De officielle løbsfotos: en tragedie i 10 akter

Akt 1: Du tror på det, det gør vi ikke – km 0

Fortællingen får en stærk start. Heldigvis, tænker du, du er jo ikke engang kommet af sted endnu. Billedet er fantastisk. Et miks af følelser, et let smil og skjult beslutsomhed. Du løfter armene, som om du allerede har vundet. Ja ja, vi taler om den øverste plads på podiet. Foran computeren hiver du allerede betalingskortet frem, for hvis de næste ni billeder er lige så gode, slår du til og køber hele albummet for at skifte alle dine profilbilleder. Vi havde ikke sat en krone på det. Spoiler: Det var med god grund.

Akt 2: Den mistænkelige optimisme – km 5

De første kilometer af dit maraton er overstået. Smilet sidder på læberne, skridtene føles lette, og alt ser ud til at køre. Vi sagde ser ud til. Smilet er der stadig, men det virker allerede lidt anstrengt. Man kunne næsten tro, det var fake. Fem kilometer, og det begynder allerede at trække. Vi glæder os til at se fortsættelsen.

Akt 3: Alt er under kontrol (det er det ikke) – km 15

Den første time er for længst passeret, og du indser, at det her måske bliver længere end forventet. Denne gang er kinderne røde, og sveden kan ses. Resultatet på billedet er ret overraskende. Du ser ud, som om du har fuld kontrol, og intet kan ramme dig. Zoomer man ind, står det klart, at det eneste spørgsmål, du stiller dig selv lige dér, er: “Hvorfor betalte jeg for at gøre det her?” Faktisk kan man se det, selv uden at zoome.

Akt 4: Allerede i problemer – km 20

Halvvejs er du ikke engang, og ansigtet er allerede fortrukket. Det bliver tydeligvis meget længere end forventet. Ved kilometer 20 rammer du for alvor en turbulent zone. Den lette løbestil blev efterladt ved kilometer 5. Man kan mærke den indre kamp begynde. Du vil selvfølgelig gerne bevare værdigheden og se stærk ud, men Photoshop kan ikke redde de smertefulde ansigtstræk, der nu har meldt sig. Overlevelsesmodus er ikke langt væk. Ganske upraktisk, når der stadig er mere end halvdelen tilbage.

Akt 5: Billedet, ingen kommer til at se – km 30

Man kan ikke længere se, om det er maratonets mur eller en slagmark. Dagen før havde din ven ellers advaret dig: »Maratonmuren er ikke en myte«. Som om du troede, du var stærkere. Det var du ikke. Du løb direkte ind i den, og dette billede opsummerer maratonets idé perfekt. Du havde selvfølgelig set fotografen, der tidligt om morgenen havde placeret sig ved kilometer 30 (ja, de første løbere har allerede været i mål i tre en halv time). Denne gang er der ingen mulighed for at lade som om. Kroppen svigter, og det gør hovedet også.

Akt 6: Blikkets forræderi – km 35

“Den, der intet vover, intet vinder.” Det begyndte faktisk med gode intentioner. Du havde selvfølgelig ikke regnet med, at der stod en fotograf lige her. Overrasket mobiliserer du dine sidste kræfter for at ligne noget, der minder om en løber. Det kan ses på billedet. Du presser det frem, som du tror, er et smil. Det er det ikke. Billedet ender, ligesom alle de foregående, i skraldespanden.

Akt 7: På autopilot – km 38

»Det vigtigste er at gennemføre«. God pointe! Når uret viser mere end fem timer, handler det faktisk bare om at komme i mål. På det tidspunkt håber du højst på et billede fra målstregen. I værste fald må du nøjes med selfien taget med din dugvåde topmoderne smartphone og finishermedaljen om halsen. Ved kilometer 38 har din hudfarve mest af alt samme nuance som en håndvask, og fotografen kan ikke stille noget op. Munden er knastør, for at drikke undervejs er åbenbart snyd. Der er stort set intet, der fremhæver dig, bortset fra en tommelfinger op, som du med nød og næppe får sendt af sted, da du passerer kameraet.

Akt 8: Billedet, hvor du tror, du er alene – km 42

Det her er helt klart dit øjeblik. Efter mere end fem timers anstrengelser får du endelig øje på den. Ja, målbuen selvfølgelig, men det var især fotografen, der sad på sin stol, vi talte om. Dagens helt. Ham, der måske kan skaffe dig mindst ét billede, der er til at holde ud. Du gør dig klar, forlænger skridtet, retter dig op, slapper af i ansigtet og prøver at se ubesværet ud. I øjeblikket tror du, at udførelsen er perfekt. Lige indtil du opdager, at det ikke var tilfældet. Blikket er sløret og tomt, som om sjælen har forladt kroppen. Du bevæger dig på instinkt uden den mindste koordinering mellem arme og ben. Du har tydeligvis ikke længere kontrol over noget som helst, og billedet ligner noget fra en gyserfilm.

Akt 9: Det andet målfoto, den anden chance – km 42

Da du opdager, at der også findes et andet billede af dig ved målstregen, er det prikken over i’et. Startnummer 6537 passerede lige foran dig på præcis det tidspunkt. Gå ikke i panik. Det var ikke blevet bedre af den grund.

Akt 10: Den endelige afsløring

Du logger ind på det officielle site med løbsfotos fuld af håb. Måske lidt for meget håb. Hvis vi skal opsummere, er det kun det første billede, der går an. Problemet er bare, at man stadig kan se startbuen. Ikke ligefrem noget, man kan prale af på sociale medier. Til sidst ser du prisen på billedpakken: 30 euro. Du kan ikke lade være med at sige: “Jeg har jo minderne i hovedet.” I aften kommer din selfie med finishermedaljen om halsen til at fylde i vores feeds.

Ingen oplysninger om tiden, hvordan du havde det ved målstregen eller din placering. Bare et enkelt “Finisher Marathon ✅”.