Tilråb fra publikum, der ikke motiverer nogen

De står der trofast ved de skarpe sving, rundkørslerne og væskestationerne. De klapper begejstret, råber af fuld hals og holder hjemmelavede skilte op, nogle lidt skæve, men altid oprigtige. Vi elsker løbernes supportere. Men hvis vi skal være helt ærlige ... rammer deres opmuntringer ikke altid helt plet. Mellem standardfraser, klodsede komplimenter og bemærkninger, der er lige lovlig direkte, findes der en hel samling guldkorn fra asfaltkanten, som aldrig rigtig har givet en hårdt presset løber vingerne tilbage. ✓ Her er et lille udvalg af de søde ord, der bliver sendt af sted med hjertet, men modtaget med tunge ben.

»Kom så, super, så er det overstået«

Nej, hr., ikke helt ... Vi har lige passeret den femte kilometer. Hvis vi regner efter, er der 37 tilbage. Ja, 37. Tak for intentionen, men vi gemmer begejstringen lidt endnu, ikke?

»Du ser godt ud, når du løber«

Altså, det passer ikke ligefrem ... Regnen har ødelagt frisuren, hestehalen er i frit fald, makeuppen ligner en swimmingpool, og sveden løber som Niagara. Det er nok ikke det bedste tidspunkt til et skønhedskompliment, men tak på hendes vegne.

»I er da helt vilde, at I gør det her. Kom så, kom så«

Og lige dér begynder løberne faktisk at spekulere på, hvorfor de overhovedet er her. Man behøver ikke gnide salt i såret, som man siger.

»Du løber virkelig flot«

Det ville træneren nu nok ikke ligefrem sige. På maratonens 38. kilometer er løbestilen ikke ligefrem let og elegant.

»Det er hovedet, der tæller nu«

Ah, det berømte mentale overskud ... Benene har bare afleveret deres opsigelse for længe siden. Så motivationen er mildest talt en mangelvare.

»Spis noget sukker, så får du det bedre«

Ved du ikke, at han lige har kørt fire timer på gels med smag af blåbær, banan og karamel? Sukkeret kan han ikke klare mere. Det er gået i strejke.

»Det hårdeste er overstået«

Men ... sig endelig ikke det. Côte des Gardes med fem procents stigning venter om to kilometer. Vil du knuse moralen? Bingo. Og det er altså virkelig tarveligt at lyve.

»Kom så, smil«

Ingen, absolut ingen, har lyst til at smile på maratonens 35. kilometer, beklager. Heller ikke den officielle fotograf, der har siddet på sin stol i fire timer og tappert knipser løs i regnen ... uden antydningen af et smil.

»Kom så, du har jo betalt for det«

Nej, nej, nej, mind ham nu ikke om det. Vær sød aldrig at sige det til en løber, der kæmper sig gennem løbet. Lige nu regner han på, hvor meget han har brugt på startgebyr, sko, tøj, gadgets ... og summen giver ham lyst til at græde (eller kaste op).

»Det vigtigste er at deltage«

Er du formand for »Det Franske Forbund for Nederlag«? Godt at møde dig. Tak, men nej tak.

»Du kan godt«

Han står stille med grønt ansigt midt i en omgang opkast. Det er vi ikke helt sikre på.

Kort sagt: Vi elsker dem nu alligevel, disse søndagssupportere med deres råb, skæve skilte og klodsede opmuntringer. For selv om de ikke altid giver benene ekstra fart, varmer de altid hjertet en smule. Bag de forfejlede fraser og de umulige smil ligger den helt særlige energi, der får løbet til at leve. Så en stor tak til jer, landevejens mestre, for jeres urokkelige entusiasme. Selv når den ikke giver vinger, giver den altid lidt varme.

✓ Maratonkalenderen