Olivier Maria: »Stolt over at løbe et maraton i sandaler«

Vi opdagede »typen« Olivier Maria i en rundkørsel i Lille. Da vi kiggede nærmere efter, så vi, at denne passionerede løber og cykelrytter gennemførte det lidt vanvittige maraton i sandaler. Så fik vi lyst til at vide mere om filosofien bag Oliviers legende og ubekymrede fremtoning. Her møder vi en form for minimalisme, som ikke afholder sportsudøveren fra at tænke stort: Til oktober kaster han sig ud i en udfordring fra Dunkerque til Marseille!

Ethvert fænomen har sin modsætning. Løb er et marked i eksplosiv vækst, og kapløbet om udstyr er blevet en del af sporten. Flertallet af løberne er (vel)udstyrede. Som modreaktion på denne udvikling er en anden skole vokset frem: minimalisterne. De kaldes også »naked runners« ifølge en artikel på lequipe.fr fra august. Olivier Maria ventede ikke på, at fænomenet skulle få et navn, før han tog en mere enkel tilgang til sig. Og for at understrege sit projekt løber han om få uger den usædvanlige strækning fra Dunkerque til Marseille.

Olivier, hvordan blev du så passioneret en løber?

Jeg begyndte at løbe for ti år siden, da jeg var færdig med mine studier. Jeg startede i Grenoble på mit sidste studieår. En ven foreslog, at vi skulle løbe i bjergene. På det tidspunkt syntes jeg ikke, det var muligt at »løbe« i bjergene (griner). Jeg prøvede sammen med ham, og jeg blev med det samme bidt af det. Jeg begyndte med de klassiske distancer, 10 km og halvmaraton, og så satte jeg gradvist tempoet op. Jeg var virkelig optaget af emnet og læste alt, hvad jeg kunne finde, især om ernæring. Det interesserer mig stadig enormt meget (red.: Olivier har udgivet en bog om emnet, Performer en mode cétogène). Jeg vidste, at jeg skulle forlade Grenoble, så jeg fik virkelig det hele med det sidste år. Jeg kastede mig over trailløb. Da jeg var endt i Lille, måtte jeg gentænke det hele og vende tilbage til landevejen. Samtidig opdagede jeg, eller rettere genopdagede, cyklen.

Og så kom endnu et »flash«? Hvad søger du på de lange distancer?

Ja, et kæmpestort et! Jeg opdagede ultracykling, og jeg var solgt med det samme. Det hele begyndte med en skade. Det var i 2020. Jeg forberedte mig til Valencia Marathon og pressede mig for hårdt. Jeg fik et træthedsbrud, men løb alligevel videre med skaden. Det endte helt galt. For at kunne fortsætte med at dyrke sport satte jeg mig på en cykel. Og meget hurtigt stod jeg på startlinjen i Race Across France, som jeg gennemførte to gange. Dengang elskede jeg at cykle så højt, at jeg holdt op med at løbe. Siden har jeg dyrket begge aktiviteter sideløbende. Jo længere, jo bedre. På en lang distance gennemgår man mange forskellige faser. Det er mentalt enormt interessant at tilbringe så lang tid i anstrengelsen. Man skal håndtere så meget: søvn, lure og ernæring. Og så alle landskaberne, der glider forbi.

Jo længere, jo bedre
Olivier Maria

På jeres Instagram Reel fra jeres maraton i rundkørslen ved Porte de Paris ser man dig løbe i sandaler. Det er vi nysgerrige på …

Lad os sige, at sandalerne er en del af min udvikling. Jeg har altid været optaget af enkelhed. Jeg har løbet i det udstyr i årevis. Det var, da jeg for alvor begyndte at interessere mig for løb, at jeg opdagede denne tilgang gennem en artikel fra »Clinique du Coureur«. Her stod, at man ikke skulle vente tyve år med at løbe, før man korrigerede bestemte løbestile og prøvede sandaler. Det overbeviste mig. Bogen Born to run af Christopher McDougall blev også afgørende. I dag løber jeg i Panta sandals. En lille historie: I sommer besøgte jeg mærkets grundlægger. Jeg løb fra Lille til Amsterdam og tilbage igen, 300 kilometer i sandaler. Værkstedet ligger i Haarlem.

Ud over det etiske aspekt, kan du så også mærke en forskel på præstationen?

På mit beskedne niveau vil jeg sige ja! Jeg løb mit første maraton under tre timer i 2023, 2:58:18, iført Monk Sandals, mit første par. Måske kunne jeg løbe hurtigere i kulfiberløbesko, men jeg er meget tilfreds sådan her. Faktisk er jeg stolt over at løbe et maraton i sandaler. Som alle andre vil jeg selvfølgelig gerne løbe så hurtigt som muligt, når jeg stiller op i et løb. At jeg ikke leverer elendige tider, får folk til at tale og tænke. Jeg ved, at det får både publikum og andre løbere til at reagere. Sandaler kræver en anderledes tilgang. Man må tilpasse sit løb, gøre skridtene lettere og kortere og øge frekvensen. Man skal korrigere skridtlængden, fordi man lander mindre på hælen. Kroppen tilpasser sig hurtigt. Og i fem år har jeg ikke haft en eneste skade.

Er kernen i projektet »la France en courant« at skabe opmærksomhed om et mere enkelt og ressourcebevidst liv?

Ja, og sandalerne er gode ambassadører for budskabet. De gør folk nysgerrige, når de ser mig, og det er stærkere at gå med dem end at tale om dem. Jeg har lyst til at råbe til hele verden: løb i sandaler, ligesom jeg har lyst til at råbe til hele verden: lad være med at flyve! Men det er ofte kontraproduktivt at forsøge at »sælge« noget. Folk stiller selv spørgsmålene. Jeg er her for at plante det lille frø og opmuntre til eventyr uden startnummer. Med Dunkerque til Marseille, som jeg selvfølgelig løber i sandaler, er mit mål at vise, at et eventyr ikke nødvendigvis kræver en flyvetur tværs over kloden. Jeg synes, det er vigtigt at opdage, at man ikke behøver rejse langt for at finde gode løb. Eventyret ligger lige uden for døren. Man kan selv opfinde reglerne. Åbne en ny vej præget af frihed. Men jeg vil ikke belære nogen. Vi kæmper alle med vores modsætninger. Jeg var så heldig at deltage i UTMB i 2024, og det var en stor begivenhed for mig på grund af alt det, løbet repræsenterer. Alligevel er der meget ved oplevelsen, jeg ikke kan spejle mig i, når man først er der. Det kommercielle aspekt især …