OL i Berlin 1936: Modstandens maraton

Det var i 1936, mellem Første og Anden Verdenskrig, at Hitler, der havde været tysk rigskansler i tre år, gjorde alt for at fremhæve sin ideologi. Fem år tidligere var Berlin blevet valgt som værtsby for OL i 1936, mens Weimarrepublikken, det tyske styre fra 1918 til 1933, stadig var ved magten. Men da nazisterne overtog styret i 1933, så de begivenheden som en oplagt propagandamulighed. Situationen var mildest talt kontroversiel.

»Skamlegene«

Er det etisk forsvarligt, at en kulturel og sportslig begivenhed med international social og økonomisk betydning, som angiveligt skal fremme værdier som fred og accept, afholdes i et land ledet af en diktator? Flere lande protesterede dengang og valgte at boykotte begivenheden ved i stedet at arrangere deres egne lege i Barcelona. Projektet, der blev kaldt »Folkets Olympiade« og skulle samle 34 nationer, blev imidlertid opgivet på grund af den spanske borgerkrig. Adolf Hitler kunne derfor pudse sit udstillingsvindue af og iscenesætte de olympiske lege. OL i Berlin 1936 er stadig kendt som »Skamlegene«.

Om morgenen den 1. august 1936 marcherede 49 nationer med 129 discipliner ind på det olympiske stadion i Berlin foran næsten 100.000 tilskuere. Stemningen var tvetydig. Mellem storslåede optrin, fanfarer, militære demonstrationer og Adolf Hitlers tale ved ceremonien tegnede der sig et klassisk propagandascenarie, der afspejlede rigskanslerens mørke overbevisninger. Åbningsceremonien var på mange måder symbolsk og bar på et klart budskab. De jødiske sportsfolk i den tyske delegation var blevet sorteret fra, og olympismens idealer om inklusion var reduceret til et skuespil. I stedet blev den ariske race fremstillet som den stærkeste og dermed som de store vindere af OL i Berlin 1936.

Værtslandet sluttede ganske vist øverst med i alt 89 medaljer, men det skete ikke uden problemer for Hitler. To mænd kom, om end ufrivilligt, til at udfordre dyrkelsen af den nazistiske ungdom. De blev symboler på håb, et håb der brændte som den olympiske ild, men var skjult i totalitarismens skygge.

Jesse Owens: Det strålende svar på racistiske teorier

Det var især på løbedisciplinerne, at disse atleter fik mulighed for at udtrykke deres overbevisning og deres ønske om at kæmpe mod politisk undertrykkelse. Hvis sportshistorien har husket hans navn, gjorde Hitler det også. Det var James Cleveland Owens, bedre kendt som Jesse Owens. Den afroamerikanske atlet vandt fire guldmedaljer og blev et symbol på kampen mod Nazitysklands raceteorier, mens landet forberedte sig på krig. Owens vandt 100 meter (10,3 sekunder), 200 meter (20,7 sekunder), længdespring (8,06 meter) og 4 x 100 meter-stafetten (verdensrekord på 39,8 sekunder), hver gang foran de tyske konkurrenter.

Hans præstationer blev hyldet af de omkring 100.000 tilskuere ved OL i Berlin 1936, men de prellede af på de tyske officerer og rigskansleren selv. I dag står bedrifterne som noget, der fejres, selv om Owens efter legene blev mødt af racistiske overgreb, da han vendte hjem til USA, hvor racediskrimination stadig var en del af hverdagen. Ikke desto mindre forsvarede han sporten som en kraft, der kunne samle mennesker og overskride sociale og politiske skel.

Ki-Jung: Maratonløber og modstandsmand i kolonialismens skygge

En anden atlet satte også et markant aftryk på legene: Sohn Kitei. Hans koreanske navn var Ki-Jung, og han blev en central skikkelse i maratonløb i det 20. århundrede. Flere gange kom han til at symbolisere modstandskraft over for uretfærdighed. Frem til 1945 var Korea udsat for en gradvist hårdere økonomisk og politisk undertrykkelse. Japans invasion af Korea er stadig en kilde til spændinger mellem de to lande. Sohn Ki-Jungs triumf på den olympiske maratondistance ved OL i Berlin 1936 blev et symbol på modstand for det koreanske folk og et håb for modstandere af diktatoren i Det Tyske Rige, som ønskede at hente inspiration i hans mod. Den koreanskfødte atlet var tvunget til at konkurrere under det japanske flag i en kolonial kontekst. Mod alle forventninger vandt Ki-Jung maratonløbet og satte samtidig olympisk rekord med 2 timer, 29 minutter og 19 sekunder.

Ved medaljeceremonien fejrede den olympiske mester sejren med bøjet hoved og lukkede læber. Han skjulte sit startnummer med det japanske flag bag et ungt egetræ, der var blevet overrakt som symbol på styrke og lang levetid. Tilfældigvis skulle det vise sig at få stor betydning for fremtiden. Over for de tilstedeværende internationale journalister identificerede han sig desuden som koreaner, ikke japaner, for at vise verden sin modstand mod den japanske besættelse. Hans landsmand Nam Sung-yong, der blev nummer tre, erklærede senere, at han havde misundt den sørgmodige vinder, ikke for placeringen, men for modet til at kræve sin frihed og sin undertrykte identitet tilbage. Guldmedaljevinderens liv blev efter sejren præget af konstant overvågning fra den japanske regering som følge af hans sejr og de få, men tydelige, modstandshandlinger. Det var nok til at give det koreanske folk nyt håb om en bedre fremtid for deres fællesskab.

Et universelt symbol på modstandskraft

På tværs af grænser bidrog Ki-Jung aktivt til den internationale eliteidræt. Efter Koreas selvstændighed fortsatte maratonløberen med at fremme atletikken og blev landstræner, hvor han uddannede topatleter til de olympiske lege. To af hans elever, Suh Yun-bok og Ham Kee-yong, vandt begge Boston Marathon i henholdsvis 1947 og 1950, ligesom Hwang Young-cho vandt olympisk guld i 1992. Mange år senere blev Boston Marathon også ramt af en tragisk begivenhed, da to kriminelle eksplosioner ramte målstregen i 2013 og satte et dybt spor i historien om det ikoniske løb. Ligesom Sohn Ki-Jung i 1936 viste Boston-maratonløberne trods terroren modstandskraft og sammenhold i mødet med modgang.

Alle disse begivenheder minder os om, at maraton er langt mere end en fysisk prøve: Det er menneskets ideologiske limen, hvor ønsket om frihed står over for autoritarismen.