Gregory David: »Løb reddede mit liv«

Gregory, eller »Greg« som han kaldes, er 32 år i dag, og han har det godt. Men de seneste ti år har langt fra været en dans på roser. Da han netop var fyldt 20, fik hans far et slagtilfælde. Efter hændelsen blev der foretaget genetiske undersøgelser, som viste, at både Greg og en af hans onkler havde en hjertesygdom, nærmere bestemt en udvidet aorta. Beskeden kom som et chok for Greg, der indtil da ikke havde haft den mindste mistanke om, at han bar på denne misdannelse. Han havde aldrig mærket ubehag eller smerter. Trods fraværet af advarselstegn var anbefalingerne klare: ingen sport, ingen anstrengelser, der øgede pulsen, samt medicin for at sænke hjertefrekvensen. Det vigtigste var at undgå et for højt tryk på aorta. Greg accepterede, at han måtte passe på, men det var svært pludselig at skulle lægge sporten på hylden. Han husker: »Det slog mig hårdt ikke længere at kunne få afløb. Det var faktisk svært, for jeg mærkede ikke noget, men jeg måtte ikke dyrke sport«. Den eneste løsning, der lå foran ham, var en operation. På det tidspunkt var udvidelsen af aorta dog minimal og derfor ikke mulig at operere.

Et liv med åbent hjerte

I ti år lever han med begrænsningen og en aorta, der er udvidet til 44 millimeter. Hver sjette måned bliver han undersøgt. Der er ingen kritisk udvikling, men usikkerheden ligger hele tiden i baggrunden. »Jeg tænkte på det hver dag. Jeg levede med et Damoklessværd hængende over hovedet«. Først i 2023, efter ti år, blev det muligt at overveje operationen, fordi udvidelsen af hans aorta havde nået 53 millimeter. Det var den grænse, der skulle nås, før han kunne opereres. Forløbet er langt. Flere lægelige vurderinger og anbefalinger, som til tider peger i forskellige retninger. Nogle specialister mener stadig, at han bør vente. Greg mærker selv, at tiden er kommet til at handle. »Jeg ville videre. Jeg ville ikke længere stå midt imellem. Så blev min kirurg i Montpellier og jeg enige om, at vi var klar, og pludselig faldt det hele på plads«. Operationen bliver planlagt til den 27. november 2023. Han går ind til den med åbne øjne, uden at dramatisere, men med fuld bevidsthed om alvoren: »Jeg var klar. Jeg vidste, at det var nødvendigt, og jeg havde brug for det for at kunne lægge det bag mig«. Trods hans ro og tillid til lægerne er det værd at understrege, at der var tale om en meget omfattende operation. Greg kunne være omkommet eller have fået alvorlige komplikationer.

Heldigvis forløber operationen uden problemer, og der opstår ingen komplikationer. Men at vågne efter et indgreb, hvor hjertet har været standset i fem timer, er som at blive født på ny. For Greg er den 27. november hans nye fødselsdag. Han husker: »Først forstod jeg ingenting. Jeg var intuberet, koblet til alt muligt og fastspændt i sengen. Jeg begyndte at vågne, men vidste ikke, hvad jeg vågnede fra, og jeg kunne ikke engang åbne øjnene. Så hørte jeg min kæreste og min bror tale til mig. Min kæreste sagde: ’Alt er godt, det hele er gået fint, og der har ikke været komplikationer.’ Det første, jeg tænkte, da jeg hørte det, var: ’Jeg lever’. »

Løb kom næsten ved et tilfælde

At blive født på ny som 30-årig er ikke hverdagskost. Men Greg vælger at se det fra den lyse side og ville ikke ændre noget, hvis han fik chancen igen! Hvorfor? Fordi han i dag har et mentalt panser og frem for alt har fundet en helt ny passion: løb. Men det var langt fra givet på forhånd. Efter operationen gik genoptræningen langsomt. De første dage kunne han ikke engang komme ud af sengen. Der skulle gå næsten en uge, før han kunne gå: »Første gang de hjalp mig op, gik jeg 15 meter ned ad hospitalsgangen, og så kollapsede jeg«. Han husker også et særligt øjeblik efter operationen, da han havde sin første session med fysioterapeuten. Hun bad ham lave en vejrtrækningsøvelse med en flaske og et sugerør. Han skulle puste i den, så der kom bobler, og holde så længe som muligt. Sagt sådan lyder det enkelt, men Greg holdt i fire sekunder. De fire små sekunder husker han tydeligt. Det var dem, der fik ham til at forstå, hvor langt han stadig havde igen. »Jeg vidste, at det medicinske personale havde gjort deres arbejde, og at det nu var op til mig at give alt, hvad jeg havde, for at få det bedre.«

Greg fortæller: »På rehabiliteringscentret blev jeg gradvist sat i bevægelse igen: motionscykel og gang på løbebånd. Vi øgede langsomt tempoet. Men i tre måneder måtte jeg ikke løbe. Under operationen åbnede de hele brystbenet, og det tager tid, før det er helet sammen ». Så gik de tre måneder, og Greg fik lov til at løbe igen. »I begyndelsen gjorde jeg det ikke for fornøjelsens skyld. Jeg ville bare genvinde konditionen, så jeg kunne kitesurfe igen. Jeg løb uden at nyde det«. Men uden at han opdager det med det samme, sker der noget. Bevægelsen gentager sig. Udholdenheden vender tilbage. Vejrtrækningen bliver roligere. Hovedet tømmes. Lidt efter lidt begynder han at holde af det. »Det kom bare. I begyndelsen holdt jeg fast, fordi det var svært. Jeg havde mistet halvdelen af min kondition som 30-årig. Men jeg må indrømme, at jeg efterhånden kom til at elske det.«

»I dag har jeg ingen problemer med at sige det: Løb reddede mit liv.« Han kan værdsætte det helt enkle i at kunne løbe og føle sig levende uden frygt. »Jeg har ondt af folk, der kommer ud af en åben hjerteoperation uden at kunne lide sport. For mig holdt det mig oppe. Selv 15 minutter tømte hovedet.«

»I dag har jeg ingen problemer med at sige det: Løb reddede mit liv. 

Siden operationen har han tilbagelagt en utrolig vej. Bare fire måneder efter operationen stillede Greg op i sit første løb: 5 km de Montpellier. Han gennemførte, ikke uden besvær, men han gjorde det. Han oplevede den særlige følelse af at få et startnummer på brystet og blive heppet på af fremmede. Det første startnummer blev det første ord i en smuk historie, som han fortsætter med at skrive hver dag. Han har fået for vane at løbe 10 km hver dag for at holde sig i form og passe på det hjerte, der har brug for at leve stærkt.

© Gregory David

© Gregory David

© Gregory David

Som 32-årig har Greg allerede oplevet store eventyr. Men hans livsbane og hans genfødsel, som han selv kalder det, minder ham hele tiden om det enestående held, det er at være i live. Det skyldes hans egen vilje, men også hans familie og det sundhedspersonale, der stod omkring ham: »Jeg vil virkelig gerne sige det højt: Jeg havde sygeplejersker og andet sundhedspersonale, som gjorde et fantastisk stykke arbejde og hjalp mig hertil. Men min drivkraft var min familie, mine nærmeste og min kæreste. Det var heller ikke let for dem, og de støttede mig hele vejen.«

Nu hvor Greg kan se fremad uden at frygte for sit helbred, vil han tage revanche over for operationen. Det skal ske ved at stille op på 100 km i 2026. Han vil fortsætte med at leve intenst med sport og udfordringer! Men han er ikke typen, der lever i en utopisk verden, og han vil ikke forcere noget: »Jeg har ikke en præcis dato for de 100 km, for jeg vil ikke springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg vil stille til start, når jeg er klar, og først og fremmest have det sjovt. Næste skridt bliver 30 km, 40 km og så videre. Det ville være fantastisk at gøre det i 2026, men det er ikke et krav.«

Inden 2026 venter allerede flere spændende projekter. Greg stiller nemlig op i det legendariske løb SainteLyon. Han tager del i SaintExpress, den 45 km lange distance. Som et lille vink fra skæbnen finder løbet sted den 29. november 2025, præcis to år og to dage efter hans operation. Gregs historie minder os om, at modstandskraft ofte skrives skridt for skridt …

➜ Instagram: @greg_davidd

Redaktionen