New Delhi bliver første skridt for sprinteren Dimitri Jozwicki på vejen mod Los Angeles

VM i New Delhi bliver jeres femte. Dit bedste resultat kom i Kobe i Japan i maj 2024, hvor du var tre hundrededele fra podiet. Hvilke ambitioner rejser du til Indien med?

Jeg vil gerne omsætte det til noget mere. I nogle år har jeg ligget og samlet på fjerde- og femtepladserne (Paris i 2023). Lige nu har jeg den fjerdebedste tid på verdensranglisten med 10,99 sekunder, efter amerikanerne Jaydin Blackwell og Ryan Medrano samt briten Thomas Young, så jeg tager af sted for at hente en medalje. Jeg er i god form og har selvtillid. Efter min mening bliver det den, der får flest ting til at falde på plads på dagen, som vinder.

Du var på træningslejr på Marie-Galante i sommer. Har du ændret din forberedelse?

Det var første gang, jeg var i Guadeloupe. Det, der først og fremmest ændrer sig, er sæsonens længde. Det skulle vi virkelig tage højde for. At jeg ikke havde en indendørssæson, gav mig også mulighed for at koble af efter legene i Paris, hvor jeg blev nummer fem i 11,13, og få tid til at bearbejde det hele. Sæsonen har varet siden januar. Bortset fra det har jeg ikke ændret min træningsmetodik. Forskellen ligger mere på det mentale plan. Jeg har langt mindre pres på mig end i Paris. I hvert fald når jeg ser på hele forberedelsen til legene. Jeg tager mere afslappet til VM i New Delhi.

Efter en svingende sæson, blandt andet præget af en senebetændelse, forsvarede du din franske titel den 12. juli i Belfort. Du havde samme tid som Axel Zorzi, 10,99, men han løb hurtigere på tiden, 10,85, mens du vandt på point, 1118 mod 1086. En enorm lettelse …

Kravet for at kvalificere sig var virkelig svært at nå. Det var 11,07 (A-kravet, mens B-kravet var 11,31). I min handicapklasse, T38, som er for atleter med let begrænset bevægelse og koordination i underkrop og overkrop samt ben, svarer det til en placering blandt de 20 bedste præstationer nogensinde. Selvom jeg ofte var omkring 11,00 sidste år, er 11,10 ikke 11,07. 11,09 er heller ikke 11,07. Man skulle levere præstationen. Det gjorde jeg tidligt på sæsonen, da jeg løb 11,00 ved ASA-Thop Meeting i Maisons-Alfort den 11. maj 2025. Vi havde fået besked på at være i form i vores primære disciplin ved de franske mesterskaber. Så jeg var selvfølgelig forberedt og havde trænet til det. Men da 10,99 kom på tavlen, gav det mig ikke kun ro omkring udtagelsen. Det bekræftede også, at jeg kunne komme under 11 sekunder igen og løbe tider, der kunne gøre mig medaljekandidat i New Delhi. Når sæsonen har været lidt op og ned på grund af små fysiske problemer, tager man imod sådan nogle tider med stor glæde. Og oveni kom den franske titel. Det var en flot bonus. Jeg prøver at gå ind til VM med den samme ro som til de franske mesterskaber.

Hvis vi bliver anerkendt som velfungerende atleter på en løbebane på baggrund af vores resultater, er der ingen grund til, at vi ikke også bliver anerkendt som mennesker, lønmodtagere, studerende, fædre, mødre eller i den rolle, vi spiller i samfundet.

Timothée Adolphe, dobbelt paralympisk sølvvinder i Paris på 100 og 400 meter, sagde til vores kolleger på STADION-ACTU at legene ikke havde efterladt sig nogen arv, mens Rosario Murcia-Gangloff, der sluttede lige uden for podiet i maraton, er mere nuanceret. Hun mener, at befolkningens syn på parasporten har ændret sig. Hvor står du?

De har begge sagt det hele. Hvis man sammenligner med det ingenmandsland, som det kunne være før afviklingen af Paris 2024, er det helt sikkert blevet bedre. Men sammenligner man med det, der blev lovet om arven efter legene, om synliggørelsen af parasporten og faktisk sporten generelt, er der kun enkelte spor tilbage. Den 14. september sidste år var der en sportsdag til minde om den parade, vi havde på Champs-Élysées. Men omvendt har vi et VM i New Delhi, som ikke engang bliver vist på tv. Det bliver ekstremt lidt dækket og vil kun blive fulgt af vores familier eller af folk, der følger os på sociale medier og finder linkene via vores stories. Man hører ikke om det i pressen. Og jeg tror ikke, det ville koste enorme summer at købe tv-rettighederne, selv hvis det ikke er muligt at sende et hold til Indien. Når man taler om arven, var det godt, at de paralympiske lege i Paris 2024 blev dækket døgnet rundt. Men de mennesker, der opdagede disse sportsgrene under legene og gerne vil se dem igen, har ikke nødvendigvis tid eller overskud til selv at opsøge informationen og finde en livestream på YouTube, især når den foregår fra New Delhi i september.

Kan det efter din mening være en af løsningerne, både for at få flere unge til at begynde og for at forbedre arbejdsvilkårene for professionelle atleter, at para-atleterne hører under de samme specialforbund som de ikke-handicappede atleter?

Det er en evig debat. Desværre har vi atleter måske ikke nødvendigvis noget at skulle have sagt. Det er meget politisk. Det kunne være interessant at have et parasportsforbund, som tager sig af de sportsgrene, der er meget specifikke. En tilknytning til de almindelige forbund kunne give mening, hvis den gjorde det muligt for Handisportforbundet at fortsætte og bidrage med ekspertise ude på banerne, eventuelt ved at stille kompetente trænerteams til rådighed. Og at atleterne nogle gange kunne få lidt større ressourcer, for Handisportforbundet varetager i dag både sommer- og vinterparalympiske sportsgrene med ét samlet budget, der fordeles mellem de forskellige franske landshold. Når budgettet skal deles op efter resultater, lege og de seneste paralympiske lege, bliver mulighederne for at udvikle sporten begrænsede. Men det kræver også, at der hos det andet forbund er et oprigtigt ønske om at udvikle parasporten, hvis man bliver optaget dér. Det må ikke bare være pynt eller en måde at promovere forbundet på, uden at vi som atleter med handicap reelt får noget ud af samarbejdet.

Du holder et væld af foredrag. Kan de samtaler være med til at ændre synet på parasporten?

Hvis man ser ud over sportsverdenen, er samfundet stadig meget stigmatiserende over for mennesker med handicap. Ofte bliver ens karrieremuligheder begrænset på grund af handicappet, eller det bliver sværere at få et job, fordi der følger en masse billeder og fordomme med. Gennem mine foredrag vil jeg nedbryde det billede ved at tale om handicap i Frankrig gennem historien, om forskellige handicaptyper og om menneskers plads på arbejdsmarkedet og i samfundet. Hvis vi bliver anerkendt som velfungerende atleter på en løbebane på baggrund af vores resultater, er der ingen grund til, at vi ikke også bliver anerkendt som mennesker, lønmodtagere, studerende, fædre, mødre eller i den rolle, vi spiller i samfundet. Vores handicap definerer os ikke, ligesom det heller ikke definerede os under legene, hvor præstationerne blev brugt til at sætte fokus på vores handicap i stedet for omvendt. Hvis publikum kunne ændre deres blik under legene, er der ingen grund til, at den ændring ikke også kan finde sted i samfundet.

© Dimitri Jozwicki (til venstre) sammen med svømmeren Léon Marchand, fem medaljer, heraf fire guld, ved OL i Paris, og Antoine Praud, bronzevinder på 1500 meter ved de paralympiske lege i klassen T46, under mesterparaden den 14. september 2024. © Jean-Marie Hervio / KMSP

På dine sociale medier skrev du, at du »blot få uger efter at have oplevet den mest intense begivenhed i mit liv« måtte »finde lysten, styrken og motivationen til at begynde igen med blikket rettet mod et nyt mål«. Hvilken tidshorisont talte du om?

Det var Paris-legene, som jeg havde forberedt mig til i syv år. Når man har levet med den drøm i syv år, den paralympiske drøm, og trin for trin først bliver mere stabil i sine præstationer og derefter bedre og bedre, indtil man regelmæssigt ligger i top tre eller endda nummer et i sin klasse på verdensranglisten, begynder man at drømme. Man giver sig selv lov til at drømme om medaljen på hjemmebane. Men i virkeligheden lykkedes det ikke, for det er stadig 100 meter. Det var langt fra pinligt, men det lykkedes ikke på dagen. Jeg blev nummer fem i 11,13. Skuffelsen var enorm. Det var svært at sluge, og det tog lang tid, fordi jeg ikke rigtig forstod det med det samme. I lang tid var vi omgivet af fest og fællesskab. Først når man vender tilbage til hverdagens monotoni, går det op for en, at det er slut, at det er overstået. Og i sidste ende er den rolle, man kommer til at have længst i sit liv, ikke rollen som atleten, der skal til legene, eller atleten, der deltager i legene, men atleten, der har været til legene. Det er en privilegeret skuffelse, hvis man kan sige det sådan, at misse legene på hjemmebane. Jeg er stadig meget taknemmelig for det, jeg fik lov til at opleve. Det er nuanceret. Jeg er meget glad for, at jeg fik lov til at opleve Paris-legene. Men sportsligt vil der naturligvis altid være en bitter eftersmag.

Amerikaneren Jaydin Blackwell vandt den paralympiske titel i Paris i 10,64 foran landsmanden Ryan Medrano i 10,97. Satser du på en tredje paralympisk deltagelse med målet om at hente titlen hos Onkel Sams land i 2028?

Det er selvfølgelig mit ultimative mål. Lige nu handler det for mig om at finde nye drivkræfter. Når man har været motiveret i syv år, og motoren har været drømmen om at opleve en enestående sportsbegivenhed på hjemmebane, er det svært at finde den samme motor igen. For hvad kan være mere spændende i en eliteatlets karriere end at få lov til at deltage i sine egne lege og vinde dem på hjemmebane? Der er ikke mange sådanne muligheder i en karriere. Jeg spurgte mig selv, hvordan jeg skulle motivere mig. Svaret kom ret naturligt og hurtigt efter skuffelsen i Paris 2024. Jeg tænkte, at drivkraften måtte være at hente det hos amerikanerne, som de kom til Paris for at tage fra os, og lave en byttehandel. Det er målet, og jeg skammer mig ikke over at sige det højt. Jeg kender min sport, jeg kender mig selv, og jeg ved, at jeg kan gøre det. Jeg skal bare finde frem til det bedste, jeg har i mig. Først kommer New Delhi, som er første skridt i genopbygningen og i arbejdet med at finde motivationen igen.

Den 28-årige atlet fra Pont-à-Mousson ser nøgternt på situationen i Frankrig og arven efter de paralympiske lege i Paris 2024. Gennem sine resultater, sit arbejde og sine foredrag håber han at ændre befolkningens blik. Et liv med tre spor, der skal fremme én idé: »præstation« og »handicap« kan stå på lige fod.