Paralympisk atlet Rosario Murcia-Gangloff har allerede Los Angeles 2028 i sigte

Hun får stadig gåsehud, når hun tænker tilbage. Efter at have stået lige uden for podiet ved de paralympiske lege i Paris den 8. september 2024 vendte Lyon-atleten, der var en markant fransk mellemdistanceløber i 1990’erne med 28 landskampe, tilbage til sin passion for løb, sin livsfilosofi og sine seneste resultater i en lang telefonsamtale på vej hjem fra træning. Det hele, få uger før hun fylder 61, vel at mærke.

Rosario, hvilke minder har du med dig knap et år efter de paralympiske lege?

Minderne fra Paris er brændt fast helt inde i hjernen. Begejstringen var så enorm. Og jeg har endda været med i Barcelona i 1992. Det var også magisk, fordi det hele var så godt organiseret. Det var smukt. Mine første lege. Men jeg kan forsikre jer om, at Paris var utroligt. Ikke mindst fordi jeg nu selv har et handicap. Folk var fantastiske. De var glade. Vi glemte fuldstændig, hvad der foregik i verden. Det bliver svært at overgå. Der var lighed mellem paraatleter og ikke-handicappede, ingen diskrimination. Det er meget hårdt for mennesker med handicap, fordi der ikke findes nogen økonomisk støtte. Man skal selv finde et sted at træne. Der opstår en form for nostalgi. Jeg var i Paris for ikke så længe siden, fordi min mand arbejder der og er skuespiller. Vi gik en tur på en del af Champs-Élysées, som var blevet genskabt. Det gav mig gåsehud.

Når man hører dig, lyder det næsten, som om det var bedre end dine første olympiske lege …

Det var anderledes, for i Barcelona var jeg yngre. For enhver atlet, uanset disciplin, var legene målet. Uanset om man var foran eller bagud. Det hele foregik hos mine forældre, for jeg er barn af immigranter. Min far er fra Barcelona. Min bedstemor boede stadig i byen dengang. Hun er her ikke længere, men jeg plejede at spise hos hende. Jeg gik 600 meter, så var jeg fremme. Alt var magisk for mig på det tidspunkt. For os virkede det normalt, fordi vi var elitesportsfolk. Men når man ser tilbage 30 år senere, med mere livserfaring og mindre af den ungdommelige ildhu, ved jeg ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Det var magisk.

Timothée Adolphe, dobbelt paralympisk sølvvinder i Paris på 100 og 400 meter, har sagt, at legene ikke efterlod sig nogen arv. Er du enig?

Jeg forstår godt, hvad Timothée siger. Det gør jeg virkelig, for det er rigtigt, at man kunne tale mere om mennesker med handicap. Men man må ikke glemme, at handicap for bare fem eller ti år siden næsten ikke var synligt. Man talte ikke om det. Der var ingen reklamer. Folk ser anderledes på parasport i dag.

© CNOSF / KMSP

© CNOSF / KMSP

© CNOSF / KMSP

» For de unge handler det om at udvikle sig. For de ældre handler det om at holde niveauet. «

Efter dit maraton ved de paralympiske lege i Paris sagde du, at du sandsynligvis ville stille til start i Los Angeles i 2028. Gælder det stadig? Og hvordan skal de næste tre år se ud?

Jeg går efter endnu en olympiade. Jeg sluttede lidt i lidelse i Paris. Jeg lever, og jeg er sund og rask. Som min mand Gilles Gangloff siger: »Hold nu op med det pjat (griner).« Sammen med min træner Bernard Pelletier har jeg skruet kraftigt ned på mange områder. Vi ved ikke, hvornår maratonen ved VM skal løbes. Den er planlagt til New Delhi fra 27. september til 5. oktober, men den står ikke på programmet dér. For en sikkerheds skyld vil jeg forberede et maraton til slutningen af sæsonen (Marathon Vert de Rennes, weekenden den 25. oktober). Man skal gennemføre maratonløb for at bevare sin status som eliteatlet. Resultatet tæller med på den internationale rangliste. Jeg prøver at passe på mig selv, så jeg ikke slider min lille krop ned. Jeg er ikke 20 længere. Jeg har hygget mig på 5.000 og 3.000 meter, men jeg har ikke løbet de lange distancer. Jeg forbereder mig lidt, for årene går. For de unge handler det om at udvikle sig. For de ældre handler det om at holde niveauet. Efter de franske mesterskaber på 5.000 meter i Belfort, hvor jeg blev nummer fem samlet i 20.12,96, holdt jeg næsten en uges pause. Denne uge genoptager jeg træningen gradvist, så jeg fra august kan begynde på den indledende maratonforberedelse.

Du har besluttet at oprette en atletikklub i Béziers. Hvad ligger bag beslutningen?

Ja. Ménard, borgmesteren i Béziers, og kommunens sportsafdeling har givet mig tilladelse til at oprette endnu en klub, og det sker efter sommerferien. Der kommer altså en klub nummer to. Vi er allerede over 55 medlemmer. Jeg fortsætter som træner. Min mand bliver formand, og andre kammerater kommer også med i bestyrelsen. Som kasserer hyrer jeg en statsautoriseret revisor. Vi skal træne på den samme bane og gå efter de samme tider som hidtil. Klubben er allerede oprettet. Den kommer til at hedde Grand Béziers Athlète Trail. Ganske enkelt. For trail er en del af løb. Man løber intervaller på banen, og man løber intervaller på de lange distancer. Det er alt sammen løb.

Jeg kan løbe med ham med bind for øjnene. Der er ingen problemer.

Du var ambassadør for Marathon Côte Indigo 2025 i Aude, hvor du løb 5 kilometer til fordel for dyreinternatet Refuge Arpan. Hvilket budskab vil du gerne sende?

Jeg elsker dyr. Jeg har to gamle damer på 15 og 16 år, som løb med mig i mange år, men nu er de gået på pension (smiler). Og så har jeg adopteret en mere. Jeg har ikke længere børn derhjemme, men jeg har hunde og katte. Det har jeg altid haft, og det vil jeg altid have. Jeg har fodret herreløse katte. Jeg hjælper, hvor jeg kan. Der kom rigtig mange mennesker, over 4.000 deltagere fordelt på de fire løb: 5 km, 10 km, halvmaraton og maraton. Lad os tage ansvar. Man skal kunne tage sig af dyr og ikke bare forlade dem. Man kan ikke anskaffe sig en hund eller en kat og så placere den hos andre eller give den videre, når det bliver besværligt. Et dyr er ikke et legetøj. Et dyr er som et barn. Når man først har det, følger man det hele vejen. Personligt giver dyr mig mere end mennesker. De giver mig mere, fordi de mærker ting, de fornemmer dem, og de er der, når man har brug for nogen. Det er sådan, jeg oplever det.

Du vandt de franske mesterskaber på 10 kilometer i 2025 i tiden 40.39 i T12-klassen den 16. marts i Saint-Médard-en-Jalles sammen med din guide Mathieu Leroux. Hvad betyder han for dig?

Mathieu og jeg er hele tiden i kontakt på telefon og sms. Han har så travlt som formand for sin klub, La Meute Running. Når jeg virkelig har brug for ham til en vigtig konkurrence, er han der. Han er en stor dreng, der står ved sit ord. Han er helt igennem ordentlig og fantastisk. Vi har ingen problemer med koordineringen. Jeg kan løbe med ham med bind for øjnene. Han har styr på det hele, præcis som min mand. Når vi kommer ind i et svært afsnit, siger han ikke, at vi er gået ned i tempo. Det siger han aldrig. I stedet siger han: »Det, du gør, er godt«. Når han taler til en, er det beroligende. Vi behøver ikke engang træne regelmæssigt sammen. Efter legene mødtes vi igen til de franske mesterskaber på 10 kilometer nær Bordeaux i Saint-Médard-en-Jalles. Der var ingen problemer. Hvis vi er nået hertil, er det ikke tilfældigt. Mathieu er et utroligt seriøst menneske. Han er meget seriøs, men samtidig siger folk, der ikke kender ham, at han er tør i humoren. Man skal lære ham at kende, for han er faktisk et meget muntert menneske.

Har du andre udfordringer i kikkerten?

Ja, jeg vil forberede mig til halvmaratonen i … (hun ringer til sin mand). Det er Semi-Marathon des Oussaillès i Saint-Girons. Det er i Ariège-departementet, nummer 09, den 24. august. Min devise de seneste tre-fire år har været, at jeg næsten kun løber for gode formål. Jeg betaler selv startgebyret, når det er for en god sag, hvad enten det gælder børn, dyr, mennesker med handicap eller voldsramte kvinder.

Som 60-årig beviser Rosario Murcia-Gangloff, at drømme kan gå i opfyldelse, uanset alder, hvis man arbejder for dem. Trods konflikten med sin atletikklub i Béziers står moren til tre børn på startlinjen i maraton ved de paralympiske lege i Los Angeles. Imponerende.