Pierre Destailleur løb 20 maratonløb på 23 dage for jordens skyld

✓ I april sidste år havde vi allerede en samtale med Pierre, netop som hans idé var begyndt at spire.

Pierre, hvordan opstod projektet »Enraciné«, så langt tilbage du kan huske?

I 2019, efter min brors død. Dengang havde jeg en handelsuddannelse og arbejdede i detailhandlen. Jeg havde meget materialistiske drømme: en hurtig bil, en quad og et flot hus. Da jeg mistede min storebror, gik jeg igennem en smertefuld periode. Jeg begyndte at se på bestemte sider af vores livsstil med nye øjne. I årevis havde vi rejst, fløjet, været i USA, Asien, på øerne og i de franske oversøiske områder uden at tænke over konsekvenserne. Jeg havde deltaget i en del løb i udlandet og var fløjet dertil. Vi var langt fra forbilleder. Takket være min bror Thomas Destailleur indså jeg, at mit daværende arbejde ikke gav mening. Jeg ville ikke være en del af det system, der ødelagde livet. Så kom covid, og jeg begyndte på onlinekurser. Jeg interesserede mig meget for det, som Jean-Marc Jancovici (red., ingeniør og underviser) satte spørgsmålstegn ved, og for vores samfundsmyter. Erkendelsen gjorde ondt. Til sidst fik jeg et angstanfald på grund af klimakrisen.

Det var her, sporten kom ind i billedet …

Sport har altid været en del af mit liv. I første omgang hjalp den mig med at komme ovenpå igen og finde tilbage til verden. Løb og sport generelt bringer mig ind i en tilstand, hvor jeg har det godt. En meditativ tilstand. Efter alle de svære perioder, og fordi jeg elsker at studere og lære, begyndte jeg på en ingeniøruddannelse inden for landbrug for at komme tættere på miljøområdet. Jeg kommer ikke fra den verden og havde meget at lære.

Fandt du din vej, da du genoptog studierne?

Ikke med det samme. Undervisningens brede tilgang, der var rettet mod tekniske løsninger som solenergi og affaldshåndtering eller mod lovgivning, sagde mig ikke så meget. Jeg indså, hvor svært det er at ændre ting i en stærkt polariseret verden, for eksempel mellem Confédération paysanne og FNSEA. Det var først gennem agronomien, at jeg fandt den sag, jeg ville kæmpe for. Jeg blev passioneret omkring jorden. Man taler ikke eller kun sjældent om jorden, den er ikke synlig, og vi går stort set bare oven på den. Men den giver os mad, regulerer vores vand og vores kulstof samt vores skove. Det er et centralt økosystem: Da vi kom op af vandet, begyndte vi at udvikle os sammen med jordens bakterier og mikroorganismer. Alt liv og hele dets mangfoldighed hviler på jorden, dens biodiversitet og dens udvikling. Sideløbende med studierne begyndte jeg at engagere mig i en forening, der hedder Uni-Vert Sport. Foreningen er så heldig at have løberen Nicolas Vandenelsken, som blandt andet løb 110 maratonløb på 110 dage for at tale om sundhed og kloden gennem sporten. Bøgerne af Pierre Weill, som blandt andet grundlagde foreningen Bleu-Blanc-Cœur, har også haft stor indflydelse på mig. Nicolas Vandenelsken opmuntrede mig meget, for jeg havde altid været bange for at kaste mig ud i et projekt af den størrelse. På et tidspunkt sagde jeg til mig selv: »let’s go«. Jeg vil tale om jorden, fortælle en historie og sætte de her emner på dagsordenen. Jeg søgte ind på MAIF's Sport Planète-program og blev udvalgt. Eventyret var begyndt …

Jeg er stolt af at leve med et handicap og af at sætte fokus på handicap.

© MAIF – Pierre Destailleur med Sport Planète-farverne

Vi har set på de sociale medier, at du mødte mange mennesker undervejs …

Ja, det var helt utroligt. Jeg fik mulighed for at tale med alle mulige aktører, og alle åbnede deres døre for mig. Frem for alt mødte jeg mennesker, der var engagerede. Nogle arbejdede med at studere jorden, andre var miljøundervisere. Men også en lang række landmænd med forskellige baggrunde og holdninger. Store landbrugere og mindre bønder. Det var virkelig interessant, for jeg fik endda mulighed for at udfordre mig selv i mødet med mennesker, der ikke nødvendigvis var overbeviste om min sag. Vi har trods alt ødelagt enorme mængder frugtbar jord på 30 år, selv om vi havde arvet den. Nogle historikere mener, at Romerriget brød sammen, fordi Middelhavsområdet var »udmattet« af imperiets landbrugsbehov. På 1000 år skulle de have formået at udpinte jorden og få deres samfund til at bryde sammen. Vi gør det på 50 år.

Er du stadig optimistisk trods alt?

Jeg er overbevist om, at vi kommer igennem det sammen. Målet med eventyret var at gøre emnet jord lidt mere nærværende for alle. Jeg håber, at borgerne vil interessere sig for jorden og al den rigdom, den giver os. Den regulerer vandets kredsløb, så vi kan drikke rent vand. Den passer på biodiversiteten, lagrer kulstof og modvirker oversvømmelser og tørke. Jeg prøver at få budskabet ud til alle via Instagram og via brede sociale platforme, så folk forstår, at en sund jord gør et levedygtigt samfund muligt, og at den skal beskyttes. Jeg prøver virkelig at skabe en samfundsdebat om jorden. Det kan måske virke lidt prætentiøst eller overmodigt, men jeg har lyst til at gøre det.

Kan du fortælle os om dit handicap?

Det er medfødt, og det har aldrig forhindret mig i at gøre noget. Jeg har spillet fodbold og tennis. Men indtil jeg var 18, skjulte jeg mit handicap. Jeg havde en protese og ville være som alle andre. Det var under rejser i Australien og Canada, at noget ændrede sig i mit hoved. Jeg ville i højere grad stå ved det. Fra jeg var 18, begyndte jeg at være stolt af at leve med et handicap. Det indgår ikke i vurderingen af mine præstationer. På turen havde jeg dog en løbevogn, og det gør tingene mere komplicerede. Det er bedre at have to arme, når man skubber en løbevogn. Under »Enraciné« satte jeg også fokus på handicap. Det sværeste er måske paradoksalt nok børnene. De har intet filter: »Hr., du gør mig bange«, »Hvordan spiser du?«, »Har du en kæreste?«. Nogle gange græd de endda. Det var lærerigt for alle. Jeg er stolt af at leve med et handicap og af at sætte fokus på handicap. Det er faktisk ligesom racisme. Vi skal oplyse folk, vise mangfoldigheden og vise forskellene.

Man skal inkludere andre i alt. Målet med eventyret var at sætte fokus på sport, handicap og jord. Jeg fremhævede denne treenighed alle steder, jeg kom forbi, især på mellemtrinsskoler, skoler og gymnasier, hvor vi talte langt mere om handicap end med voksne. Der er stadig en vis berøringsangst omkring emnet, og de paralympiske lege kan stadig gøre nogle utilpasse. Det er en utilpashed over for mangfoldigheden.

Er der et særligt minde, du bliver ved med at vende tilbage til?

Rejsen var fyldt med gode øjeblikke. I Nançois-le-Grand i Meuse besøgte jeg Ferme bio des Terres Froides, et fantastisk sted. I en landsby med 45 indbyggere stod 20 mennesker klar til at tage imod mig, med saxofon og skilte! Jeg kom hjem til en familie af engagerede landmænd på et lille landbrug med få køer, gammeldags malkning, osteproduktion og gårdsalg. De fik mig til at føle mig hjemme. De var så imødekommende og åbne i samtalen. De har så meget at give videre og så meget, der fortjener at blive fremhævet. Vi skal værdsætte aktører som dem, selv om jeg er klar over, at der findes flere former for landbrug og flere måder at gøre tingene på. I Châlons-en-Champagne blev jeg taget imod af Jean-Loup Coquillard, en utrolig imødekommende fysik- og kemilærer, som arrangerer festivaler hvert år. I vores samfund formes vi alt for meget af frygten for den anden, og vi har politikere, der får os til at frygte hinanden. Denne tur blev en fantastisk lektion i åbenhed for mig. Folk åbnede deres døre for mig, og det skabte møder mellem liv, udveksling og nye perspektiver. Det havde jeg ikke forudset, da jeg arbejdede på projektet. Man skal altid opsøge andre mennesker.

I vores samfund formes vi alt for meget af frygten for den anden. Denne tur blev en fantastisk lektion i åbenhed for mig. Folk åbnede deres døre for mig, og det skabte møder mellem liv, udveksling og nye perspektiver. Det havde jeg ikke forudset, da jeg arbejdede på projektet.

Den 25. oktober oplevede du endnu et intenst øjeblik …

Ja, jeg udgiver endelig en film, Open your Wild, om min storebror Thomas' eventyr. Projektet er tilegnet ham. Jeg har arbejdet meget på filmen, som varer 35 minutter og fortæller om hans rejse. Jeg er stolt af resultatet. Min storebror gik på det tidspunkt og spekulerede over menneskets påvirkning af naturen. I 2019 tog han helt naturligt til Canada for at undersøge de meget forurenende oliesandsområder. Han tog sin cykel, mødte mennesker og besøgte de byer, der var berørt af industrien. Han tog også ud i naturen i kajak for at forstå påvirkningen af floderne og de forskellige miljøer. Han gjorde det på en meget pædagogisk måde og fik mange mennesker til at engagere sig i hans overvejelser. På en måde ville han forsone os med naturen. Og han døde under eventyret … Det bliver helt sikkert et stærkt øjeblik. Jeg er den eneste i familien, der har set optagelserne og stået ansigt til ansigt med den smerte … Hele min familie vil være i biografen den 25. oktober. Måske hjælper det os med bedre at bearbejde hans død. Da jeg afsluttede mine 20 maratonløb i Orléans, var jeg psykisk knust, fordi Thomas ikke nåede målstregen på sit livs drøm. Med filmen vil jeg hylde hans arbejde og engagement. Vi viser filmen to steder i Frankrig, og derefter cykler jeg til Aarhus i Danmark som en del af »Enraciné«.

Skal du allerede af sted igen? Fortæl os om det …

Jeg har ikke meldt det ud endnu, men den 30. oktober cykler jeg mod Aarhus. Der er 1100 kilometer. Jeg tager af sted på cykel og begiver mig ud på et nyt, mindre eventyr for at nå frem til en kongres om beskyttelse af jorden med europæiske erhvervsfolk og forskere. Her vil jeg fortælle om min rejse. På vej til Aarhus regner jeg med at cykle 150-200 km om dagen, så det bliver bestemt krævende. Og det er mere kompliceret og fysisk intenst at cykle med én arm. Efter Aarhus tager jeg til Montpellier og Toulouse for at deltage i festivaler og konferencer. Turen er langt fra slut! Resten af året bliver intens. Jeg vil forsøge at skabe så meget opmærksomhed om jorden som muligt.