fik dermed betydning for Alessias første møde med vandet. Hun kan i øvrigt ikke takke triatlon nok for at have givet hende »en vanvittig aerob base«.

De seneste år har været svære

Alessia stillede op på 10.000 m ved OL i Paris, men måtte desværre udgå, ramt af kronisk træthed, som havde hæmmet kroppen i mere end et halvt år. »Jeg samlede på småskader, simpelthen fordi min krop ikke længere restituerede. Det skyldtes total overbelastning. Jeg manglede stabilitet, blev skadet, overkompenserede, og til sidst var jeg helt færdig. Alt var betændt, alt gjorde ondt. Jeg var forpustet hele tiden, og mentalt var det virkelig hårdt.« For at finde en mere passende måde at fungere på måtte hun håndtere to tilbagefald de seneste år. »For at kompensere kastede jeg mig over cykling, svømning, alt hvad jeg kunne. Når jeg vender tilbage efter en skade, starter jeg ikke helt fra nul.«

Siden midten af marts har hun endelig haft det bedre. »Jeg har kunnet træne løb i to-tre uger i træk uden unormale smerter.« Skadesperioden har været hård, både for hende og hendes nærmeste: »Det, der gjorde, at jeg holdt fast og kom tilbage, var mine nærmeste. Jeg har fået en støtte, som de færreste oplever.«

Onsdag morgen fortalte hun, at hun havde gennemført et krævende pas: 4 x (1.000 m, 300 m, 200 m). »Det er længe siden, jeg har løbet 1.000-metere under tre minutter og følt mig tilpas«, fortæller hun. Den tidligere elev af François Chiron på INSEP blev fulgt på cykel af sin træner under hele passet. Siden comebacket har hun set fremskridt uge for uge: »Jeg nyder, at jeg endnu ikke har ramt et plateau.«

» Det er min mest komplette sæson siden 2018. Jeg vil hellere bevare den sådan, selv hvis den stopper i august.
Alessia Zarbo

Endelig en livsstil, der passer perfekt

Efter flere svære år er hun langsomt på vej op igen. I 2023 vendte hun hjem fra Oregon i USA, hvor hun læste en bachelor i business med fokus på finans og regnskab. Siden har hun fundet en hverdag, der passer bedre til hendes behov. »Derovre havde jeg virkelig min egen frihed og mit eget liv. Jeg ville tage en kandidat, men jeg var skadet hele mit sidste år. Der var mange spørgsmål: Træneren skiftede, holdet voksede fra 15 til 30, og en masse unge kom til… Det var to lidt kaotiske år, men de formede mig meget som menneske og atlet. Jeg ville ikke kunne træne, som jeg gør i dag, hvis jeg ikke var rejst, for jeg lærte mig selv bedre at kende.«

Efter hjemkomsten til Frankrig pendlede hun en overgang mellem flere steder, før hun igen slog sig ned i barndomshjemmet i Antibes. Huset er stort nok til, at hun kan bevare sin selvstændighed, selv om hun bor sammen med sine forældre, og det generer hende ikke. Hun kalder dem ligefrem sine »børn med mange aktiviteter«, fordi faren ikke er hjemme i hverdagene, mens moren er »ude på farten hele tiden«. I år føler hun sig virkelig godt tilpas der: »Jeg har nogle virkelig gode rammer til at træne i.«

Nu glider hverdagen for kvinden fra Antibes: op klokken 9, løb og svømning om morgenen. »Min mor svømmer samtidig med mig og tager mine ting med. Klokken tolv er jeg færdig«, fortæller medlemmet af den parisiske klub Racing Multi Athlon. Hun hopper stadig jævnligt i bassinet med sin klub, Antibes Triathlon. Hun trænes af Ludovic Beaugrand, »Cassandres far«, som hun »tilfældigvis mødte i skolen, da vi løb rundt på stadion«. Med støtte fra sin far nyder Alessia at træne alene eller sammen med mandlige holdkammerater. Træneren lægger en plan og står for omkring 30-40 procent af det kvalitetsarbejde, hun laver i løb. Resten styrer hun selv: »Det aerobe og al den fysiske træning, det tager min kæreste sig af.« Træneren hjælper, når hun har brug for det, og det gør hendes far også: »Det er en stor støtte.«

Den nye, fleksible hverdag passer hende perfekt: »Det er ikke som på INSEP, hvor tingene er mere fastlagte, og det passer ikke nødvendigvis til mig.« At samle flere perspektiver, bevæge sig frem i sit eget tempo og efter egne behov, »og lytte til sig selv«, har gjort det muligt for hende at vende tilbage til sit bedste niveau uden at blive skadet igen. »Jeg har kunnet træne i flere måneder i træk og omsætte noget af arbejdet til resultater ved at stille op ved EM. Men jeg håber, det kun er begyndelsen«, siger Alessia, der er løftet af sin gode form lige nu.

Et nyt samarbejde, der passer hende perfekt

Det var efter 10 km-løbet i Lille, at HOKA tog kontakt til hende. »Før havde jeg ingen sponsorer«, fortæller hun taknemmeligt. »Jeg løb 32.28 i Lille, hvilket var en rigtig god præstation, men for mig var det endnu ikke nok til at retfærdiggøre alt det, de tilbød mig på det tidspunkt.« Kontakten med brandet gik hurtigt: »Jeg kunne mærke, at de var klar til at investere i mig i samme grad, som jeg investerer i min træning.«

Takket være partnerskabet kan 10.000 m-specialisten leve komfortabelt. Ud over udstyret får hun et årligt grundbeløb, der udbetales to gange, samt bonusser for resultater i bestemte løb og placeringer. »Man taler meget lidt om, hvordan den slags kontrakter fungerer. Det er et pointsystem: Så snart jeg forbedrer min personlige rekord på 1.500 m, halvmaraton, i cross og så videre, får jeg en bonus.« forklarer atleten, der træner selvstændigt.

Da hun i april offentliggjorde samarbejdet med HOKA på de sociale medier, var hun især begejstret for at blive en del af »et brand i fremgang med reelle ressourcer, men som stadig har en meget menneskelig tilgang«. Hun glæder sig til at møde teamet og de andre atleter ved arrangementer. »De vil virkelig være et hold. For eksempel ved FAST5000 var der en træner og en manager til stede samt et område, hvor vi kunne lægge vores ting. Det er rart at føle, at man hører til.«

Vigtige mål i den kommende tid

VM-kravet på 30.20 til VM i Tokyo, der afvikles 13.-21. september, er uden for rækkevidde og ikke Alessias prioritet. Selvom den franske rekord på 10.000 m for nylig blev sænket til 31.23 af Mekdes Woldu ved stævnet i Leiden i Holland, står det klart, at ingen kommer til at klare VM-kravet. Heller ikke rekordindehaveren selv, som Alessia beundrede som barn, og som tre gange var hare for hende, så hun kunne løbe under 9.45 og kvalificere sig til U18-EM. I dag er de to venner. »Jeg kunne være kommet ind på ranglisten, hvis jeg havde fundet et 10.000 m-løb, hvor jeg kunne lave en god tid igen, men der er ikke rigtig nogen muligheder«, erkender mellemdistanceløberen. Der er ikke skyggen af frustration i stemmen, snarere tilfredshed: »Det er min mest komplette sæson siden 2018. Jeg vil hellere bevare den sådan, selv hvis den stopper i august. Med landevejsløb og cross får jeg måske bedre muligheder til efteråret.«

Da der ikke er udsigt til et 10.000 m-løb, overvejer hun at prøve andre distancer, blandt andet 1.500 m, for første gang i fem år. Derefter venter de franske elitemesterskaber i Talence 1.-3. august, hvor hun stiller op på 5.000 m. »Det er for lige at komme i gang, forklarer hun. I en ideel verden ville jeg gerne have løbet 3.000 m med en ordentlig optakt, men det eneste løb var i Marseille, og det lå for tidligt i min træningscyklus.« 1.500 m-løbet er den bedste løsning. Nu skal hun bare finde et løb i de kommende uger. »Det gode ved mig er, at jeg ikke er særlig hurtig, så selv et middelmådigt løb kan passe mig«, siger hun til sig selv. Og hvis der ikke dukker noget op? »Det er ikke verdens undergang. I værste fald løber jeg 1.000 m alene til træning.«

Alessia er rolig og afslappet og lader sig ikke opsluge af presset fra en tynd kalender i sæsonens afslutning. Men hun har stadig årets sidste store sommermål i sigte. »Jeg tager til elitemesterskaberne i Talence med ambitionen om at komme på podiet, for en medalje er da fedt«, siger hun, før hun straks sætter det i perspektiv: »Om man bliver nummer 1, 2, 3 eller 4, ændrer ikke verdens gang.« Hendes egentlige mål? At mærke, at hun har givet alt, hvad hun havde. »Ved EM var jeg skuffet, fordi jeg ikke følte, at jeg løb på min egen måde. Måske disponererede jeg dårligt. Løbsforløbet gjorde, at jeg ikke kom med frontgruppen på det rigtige tidspunkt, og vi brugte en masse energi…« Hvorfor ikke overraske igen, som hun gjorde ved Europa Cup'en? »Selv med 32.30 ville jeg have været glad. Jeg vidste, at jeg var i god form, men det var tre år siden, jeg sidst havde løbet på mit niveau«, fortæller hun om sin første internationale medalje i lang tid.

Efter den intense første weekend i august får sydfranskeren brug for en pause. Hun skruer ned for banepassene, før hun begynder igen i september. Til gengæld holder hun, der elsker tærskeltræning, fast i cyklingen og prioriterer lange løbeture med tærskelindslag.

En dag bliver målet ikke de franske mesterskaber, men noget langt større. For Alessia er det oplagt at vende tilbage til rødderne: »Jeg skal helt sikkert gennemføre en halv Ironman. Lige nu er atletikken dog stadig min prioritet.« Af og til lader hun sig allerede friste, som sidste søndag, hvor hun deltog i en aquathlon »bare for at have det sjovt«. Maraton spøger også i hendes hoved: »En dag langt ude i fremtiden løber jeg et. Og inden årets udgang måske en halvmaraton, for jeg elsker tærskeltræning.« Men hvordan vælger man? Hun griner: »Hvis jeg kunne nå det hele, ville jeg gøre det hele.«

En overstrømmende energi, kanaliseret i løb og relationer

Hendes svar overrasker, da hun bliver spurgt, hvorfor hun står op hver morgen for at løbe: »Det, jeg elsker, er disciplinen i træningen.« For hende er det et privilegium at kunne gøre det, hun holder af. Det er sjældent, at hun ikke har lyst til at træne. Og når det sker, ved hun, at det er bedst at lytte til sig selv. Lidt senere i samtalen nuancerer hun svaret: »De endorfiner, man får bagefter«, siger hun med et smil, før hun fortæller om den egentlige oprindelse til barndommens passion: »Jeg prøvede judo, tennis, golf… Men intet fangede mig. Jeg tror mest, jeg kunne lide at vinde.«

Med årene har drivkraften ændret sig. »I dag handler det mere om følelsen af at have gennemført noget. Hvad enten det er til træning, i konkurrence eller under en skade.« Hun kan med god grund være stolt af sin karriere. Alligevel ser hun ikke sig selv som en »sportsudøver« i klassisk forstand: »Selv om folk ser mig som hyperaktiv, fordi jeg altid er i bevægelse, har jeg ikke lyst til at dyrke sport hele dagen. Jeg har heller ikke lyst til at spille badminton med min mor i haven eller tage på vandretur i tre dage. Det er sjovt én gang for oplevelsens skyld, men så er det overstået.« Hun ser heller ikke sig selv som konkurrencemenneske: »Hvis du slår mig i et brætspil, betyder det ikke noget for mig. Så længe jeg selv har kæmpet, er det nok.«

I sidste ende er det ikke den måde, hun definerer sig selv på, der betyder mest, men det, hun får ud af sit liv. Ud over passionen for løb er det de øjeblikke, hun deler med andre, der sætter sig fast: vennerne, familien og kæresten. »Nogle gange forestiller jeg mig, at jeg stopper med atletik i morgen. Så tænker jeg, at jeg aldrig ville se Anaïs (Bourgoin) og Bérénice (Cleyet-Merle) igen… aldrig i livet«, fortæller hun. Det er ikke kun veninderne fra INSEP, hun ville savne, men også »landsholdsudtagelserne, som man umuligt kan forstå, før man selv har oplevet dem.« De er helt anderledes end klubturene og hører til blandt »de tre bedste ting i verden. Jeg har grinet så meget, at jeg havde ondt i mavemusklerne i flere dage«, siger den erfarne landsholdsatlet til sidst. »Jeg har misset mange af dem og sagt nej til mere end én… Det er forfærdeligt, men når man først tager af sted, bliver det altid mindeværdigt.«

Hvad kan man ønske sig for en atlet, der uden tøven fortæller om sit liv i mikrofonen og gør det med stjerner i øjnene, andet end mange fremtidige landsholdsudtagelser, løb afsluttet med følelsen af at have givet alt og venskaber i atletikken, der holder ved? Hun forlader ikke tartanen eller landevejen lige foreløbig. Hun siger det selv med overbevisning: »Så længe jeg kan dyrke sport, gør jeg det.«