Géraud Paillot, maratonløber i eksoskelet: »Det er ikke tiden, der skal afgøre, hvem der er inviteret med til festen«

Før vi hører ham tale, lad os dvæle ved øjeblikket: Géraud Paillot bevæger sig fremad med en målrettet skikkelse. Grænsen mellem anstrengelse og poesi er næsten udvisket. Manden, der bærer et eksoskelet ved navn »Kyogo« (en forkortelse for »Keep On Going«), går ikke bare. Han redefinerer det mulige, skridt for skridt. Den 55-årige bretoner har levet med multipel sklerose siden 2004 og har for nylig føjet endnu en bedrift til listen, da han gennemførte Marathon solidaire du Mont-Saint-Michel med sit eksoskelet. Ni timers gang senere krydsede han målstregen med stolthed. Sygdommen er kronisk, angriber nervesystemet og kan gøre det sværere at gå, koordinere bevægelser og se. Den udvikler sig forskelligt fra person til person, og selv om den ikke kan helbredes, findes der behandlinger, som gør hverdagen lettere. Som stifter af foreningen Aventure Hustive kombinerer Géraud Paillot ekstremsport og engagement. Han forvandler sine udfordringer, blandt andet Paris-Marseille i kajak, flere Ironman-løb i træk og svømning i iskoldt vand, til budskaber om håb. Han talte med Marathons.com uden omsvøb eller filter og delte sit syn på sport, inklusion og det at overgå sig selv.

Hvad fik dig til at få lyst til at løbe med et eksoskelet?

Hver gang jeg begiver mig ud på en ny udfordring, siger folk til mig: »Det kan ikke lade sig gøre.« Men det holder mig ikke tilbage. Tværtimod får det mig til at finde løsninger, udfordre mine grænser og vise, at teknologien kan udvide det muliges felt. For mig er det ikke bare et redskab, men en måde at overgå mig selv på og sætte fokus på inklusion i sporten.

Den mentale forberedelse virker central i dine løb. Hvorfor?

Uden mental forberedelse ville jeg ikke kunne gennemføre et maraton med eksoskelet. Hver kilometer kræver udholdenhed, men først og fremmest en utrolig mental styring. Man skal stole på sig selv, forudse vanskelighederne og holde fokus på sine fornemmelser, sin krop og sin vejrtrækning. Det er en daglig læringsproces, som rækker langt ud over sporten.

Teknologien bliver en løftestang for inklusion og ikke kun et medicinsk redskab.

Hvordan har eksoskelettet ændret dit syn på sport og hverdagsliv?

Det giver friheder tilbage, som vi normalt tager for givet. At gå, løbe, stå oprejst sammen med andre og dele øjeblikke. Alt det bliver værdifuldt. I sporten gør det det muligt at være aktiv, deltage og opleve fællesskabet. I livet giver det selvtillid og selvstændighed. Teknologien bliver en løftestang for inklusion og ikke kun et medicinsk redskab.

Du taler om »handiwashing« og afkrydsede bokse. Kan du uddybe det?

»Handiwashing« er, når man lader som om, man inkluderer. Man placerer et par personer med handicap ude i siden for kommunikationens eller imagéts skyld uden at tænke på reel inklusion. Ægte inklusion handler om at løbe på den samme rute, dele anstrengelserne og blive set som en fuldgyldig deltager, ikke som et symbol.

Hvilke hindringer har du mødt hos løbsarrangørerne?

Mange siger nej af frygt eller mangel på fantasi. Jeg er blevet tilbudt særskilte løb »for de handicappede«, selv om mit mål var at løbe sammen med alle andre. Alt for ofte nøjes arrangørerne med minimale indrømmelser uden at tænke på fællesskabet. Det egentlige spørgsmål burde være: Hvordan får vi alle deltagere med på den samme rute?

Hvordan bør man efter din mening tænke et inkluderende maraton ind fra starten?

Ruten og støtteforanstaltningerne skal planlægges med forskellige handicap for øje, uden at man ender med at gøre alt tilgængeligt for enhver pris. Man kan for eksempel give personer med eksoskelet, kørestol eller synshandicap mulighed for at deltage, samtidig med at alles sikkerhed og løbsoplevelse bliver sikret. Inklusion handler ikke om at placere nogen i en særskilt kategori.

Teknologien vil fortsætte med at åbne nye horisonter og gøre det muligt at løbe i bjergene og kaste sig ud i trailløb, samtidig med at vi er sikre og sammen.

Hvilke teknologiske innovationer kan forandre inklusionen i sporten?

Eksoskeletter, joëlettes, guideværktøjer til blinde og svagsynede ... Alt det gør det muligt at dele ruter, som normalt er utilgængelige. Teknologien vil fortsætte med at åbne nye horisonter og gøre det muligt at løbe i bjergene og kaste sig ud i trailløb, samtidig med at vi er sikre og sammen. Den er et værktøj til at bryde fysiske og mentale barrierer ned.

Hvad mener du om tidsgrænsen, som mange maratonløb opererer med?

Den udelukker deltagere, som kunne gennemføre i et langsommere tempo. Jeg drømmer om et maraton, hvor alle har otte eller ni timer til at nå i mål, og hvor målstregen er en fest for alle. Inklusion handler også om frihed til at vælge tempo og respekt for den enkeltes forudsætninger. Det er ikke tiden, der skal afgøre, hvem der er inviteret med til festen.

Hvordan integrerer du multisensorisk forestilling i din træning?

Jeg bruger de fem sanser, syns-, høre-, føle-, lugte- og smagssansen, til at arbejde med min opfattelse af løbesteget og min kropslige fornemmelse. Jeg kan for eksempel forkorte den tid, foden er i kontakt med underlaget, for at skåne knæene uden kun at fokusere på synet. Det er en teknik, der udvikler mentale og fysiske ressourcer, man ikke anede, man havde.

Hvad er forskellen på den mentale forberedelse hos en atlet uden handicap og hos en atlet med handicap?

Den er uundværlig for alle. Men mennesker med handicap har den fordel, at de er nødt til at udvikle ressourcer og kreativitet for at overvinde begrænsningerne. De vænner sig til at udfordre sig selv, forudse situationer og håndtere det uforudsete. Det opbygger et stærkt og omstillingsparat sind, som bliver en fordel både i konkurrencer og i livet.

Hvordan påvirker sporten dine nærmeste og din hverdag?

De nærmeste spiller en afgørende rolle, og de skal også have mulighed for at lade op, dyrke sport og få luftet hovedet. For mig er løb stadig en enkel og universel aktivitet, hvor et par løbesko er nok. Selv en halv time hver morgen bidrager til den mentale balance og den fysiske forberedelse. Sporten bliver en drivkraft for sammenhold i familien og samfundet.

Vi kan ikke skabe ægte inklusion, hvis hvert forbund bliver i sin egen silo.

Hvilke budskaber vil du gerne give videre til klubber og forbund?

Hold op med at arbejde i adskilte kasser. Ét forbund, universelle licenser og tydelige klassifikationer. Inklusion begynder med at forenkle de administrative regler, give atleterne valgmuligheder og anerkende deres kompetencer, uanset handicap eller tempo. Vi kan ikke skabe ægte inklusion, hvis hvert forbund bliver i sin egen silo.

Hvilken plads skal diversitet og kønsidentiteter have i den inkluderende sport?

Det skal tænkes fuldt ind. Inklusion handler ikke kun om handicap. LGBT+-personer, ikke-binære og transpersoner skal alle kunne vælge kategori, placering eller tempo. Det handler om respekt, om at gøre det normalt og om lighed i sporten. Alle deltagere fortjener at blive set og hørt.

Hvis du kunne arrangere det perfekte maraton, hvordan skulle det så se ud?

Det skulle være tilgængeligt for så mange former for handicap som muligt, åbent for alle tempi og med fleksible tidsgrænser. Deltagerne skulle kunne vælge at løbe »klassisk« eller med eksoskelet, kørestol eller joëlette. Placeringerne kunne tilpasses, men festen skulle stadig være fælles. Ideen er at få alle deltagere med på den samme rute i et ægte fællesskab.

Hvad tager du med dig fra dine erfaringer, og hvilket sidste budskab vil du give videre?

Inklusion er mulig. Teknologien kan åbne veje, der tidligere var lukkede. Men frem for alt er fællesskabet nøglen: mennesker med og uden handicap, hver med deres styrker og begrænsninger, sammen på den samme rute. Så bliver sporten en drivkraft for respekt, for at overgå sig selv og for sammenhold. Hvis jeg kan vise, at vi kan nå længere, kan alle tillade sig selv at drømme og deltage.