Ligestilling i maratonløb: fra historisk udelukkelse til anerkendelse

Frem mod Paris Marathon 2025 viser statistikken, at ligestillingen endnu ikke er nået i mål, selv om andelen af kvinder bliver ved med at stige. Ud af 55.000 deltagere er 13.750 kvinder, altså 25 % af feltet. Maraton, en af atletikkens klassiske distancer, var i lang tid netop lukket land for kvinder.

I årtier var kvinder fuldstændig udelukket fra de store sportsbegivenheder. Pierre de Coubertin, grundlæggeren af de moderne olympiske lege, var stærkt imod kvinders deltagelse i atletik og store konkurrencer. »OL bør være forbeholdt mænd. Kvindernes rolle bør først og fremmest være at krone vinderne.« (Pierre de Coubertin, La Pédagogie sportive, 1912.) »Det er uanstændigt, at tilskuerne udsættes for risikoen for at se en kvindes krop bryde sammen for øjnene af dem. Desuden er kvindekroppen, uanset hvor stærk sportsudøveren er, ikke skabt til at tåle visse belastninger.« Coubertin var imod at inkludere kvindelige sportsudøvere og fastholdt datidens medicinske argument om, at kvinder ikke kunne dyrke sport, fordi de var for skrøbelige.

I 1900-tallet mente man, at fysisk aktivitet kunne gøre kvinder sterile, forvandle dem til mænd og tilskynde dem til løsagtighed, fordi de blev opfordret til at vise kroppen på stadion. Pierre de Coubertin og hans tilhængere hævdede, at kvinder »ikke er skabt til sport af medicinske, æstetiske og moralske årsager. Det gør dem mindre smukke, fratager dem deres femininitet og udgør en fare for både deres helbred og samfundet, især familielivet, fordi det forhindrer dem i at tage sig ordentligt af hjemmet.« (Barbusse, 2016, s. 121, citerer Pierre de Coubertin.) At forhindre kvinder i at løbe var også en måde at bremse deres frigørelse og fratage dem frihed. Det afspejlede frygten for, at de skulle blive selvstændige og i sidste ende opnå ligestilling med mænd.

For kvindesportens modstandere var idræt i strid med forestillingen om den skrøbelige kvindekrop og samtidig forstyrrende. Videnskaben hævdede, at de stød, som fysisk aktivitet som løb medførte, kunne få kvindernes kønsorganer til at falde ned. Det var blandt andet derfor, at 400 meter hækkeløb først blev en olympisk disciplin for kvinder i 1984. Pierre de Coubertin bekæmpede kvinders adgang til konkurrencesport og hævdede, at »sport er selve symbolet på mandighed.« (De Coubertin, Essai de psychologie sportive, Jérôme Million [1913] 1992, s. 151.)

Alice Milliat, forkæmper for kvinders adgang til løbekonkurrencer

Aktivisten Alice Milliat stod igen og igen op imod baronen og krævede, at kvinder skulle have adgang til atletik ved de olympiske lege. Denne feminist var også formand for kvindelige idrætsforeninger fra 1912, blandt andre Fémina Sport og l’Ondine de Paris, og senere Fédération des sociétés féminines sportives de France. Desuden organiserede hun olympiske lege for kvinder. Der blev afholdt løb udelukkende for kvinder, men distancerne var stadig langt fra maraton.

Sociologen Béatrice Barbusse nævner blandt andet »Marche des midinettes i 1903, et løb fra Tuilerierne til Nanterre med over tusind deltagere«, samt »crossløbet i Chaville, nær Paris, den 28. april 1918, det første løb, hvor kvinder konkurrerede i shorts og trøje.« (Barbusse, 2016, s. 122.) Det allerførste kvindelige crossløb på 2.400 meter gjorde indtryk, fordi kvinderne viste ben og arme og ydede en fysisk indsats i konkurrence, hvilket blev betragtet som uanstændigt.

Dagen efter var pressen kritisk, men også nysgerrig. Broucaret beskriver det sådan: »De 42 deltagere er klædt som mænd i trøjer og shorts, en beklædning, som modstanderne anså for uanstændig. Begivenheden blev ikke desto mindre støttet af tidens vigtigste sportsaviser, nemlig L’Auto og L’Echo des Sports.« (Broucaret, 2012, s. 18.) Kvindesport »opstod altså ikke, fordi de mandlige idrætsklubber gradvist åbnede dørene for kvinder, for deres tilstedeværelse var forbudt, men gennem en håndfuld pionerers aktivisme, med Alice Milliat som frontfigur.« (Broucaret, 2016, s. 122.) Det er takket være urokkelige forkæmpere som Alice Milliat, der ofte er blevet glemt, at kvinder i dag har ret til at stille til start på de samme løb som mænd.

Ét skridt frem, to tilbage

Ved De Olympiske Lege i Amsterdam i 1928 kunne kvinder for første gang deltage i enkelte atletikdiscipliner: 100 meter, 800 meter, 4×100 meter, højdespring og diskoskast. Spørgsmålet om kvinders deltagelse i maraton var ikke engang til diskussion. Selv om IOC-præsidenten efter Coubertin, Henri de Baillet-Latour, accepterede, at kvinder konkurrerede, »var modstanden mod kvindesport stadig fremherskende«, understreger sociologen Fabienne Broucaret (Broucaret, 2012, s. 16). Fremskridtet for kvinder i atletikken blev kortvarigt. Under og efter 800-meterløbet, som blev vundet af tyskeren Lina Radke, var løbernes ansigter præget af anstrengelsen, og nogle sank sammen efter målstregen. Det var dette, aviserne og IOC hæftede sig ved efter kvindernes indtog på distancen. De råbte op om en skandale og beskrev et nedslående syn af »de stakkels kvinder«.

Løbet udløste et ramaskrig blandt modstanderne af kvinder i atletikken og i medierne, som uden tøven fordrejede virkeligheden for at udbrede forestillingen om, at kvindens fysik gjorde hende ude af stand til fysisk anstrengelse. Lina Radkes mangel på femininitet blev også fremhævet. Kravet om at skulle bevise sin kvindelige identitet i sporten, der dengang var mændenes verden, var et centralt tema. Den dag i dag dukker debatten op igen, når kvindelige sportsudøveres fysik bliver vurderet som for maskulin og derfor mistænkelig.

Efter dette 800-meterløb ved Amsterdam-legene måtte kvinder ikke længere løbe distancer over 200 meter ved OL, og det gjaldt helt frem til 1960, altså i 32 år. Der skulle en stor begivenhed til, før kvinder fik adgang til lange distancer som maraton. I Boston i USA lykkedes det en 20-årig kvinde at tilmelde sig byens maraton takket være sin træner, som ikke opgav atletens fornavn, men kun hendes initial: K. Switzer, altså Katherine Switzer.

Katherine Switzer, modet og symbolet

Den 19. april 1967 stillede Katherine Switzer til start, sminket til lejligheden, måske for at understrege sin femininitet på en distance, der var forbeholdt mænd. Hun var flankeret af sin træner Arnie Briggs og sin kæreste, hammerkasteren Tom Miller. Den lille gruppe holdt sig samlet for ikke at vække mistanke.

Efter blot seks kilometer kastede en løbsfunktionær sig over hende for at rive hendes startnummer af, mens han råbte: »Skrid ud af mit løb, og giv mig de numre!« Fotografer, der stod på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, forevigede scenen. Træneren skubbede funktionæren væk, og den unge kvinde fortsatte sit maraton og gennemførte på 4 timer og 20 minutter. Hun ville bevise over for hele verden, at kvinder kunne løbe 42,195 km. Dagen efter skrev pressen om hende, hendes hemmelige deltagelse og især scenen, hvor funktionæren forsøgte at smide hende ud af maratonløbet. Men hun blev diskvalificeret og senere suspenderet af det amerikanske atletikforbund. Medierne greb historien og gjorde hende til »pigen, der trodsede maratonarrangørerne« (Patrick Karam og Magali Lacroze, Le livre noir du sport, 2020, s. 53). Fotografierne fra episoden gik siden verden rundt og står stadig stærkt i dag.

»Billedets kraft og den konkrete personificering af en kamp bidrog til en bredere erkendelse og til den gradvise integration af kvinder i sportskonkurrencer. Katherine Switzer vandt i øvrigt kvindernes maraton i New York syv år senere!« (Patrick Karam og Magali Lacroze, 2020, s. 54.) Den unge atlets mod skabte en erkendelse, som bragte kvindernes kamp for adgang til konkurrencer fremad. Som Béatrice Barbusse forklarer, har kvinder »erobret retten til at løbe lange distancer, især maraton, uden for det organiserede forbundssystem, som stædigt og til tider voldeligt nægtede dem denne ret, som et berømt foto viser« (Barbusse, 2016, s. 291).

Fordi Switzer beviste, at kvinder kunne gennemføre distancen, åbnede Boston Marathon for kvinder i 1972. I dag er 45 % af deltagerne i Boston Marathon kvinder. Mesteren oprettede senere løb udelukkende for kvindelige løbere. Hun nåede desuden at løbe 39 maratonløb i sin aktive karriere og vandt New York Marathon i 1974.

Switzer blev dermed den første kvinde, der deltog i et maraton med et officielt startnummer. Året før havde den første kvinde løbet et maraton i al hemmelighed og uden startnummer. Det var amerikaneren Bobbi Gibb (3.21.40). Efter at være blevet afvist af arrangørerne gemte hun sig i en busk og listede sig ind i løbet. De øvrige løbere lovede at beskytte hende, hvis hun blev smidt ud, eftersom det var tilladt at løbe på offentlig vej.

Modstanden fortsatte ind i 1970’erne og 1980’erne

I Frankrig var Raymonde Cornou i 1970’erne en af de første kvinder, der løb maraton, selv om landevejsløb ikke var åbne for kvinder. I et interview med netavisen ABLOCK! forklarede hun: »Løbene blev arrangeret af mænd, var forbeholdt mænd, og vi kunne ikke engang tilmelde os. Vi måtte vente til 1975-80, før det blev lidt lettere at få adgang.« (Raymonde Cornou interviewet af Sophie Danger for ABLOCK!, 2022.)

Raymonde Cornou trodsede i lang tid forbuddene for at følge sin løbende mand: »Jeg lod altså, som om jeg også deltog, med et startnummer, selv om jeg ikke havde et.« (Raymonde Cornou interviewet af Sophie Danger for ABLOCK!, 2022.) Hun deltog endda i en udgave af de franske mesterskaber i maraton for mænd. Repræsentanter for det franske atletikforbund brød sig ikke om hendes hemmelige deltagelse. Aktivisten fortalte: »[…] De kørte hen imod mig i en bil og forsøgte at skubbe mig i grøften. Jeg slog på bilen, og vi udvekslede nogle mindre pæne ord. De sagde, at jeg ikke havde ret til at løbe […]«

Raymonde Cornou gav ikke op. Hun fortsatte og forklarede, at hun fulgte sin mand. Arrangørerne meddelte derefter, at han var diskvalificeret, men de tog fejl af startnummeret og smed i stedet en anden deltager ud. Raymonde Cornou blev livsvarigt diskvalificeret fra FFA, hvilket hun svarede var ligegyldigt, eftersom hun ikke havde en licens. Den trodsige atlet gentog bedriften ved et andet fransk maratonmesterskab. Denne gang indså arrangørerne, at det var nytteløst at forsøge at standse hende. Hun blev derfor den eneste kvinde i feltet, selv uden startnummer. Andre motionsløb modsatte sig stadig hendes deltagelse, selv om hun truede med at kontakte pressen eller løbe med et skilt på ryggen, der udstillede de ansvarliges afvisning af at lade hende løbe. »[…] Til sidst var de nødt til at lade mig gøre det« (ibid.), opsummerede den ukuelige atlet.

Raymonde Cornou trodsede forbuddene og løb side om side med mændene, selv om foragten var total. Hun fortalte, at hun blev ignoreret ved målstregen og udelukket fra podier og præmier, og at hun også blev skubbet til og kritiseret af andre løbere. Som svar glædede hun sig over, at hun under løbene stoppede i kanten af markerne for at plukke buketter, som hun tog med over målstregen for at fejre sin løbetur. »Jeg blev mødt af de andre løberes sarkasme. Nogle skubbede til mig og sagde, at jeg ikke havde noget at gøre der, at jeg burde stå ved min vask, og at min plads var derhjemme. […] Jeg hørte en mand blandt tilskuerne komme med en nedladende bemærkning om mine bryster. Jeg stoppede, gik tilbage, gav ham en lussing og fortsatte løbet. En journalist bragte historien, og den følger mig stadig i dag!« (ibid.)

Modstanden fra arrangører og løbere var voldsom, til tider direkte voldelig. Forestillingen om, at kvindens plads var i hjemmet, og at hun blot skulle være smuk og lydig, stod i vejen for kvinders adgang til løb. Alligevel var Raymonde Cornou til stede ved næsten alle løb. Hun rejste rundt i Europa og resten af verden for at løbe maraton. Hun blev efterhånden populær og inspirerede mange kvinder, samtidig med at hun deltog i stadig flere løb og blev mødt med større opbakning fra begivenhed til begivenhed.

En langsom, men gradvis åbning for kvindelige maratonløbere

I 1972 åbnede Boston Marathon for kvinder, Berlin fulgte i 1974, Madrid i 1978 og Stockholm samt Paris i 1979. I 1982 kunne kvinder deltage i Europamesterskaberne i maraton, året efter i verdensmesterskaberne og i 1984 ved De Olympiske Lege i Los Angeles. Amerikaneren Joan Benoit tog guldet i tiden 2.24.52. Men det var ikke den olympiske mester, der løb med mediernes opmærksomhed i 1984. Schweizeren Gabriela Andersen-Schiess gik ind på stadion 20 minutter efter vinderen og gjorde indtryk på publikum. Maratonløberen vaklede og var tæt på at give op, indtil en tilskuer heppede på hende, og snart fulgte hele stadion efter. Den dag sluttede hun som nummer 37 i tiden 2.48.42.

Båret frem af et publikum, der først var chokeret og siden beundrende, viste episoden et gradvist holdningsskifte i synet på kvindelige atleters kampvilje og plads i en disciplin, der længe havde været forbeholdt mænd. Hvor Lina Radkes sejr på 800 meter ved OL i 1928 havde chokeret offentligheden, viste OL i 1984 endelig en oprigtig beundring for kvinder, der konkurrerede på højeste niveau.

Den intense kamp, som pionerer og målrettede kvinder som Switzer, Gibb, Cornou og Milliat førte, har givet nutidens kvinder ret til at konkurrere på lige fod med mænd på lange distancer som maraton.