Romane Lemière: »Glæden før præstationen«

Efter sin første bog om anoreksi kastede Romane Lemière, kendt som @runromane på de sociale medier, sig i marts sidste år over arbejdet med endnu en bog. I Mon Running plaisir avec Romane deler coachen et væld af råd og tips til at udvikle sig som løber og passe på sig selv, både mentalt og fysisk. Marathonløberen, der har en personlig rekord på 2:44:42 fra Berlin i 2022 og følges af mere end 86.000 mennesker, slår nu først og fremmest et slag for løbeglæden!

Romane, hvad ville du gerne opnå med bogen?

Jeg ville gerne hjælpe alle løbere, men især begyndere, så de får alle de nødvendige råd til at komme i gang med løb og svar på de spørgsmål, der typisk melder sig, når man begynder at løbe.

Hvordan har du det i dag?

Jeg har det meget bedre i dag. Jeg har været igennem nogle svære perioder: alvorlig anoreksi efterfulgt af en depression og stærk social angst. Det gjorde det svært at fortsætte mine studier, og jeg fulgte ikke et klassisk uddannelsesforløb. Men når jeg ser tilbage, er jeg glad for, at jeg kom igennem det og overvandt det hele. Endelig er tingene ved at falde på plads. Det krævede meget tålmodighed.

Jeg lytter mere til mig selv end tidligere.
Romane Lemière

Hvilke tre ting har løbepausen på flere måneder lært dig?

Jeg vil ikke lægge skjul på, at den pause, som min skade tvang mig til at tage, var meget svær at håndtere i begyndelsen. Det var faktisk en af årsagerne til min depression, for sporten var min livline. Løb var min eneste sociale aktivitet. Da jeg blev nødt til at stoppe, måtte jeg lære at leve på en anden måde. Det gjorde mig godt at opdage, at livet var mere end det. Løb er stadig bare en sport, og det skal først og fremmest være sjovt.

Du har ført løbedagbog siden 2019. Hvordan hjælper den dig?

Det var min første coach, der bad mig føre dagbog og skrive alle mine oplevelser og fornemmelser ned. Når jeg er inde i en periode med tvivl eller stress, eller for eksempel har misset et træningspas, beroliger det mig at slå op i den og minde mig selv om, at jeg har løbet gode tider, selv om jeg har sprunget træningspas over. Dagbogen giver mig mulighed for at holde styr på mit arbejde, og når jeg mister troen på mig selv, er det en god måde at se mine fremskridt på.

Du siger, at Anaïs Quemener inspirerer dig. Hvorfor?

Hun har altid inspireret mig, også før hun blev kendt. Jeg mødte hende til et løb, hvor hun kom lige foran mig, og derefter begyndte jeg at følge hende på de sociale medier. Det var dér, jeg opdagede hendes historie med kræft og hendes vej tilbage til toppen. Jeg kunne genkende noget af mig selv i hende: Hun har været igennem nogle meget svære perioder, og hun holdt fast i løbet. Jeg elsker den energi, hun udstråler, og hendes ukuelighed. Og så er hun en fantastisk løber, så selvfølgelig er hun meget inspirerende.

Er sociale medier skadelige for løberes fysiske og mentale sundhed?

Som med alt andet er der både godt og dårligt. På den positive side er sociale medier en guldgrube, hvor man kan finde masser af råd. Men man skal også kunne træde et skridt tilbage fra alt det indhold, for noget af det kan give dårlig samvittighed. Jeg ved, at når jeg ser piger løbe hver dag og sætte fantastiske tider, så sammenligner jeg mig automatisk med dem og føler mig elendig. Det kan føre til overtræning og i nogle tilfælde øge risikoen for skader. Det er et tveægget sværd.

Har dine egne skadeserfaringer ændret den måde, du bruger din Instagram-konto på?

Ja, det har ændret sig. Før havde jeg nok en tendens til at slå på tromme for »mere og mere«. Jeg elskede at vise, at jeg løb mange kilometer, og at jeg hele tiden udfordrede mig selv. I dag har jeg ikke længere lyst til at sende det budskab. Jeg har selv mærket konsekvenserne i form af skader, og jeg har på ingen måde lyst til at give de mennesker, der følger mig, det billede. Nu vil jeg hellere vise, at sport skal være en glæde.

Hvad har ændret sig i din måde at træne på?

Jeg lytter mere til mig selv end før. Tidligere fulgte jeg træningsplanen blindt. Om jeg havde ondt eller ej, lyst til at løbe eller ej, så tog jeg af sted. I dag lytter jeg til min coach, og så snart jeg mærker en smerte, skruer jeg ned. Nu løber jeg, når jeg har lyst. Det fungerer godt for mig, fordi jeg har det bedre både mentalt og fysisk.

Hvis man kun skulle tage ét råd med sig, hvilket skulle det så være?

Jeg ville sige: »Gør tingene, fordi du har lyst.« Hvis man handler ud fra lyst, er det det vigtigste for at blive ved med at lytte til sig selv.

Hvilke løb planlægger du at deltage i?

Jeg skal løbe MCC den 25. august ved UTMB. Det er 40 km med lidt over 2.000 højdemeter. Det bliver en stor udfordring for mig og noget helt andet end det, jeg plejer at løbe, men jeg glæder mig til at kaste mig ud i det. Bagefter vil jeg gerne tilbage på landevejen. Jeg overvejer 20 km de Paris i oktober, Marseille-Cassis i slutningen af oktober, og måske et marathon til vinter. Så kan jeg vende tilbage til distancen med mindre pres end tidligere og med mere glæde.

Hvem var den første, du gav bogen til?

Min lillesøster, fordi hun altid støtter mig i mine projekter, og jeg er også hendes coach. Så det virkede naturligt at give hende den først.

Med »Mon Running plaisir avec Romane« har Romane Lemière skrevet en ærlig og omsorgsfuld bog, der afspejler hende selv. Mellem praktiske råd og personlige bekendelser minder hun os om, at løb ikke behøver at være lig med præstation for enhver pris. Hendes historie, præget af ukuelighed, inspirerer til en anden måde at løbe på: friere, blidere og med mere glæde. En værdifuld læseoplevelse for alle, der vil sætte løbeglæden i centrum igen.

➜ Mon running plaisir avec Romane, Editions Leduc, marts 2025, 19,90 €